Der var stærke progressive metalkræfter på besøg i Amager Bio søndag. Jinjer headliner en turné navngivet efter deres nyeste skive Duél. Textures er gendannet og har udgivet nyt. Uncompressed stiller med et slagkraftigt line-up og stærkt bagkatalog. Der var fuldt smadder på fra start til slut, men det blev alligevel ikke til kranie-strike trods det lovende potentiale.
Textures
Genskabt med nyt arvemateriale
Hollandske Textures blev dannet i 2001, men har dog holdt pause i 2017-2024. Albummet Genotype blev udgivet i januar i år, selvom det oprindeligt var sat til at udkomme i 2017, som opfølger til albummet Phenotype der udkom i 2016, og var tænkt som et samlet konceptværk. Det netop udkomne Genotype er dog lavet fra bunden, og hvad der er sket med det oprindeligt indspillede materiale henstår i det uvisse. Det bliver spændende, om der er mere liv og vitalitet med den nye genetiske sammensætning. Fænotypen er summen af de egenskaber, vi kan iagttage, måle og veje, så her følger dommen for om ny genotype har kastet en forbedret fænotype af sig.
Danseglæde og fistbumps
Det viste sig, at det nye udtryk var at have det sjovt. Textures gik på klokken 19.15 - et kvarter før annonceret starttidspunkt. Der var nogenlunde halvfyldt i den store sal, og publikum var veloplagt, og allerede under andet nummer var der kommet gang i en lille moshpit. Tilbage til starten, så lagde de ud med “Closer to The Unknown”. Hårdt og lige på med energi og lækker guitarsolo. Bassisten og den ene guitarist sang med - både med og uden mikrofon. Bassisten var i det hele taget her, der og alle vegne med hop, headbang og vip med hoften. Charmerende fyr med kæmpe smil. Gennem hele koncerten hyggede og drillede forsangeren og bassisten hinanden. På et tidspunkt nåede det så vidt, at knoerne skulle kysses, inden der blev givet fistbumps. Det virkede nogenlunde på mig, så jeg blev også selv fuld af drenget kærlighed af at se dem fjolle rundt, og der var brug for en smule overbærenhed, da den musikalske performance ikke var helt i top hele vejen rundt. Når den tilbagevendte forsanger Daniël de Jongh skulle lidt op i registret, kneb det en del, og selv mere almindelige passager lød skidt, når det var uakkompagneret.
Stoledans som afslutningsleg
Deres breakdowns sad lige i skabet, og der kan nævnes flere gode ting fra den 40 minutter lange koncert med fart og glæde fra start til slut. På “Singularity” kørte tjugga-tjagga dieseltraktoren, så hele salen rystede med. Bandets keyboardspiller Uri Dijk var også festlig og spillede tilsyneladende på de fleste numre, selvom det ofte var uhørligt. På “Reaching Home” var det ret simpelt, hørbart, og rytmen fra keyboardspillet var tydeligvis tænkt ind fra start. Han deltog sammen med flere fra bandet i en slags stoleleg med mikrofoner under det sidste nummer, hvor de løb rundt og skreg lidt i hinanden mikrofoner uden andet formål end fjol.
Energien var i den grad til stede hos Textures, og det var positivt. Det virkede dog som lidt overtræt lalleri til tider, der nogle gange desværre også var hæmmet af vokale begrænsninger. Men misforstå mig ikke, jeg havde en kæmpe fest med dem, og de endte på en måde med at være mit personlige højdepunkt for aftenen.
Sætliste:
1. Closer to The Unknown
2. New Horizons
3. Singularity
4. Reaching Home
6. Measuring the Heavens
7. Awake
8. Laments of an Icarus
Uncompressed
The Fast and the Furious
Det virker usandsynligt, at et band kan have eksisteret siden 2013, have udgivet 6 albums og et par EP’er og være så unge som disse tyskere ser ud til at være. Når man dykker længere ned i bandhistorikken, viser det sig også, at der har været mange udskiftninger. Nuværende line up med forsanger Manuel Fernandez i spidsen fremstår hurtigspillende, smarte og med individuel vildskab og power.
Gang i salen og kikset lysfest
Unprocessed så det helt klart som en del af deres opgave at sætte gang i publikum. Der var godt gang i den nu næsten fulde sal med både circle pits, mosh pits og wall of deaths. Desværre satte de også gang i en omgang mobiltelefonlyssvajning frem og tilbage til nummeret “Glass”. Jeg fandt ikke ud af hvorfor. Det var bare enormt kikset. Mod slutningen satte de en circlepit i gang med en håndfuld Slayer-akkorder, der faldt i god jord hos det dansende folk - et glimrende indspark. Stærkt med gode tyske manerer, hvor man tager værtskabet alvorligt, så wall of death eksekveredes perfekt til aftenens vildeste breakdown i afslutningsnummeret “Terrestrial”. Det fine bagkatalog blev brugt godt, og det var tre kvarter med afvekslende lyd. Godt og afvekslende guitarspil, der inkluderende adskillelige guitarskift, skønsang og growl i skabet, godt mikset op med bassisten som forsanger på en del.
