Humanity's Last Breath. Foto: Lykke Nielsen.
Overgangen til vinter i turpakkeformat
I takt med at nætterne var ved at blive længere, og træerne iførte sig deres flygtige men smukke overgangstøj, bød den udsolgte kransal i pumpehuset op til dans med en nærmest symbolsk planlagt aften. En aften, der syntes endelig at skulle få grillaftener og blomstret IPA i parken til at give efter for varm kakao i stuen og nisse-hvidtøl foran pejsen. Dette var en aften, jeg havde glædet mig længe til som langtidsfan af djentens underlige nordiske adoptivbarn, thall. Forventningerne var tårnhøje. Først skulle vi bydes på sommerlige, aftensolsagtige Karmanjakah og dernæst sensommerstormen ved navn Enterprise Earth. Så ville efterårsregnen falde som smukke gule og orange blade med Vildhjartas melankolske og bittersøde lydunivers, før nattefrosten og vintervinden skulle piske livet ud af nordens vildnis med Humanity’s Last Breaths tonstunge toner. Det eneste, der kunne ødelægge dette, var en lydmand, der ikke kunne håndtere distortion i drop E.
Karmanjakah
Sommersvenskere
Imens kransalen langsomt fyldtes, var det spændene at forestille sig, om et band, der hovedsageligt gør sig i dur og tenorskønsang, ville blive taget godt imod af et publikum, der formodentligt hovedsageligt havde købt billetter for at se et af de vel nok tungeste aktive bands i norden. Karmanjakah fandt gennembrudssucces i prog og djent-scenerne tidligere i år med udgivelsen af deres anden plade, Diamond Morning. Denne plade så dem gå fra et ok progget math-rock band til at lege med thallens riff-skrivning og tunge-men-skæve rytmer på en måde, der, snarere end at fremkalde nordens hårde vintre og barske landskaber, trak tråde til sensommernætter og romantiske gåture i skoven med sin blanding af jazzede akkordrundgange og intime vokalmelodier. Spørgsmålet var bare, om dette vil finde succes hos publikum i aften.
Et auditivt efterårsjævndøgnsgilde
Det første indtryk af Karmanjakah, da de satte i gang med ”Sun, Astray” var, at dette muligvis var det bedst lydende band, jeg nogensinde havde set live. Alt stod klokkeklart i lydbilledet, uden at deres drop G tuning mistede sin tunge bund. Iført løse skjorter eller overalls (på bassisten) lignede Karmanjakah nogle rigtige hipstere, men de spillede i hvert fald ikke indie. Forsanger Jonas Lundquist for rundt på scenen med kaotiske flydende bevægelse, som en nutidig balletdanser, under tunge instrumentalsektioner, og lyset bevægede sig med ham i neutralt gulligt hvidt, der dannede silhuet af bandet og gik i strobe under blast beats. Jeg hørte fra vores fotograf bagefter, at bassist Lukas Ohlsson, som hun havde snakket med ved merchbordet, havde været utilfreds med, at der ikke var nogen frontbelysning. Umiddelbart fungerede denne kunstneriske belysning dog perfekt til Karmanjakahs musik.
Lange stille passager, såsom klaverforspillet i ”Eyes Seeing Eyes”, eller et længere jazzet bassolointerludium inden de sidste to sange, var utroligt smukke på grund af deres lydmæssige klarhed og dynamik, og byggede perfekt op til de emotionelle klimakser, der var Karmanjakahs storslåede riffs. Deres musik bød godt nok ikke op til moshpit, men et kig på de omkringstående fremmødte - når jeg selv kunne løsrive mig fra atmosfæren - viste umiddelbart enorm indadvendt følelsesmæssig indlevelse. Det var muligvis belysningen, men umiddelbart spejdede jeg også nogle våde øjne under sidste nummer, ”Dove”.
Hvordan kan solen sådan strømme ud af strenge?