Friday in springbreak
Forsangeren mente det ville være federe hvis det var fredag i en college-ferie, men når det nu var gråvejrssøndag på Amager, måtte man få det bedste ud af det, hvorefter han opfordrede til endnu mere vildskab fra publikum. De gav den fuld smadder. Meget koncentreret og velspillende. Meget tysk præcision og professionalisme. Jeg kunne godt savne lidt mere nerve og tilstedeværelse. Den publikum-vendte monolog virkede af og til som afspilning af en indre pladespiller, og deres optræden som noget de skulle igennem. På en velspillende, charmerende og hårdtslående måde må man dog give dem.
Sætliste:
1. 111
2. Sleeping With Ghosts
3. Beyond Heaven´s Gate
4. Trash
5. Glass
6. Sacrifice Me
7. Snowlover
8. Lore
9. Solara
10. Terrestrial
Duél turné
Efterhånden kunne det mærkes, at koncerten var udsolgt. Luften var tung, og det var ved at blive meget varmt i Amager Bio. Jinjer lagde fra land med ”Duél”, der er titelbærer på turneen og seneste album. Numre fra albummet udgør næsten halvdelen af aftenens sætliste. Nummeret er en naturlig start qua navnet og indholdsmæssigt klassisk Jinjer, med vekslen mellem skønsang, core og mere intens sang fra forsanger Tatiana Shmayluk. Apropos forventninger fra indledningen mener jeg godt, at man kan stille store krav til et band som Jinjer. De er erfarne, har et stærkt og afvekslende bagkatalog. De har masser af live-erfaring fra store scener og med at headline. De brugte ikke denne erfaring til at lægge et ekstra lag af performance oveni. I stedet trak de det fra. Eugene Kostykl på bas og Roman Ibramkhalilov på guitar var begge iført sorte lange eller halvlange trøjer og sort kasket og placerede sig så helt ude i hver sin side med en sort baggrund, så de tiltrak sig så lidt opmærksomhed som muligt, og fra den position rykkede de sig ikke. Guitaristen gennemførte også fem kvarters koncert uden at fortrække en mine på noget tidspunkt.
Psykedelisk multimedieshow
De to kukkelurende spade-spillere skulle muligvis stå stille og blende ind, så alle kunne få det hele med på den kæmpestore skærm, der viste et herligt multimedieshow. Jeg syntes, det fungerede på “Green Serpent”, hvor den grønne slange på fineste psykedeliske vis transformeredes og gled rundt på skærmen i en crazy grøn farve. På fx “Vortex” var det bare tilfældigt dårligt computergenereret skrald, der snurrede rundt, og på mange numre var der nogle højhuse, der drejede lidt rundt. Under “Tantrum” var det en slags glassal fra Versailles, jeg ikke helt fangede, og i nummeret “Kafka” gik det helt galt, da hele teksten kom op på skærmen på en måde, så man ligesom forsvandt ind i det. Det gjorde Jinjer desværre også. Træls og irriterende forstyrrelse mere end en stemningsforstærker, hvis du spørger mig. På nummeret “Teacher, Teacher!” nåede vi måske aftenens højdepunkt for publikum, der gik helt amok, trods grimt bagtæppe og dødt udtryk fra bandet. Virkeligt fedt nummer.
Alle kan trænge til spring break
Ikke kun Unprocessed længtes efter ”spring break” her på forårets første dag. Jinjer virkede til at være kørt lidt surt i livet på turné. Godt for dem, der kun er en koncert tilbage efter den i Amager Bio. På første nummer startede trommeslager og bassist ikke samtidigt, og en enkelt gang måtte de starte forfra på et nummer, hvor de kom galt fra start. “Så kan I lære det", vrissede Shmayluk[MM1] , uden at jeg helt fik fat i, hvem der skulle lære hvad og hvorfor. Stemningen mellem bandmedlemmerne eller mellem Shmayluk og crew var ikke helt i top. Det er dog professionelle folk, og de spillede røven ud af bukserne fra hver deres position på scenen. Karakteren 9 til Shmayluk og 9 til Kostykl . Shmayluk for at være en enmandshær af energi og kompetent sang i alle lejer og intonationer. Hun er så skidedygtig. Stemmen var suveræn og sceneperformance konstant og imponerende. Bassisten fordi han spiller så hurtigt og så fedt. En moden kvinde blandt publikum betroede mig, at hun ville være bassist i det næste liv, kun fordi han var så sej. Samlet var Jinjer bare ikke helt i toppen denne gang. Ærgerligt, når summen er mindre end delene lagt sammen.
Sætliste:
1. Duél
2. Green Serpent
3. Fast Draw
4. Vortex
5. Disclosure!
6. Tantrum
7. Teacher, Teacher!
8. Kafka
9. Judgement (& Punishment)
10. Hedonist
11. I speak Astronomy
12. Perennial
13. Someone's Daughter
14. Rogue
15. Pisces
16. Sit Stay Roll Over
Jeg ville gøre det igen
Det er svært ikke at være tilfreds efter timer med så dygtige og erfarne musikere og et publikum der spillede med og bandt medlemmerne sammen hvor de ikke selv magtede det. Der var gang i den, og aftenen fløj afsted. Min anmeldelse er kun lunken fordi jeg ved at de kan give endnu mere. Nogle gange er de spillet sammen og spillet varme sidst på turneen. Her var de trætte, måske vrisne og Textures overtrætte og fjollede. Jeg tog afsted igen i aften, hvis det samme line-up spillede op til mosh.