Trods utilfredshed fra bandets egen side med belysningen, viste efterfølgende snakken med publikum ingen tegn på samme. Om det bare var fordi alle fremmødte havde haft en kollektiv hård uge, mærkedes det umiddelbart, at dette var lige, hvad der havde været brug for, før vi dykkede ned i tunghedens afgrund med de næste bands på turpakken. Karmanjakah havde samtidigt vist, at man ikke behøver at spille mørkt for at være tung, og at man ikke kun behøver at være tung for at få en emotionel respons ud af et ekstremmetalspublikum.
Enterprise Earth
Og nu skal vi flå os selv fra hinanden?
Efter soundtracket til den nostalgiske sidste havefest, den skønne stilhed før stormen, om man vil, skulle pumpehuset nu indtages af det eneste band i pakken, man ikke med god vilje kunne kalde for Thall. Enterprise Earth er et band, hvis navn jeg stødte meget ind i på diverse deathcore-fora i slutningen af forrige årti, men som aldrig helt klikkede for mig. I 2022 udgav de albummet The Chosen, kort før deres oprindelige vokalist, Dan Watson, forlod bandet. Denne plade vakte noget postyr i slutningen af årtiskiftets deathcore renæssance, da den blandede bandets tekniske deathcore-rødder med metalcore, prog, og emo på en relativt frisk måde. Med deres nye vokalist, Travis Worland, vendte de i en endnu mere progget og tungere retning med 2024’s Death: An Anthology. Spørgsmålet stod dog klart på læberne af publikum denne søndag aften i Pumpehuset: Ville den lovede, direkte deathcore sensommerstorm føles passende i kontekst af en thall aften, eller ville man kede sig i dens mangel på nuance og nordisk atmosfære?
Rødt stroboskoplyn og breakdown torden!
Da Worland trådte på scenen med resten af bandet, fik han hurtigt nævnt, at han var ”in an unbelievable amount of pain tonight, but I’ll try my best.” Der gik desværre en hel sang, før der kom styr på Enterprise Earths lyd. Worlands vokal var fuldstændig begravet i mixet, og guitar og bas føltes utroligt mudrede i sammenligning med den alt for klare, triggerede stortromme… en klassiker inden for live deathcore-mixes. Men da lydmanden fik bedre styr på sit mix ved starten af det andet nummer, begyndte bandets vrede og røvsparkende udtryk pludseligt at give mening. Foran rød silhuetbelysning leverede Enterprise Earth en grum og provokerende optræden, der gjorde, at Worland meget hurtigt kunne få en circle pit i omdrejninger og dernæst den største wall of death, jeg nogensinde har set på en helt almindelig søndag.
Det var, som om al den emotionelle energi, vi havde fået opbygget under Karmanjakahs mesterlige sæt, blev ekspertomdannet til en kæmpe, vred forløsning på en gang. Til trods for, at man tydeligvis kunne mærke Worlands frustrationer over sin kroniske smerte, var vokalen ikke anstrengt, men dog mere emotionel end den syntes at være på Death: An Anthology, og hans tekniske adræthed fik et lille spark af kant. Bandets kontakt til publikum syntes nærmest at være fjendsk til tider, når der for eksempel blev råbt ”I don’t care who you paid to see, I wanna see the biggest wall of death this room has ever seen!”, men i stedet for, at dette udtryk vendte publikum mod bandet, syntes det bare at være et råt opråb til en vredesudløsning uden lige. Den indadvendte energi var nu blevet udadvendt, og publikum gik i flæsket på hinanden (med den måde og respekt, at det stadig skulle være et sikkert sted at være). Sikkerhedsvagten måtte endda træde ud og stå på kanten af pitten for lige at holde øje med, at ingen kom til skade.
”På usædvanlig vis, har vi valgt ikke at opkalde denne storm efter en person, men fællesbetegnelsen for fire.”
Efter Enterprise Earths sæt var salens gennemsnitstemperatur i hvert fald steget med et par grader, og jeg syntes, at de fungerede som perfekt opfølgning til Karmanjakah, til trods for hvor stik modsat de to bands’ lyd var. Som et kæmpe uvejr havde Enterprise Earth efterladt ravage i deres kølvand. Lyden kunne godt have brugt et eftersyn, men det var ikke, fordi resultatet, vi endte med, var decideret dårligt, men koncerten havde nok fået et markant ekstra spark, hvis Enterprise Earths brutalitet havde stået klarere. Som det stod til, var publikum dog nu godt klar på en mesterklasse i nordens nyeste genreeksport.
Vildhjarta
Thall?
I kølvandet på det sidste store skyl fra Nordsøen, kan man ofte forvente, at de første nuancer af gul viser sig på træerne nogle få uger efter. Vildhjarta har siden min opdagelse af dem i optakten til deres mesterværk, Måsstaden under vatten, altid været et efterårsband for mig. Deres musik byder på en emotionelt nuanceret, atmosfærisk men alligevel utrolig tung kombi af rytmisk skævt Meshuggah-agtig djent, blackened akkordrundgange, mesterfuld, melankolsk ambience og underlige, skingre melodier. De er, som man nok kan tænke sig til, et af mine favoritbands, og en voxpop blandt mine fremmødte bekendtskaber talte også til, at der var mange, der var dukket op i højere grad for at se Vildhjarta end Humanity’s Last Breath. Nuvel, de var også opfinderne af den genre, som Humanity’s Last Breath nemlig spiller, thall.
Thall.
Det var under grønne nuancer, at Vildhjarta trådte på scenen, og satte i gang med, hvad der kun kan beskrives som en lang, melankolsk suppedas af grumme riffs. Mange af deres sange havde de modificeret til deres liveindslag, sådan at riffs fra andre sange ofte blev hægtet på som intro eller outro til sange fra helt andre plader. Måsstaden under vattens ”Kaos2” havde for eksempel et riff fra Måsstadens ”Dagger” som intro og en del af ”Phobon Nika” som outro.
Vildhjartas musik er som perfekt designet til at miste sig selv i, og det endte publikum også med at gøre. På meget kunstnerisk maner interagerede bandet næsten ikke med publikum, men moshpit og crowdsurfere (mange af dem, faktisk) kom helt af sig selv. Som faldne blade der flyder i en å, var der en tilnærmelsesvis konstant strøm af mennesker op mod scenen. I stedet for Enterprise Earths individuelle vredesudbrud var der dog tale om et publikum, der blev til en stor meditativ masse blot i færd med en meget aktiveret form for meditation. Lyden var helt fantastisk, og man kunne høre enhver lille skæv mikrorytme, som trommer og guitar bevægede sig i. Det eneste, man lidt savnede, var en live bassist, men tracket, der spillede, lød alligevel fremragende.
Ideen til min slutårs overgangsmetafor kom også til mig her, da Vildhjartas lys var farvekoordineret til deres sange på sådan en måde, at de hovedsagelige nuancer langsomt blev mørkere, som koncerten blev ved. Sættet bevægede sig langsomt frem på en sådan måde, at jeg nærmest lidt mistede mit greb om tiden. Da det var overstået efter ”+ den spanska känslan +”, blev jeg nærmest overrasket, for jeg kunne godt have eksisteret i denne tykke riff-sovs på en rejse rundt i hele Vildhjartas (desværre korte) diskografi.
Mere en kunstnerisk særoplevelse end en koncert
Jeg har i et par år nu haft en løs drøm om at få det, de unge kalder for ”fuck you money” og blive kunstfilantrop eller mæcener til nogle af mine favoritbands. Vildhjarta beviste denne aften, hvorfor de er højt på listen over kunstnere, som jeg gerne vil kunne give midlerne til at skrive og fremføre en ballet eller musical. Jeg gik fra oplevelsen for at købe aftenens sidste øl med tanken om, at det, jeg lige havde set, mere nærmede sig lyd- og performancekunst, end det gjorde ”blot” en koncert. Det havde været brutalt og smukt, dystert og intimt, og publikum havde umiddelbart syntes det samme, givet deres enorme bifald efter den sidste dybe tone havde runget ud i lokalet. Jeg skal satme have skaffet mig nogle vinyler, så jeg kan gøre bare lidt ud af at støtte disse svenskere.
Humanity's Last Breath
“Winter is coming.” – Vitterligt alle i Game of Thrones
Og når efterårets sidste blade krammer sig tæt på deres træers grene, inden skoven og dens sidste vågne dyr går i hi, så er der ikke længe, før nattefrost bliver slagets gang indtil april. Det var det, den godt kørende sal i Pumpehuset kunne se frem til nu. Humanity’s Last Breath har jeg også længe været glade for. Geniet bag hele sangskrivningsprocessen og guitarist på scenen, Buster Odeholm, startede oprindeligt projektet som et forsøg på at være Vildhjarta 2. De har dog med årene længe overgået tungheden af deres forholdsvist melodiske inspirationskilde og har påtaget sig en ondere og mere Lovecraft-agtig, umenneskelig karakter. Hvis Vildhjarta er efterårets sidste bud på skønhed, så er Humanity’s Last Breath den golde, tørre blæst af vinterluften, og de døde, frosne marker, der tvinger bondefamilien i madforrådet.
Isstorm, isninger, kuldegys og årets død
Som den langsomt indsnigende frost i årerne på en, der ikke har taget tøj nok på til gåturen, startede Humanity’s Last Breath med et af deres dystre instrumentalnumre, nemlig ”Väldet”, før forsanger Filip Danielsson trådte på scenen til den monstertunge afbrudte blast beat, der starter ”Abyssal Mouth”. Salen gik igen i kog, og moshpitten skulle komme til at vare ved resten af koncerten. I nuancer af rødt og isnende blå gik lyset, imens breakdown efter breakdown og dissonante panik-akkorder i den høje diskant brutaliserede publikums trommehinder. Det taler til kvaliteten af lyden og musikken, at det ellers normalt ret asociale danske publikum kunne tvinges til så stor bevægelse uden publikumsinteraktion – og så endda på en søndag.
Der var desværre nogle meget få – og tilforladelige – skuffelser. Sætlisten var genialt indrettet med sange fra næsten hele bandets diskografi, men Danielsson har aldrig været den mest varierede vokalist og kunne derfor ikke hamle op med de mere teknisk adrætte vokallinjer, der findes i sange ældre end hans tid i bandet. Der var, ligesom med Vildhjarta, heller ikke en livebassist med på scenen, og i modsætning til Vildhjarta, var dens digitale tilstedeværelse lidt for lav i mixet.
Udover dette, så leverede Humanity’s Last Breath en utrolig koncert. ”Godhood”, den første sang i deres encore, som også er ny og en af deres tungeste til dato, bankede igennem salen som et kæmpemæssigt udyr af ubeskrivelig natur. Brutaliteten oversatte naturligt uden brug for større opråb fra bandet, og selvom det nok også delvist skyldtes fantastisk opvarmning, så var Humanity’s Last Breaths afgrundstunge riffs og voldsomme slagtøjstæskeri godt nok også med til det.
Kom sne, kom slud, kom hagl, kom kulde. Kom an.
Jeg gik fra Pumpehuset efter Humanity’s Last Breaths sæt helt igennem smadret, men på en fantastisk måde. Dette havde været en god aften, den sidste halvdel af året i koncertformat, og en af de bedste koncertoplevelser jeg længe havde haft. Humanity’s Last Breaths tonstunge riffs og breakdowns havde afrundet denne søndag med et godt blik ind i den livløse afgrund, der er de tiltagende vintre, vi kigger mod på dansk jord. Trods enkelte fejltrin var man ikke skuffet, men derimod helt og aldeles gennemtæsket. Vi havde hørt sommernætterne komme og gå. Nu gik vi ud i den kølige nat med den groteske varme af hundredvis af svedige kroppe i én forbundet masse tilstedeværende i vores lemmer.
