En kedelig tur til helvede

Syv fra Sopot

Polske Hell-Born har efterhånden en del år på bagen. Bandet blev dannet i Sopot i 1996 af Adam ’Baal’ Muraszko kort efter hans afgang fra Behemoth, og med Damnation-guitaristen Leszek ’Les’ Dzięgielewski om bord begyndte fundamentet til et solidt blackened death metal-band at tage form. Debutalbummet Hellblast udkom i 2001, og i årene efter fulgte yderligere tre plader, inden bandet i 2008 udsendte Darkness. Herefter blev der stille i tretten år, indtil Natas Liah markerede comebacket i 2021.
Nu er Baal og Les tilbage med en ny besætning bestående af Diabolizer og Rambo, og for nylig landede gruppens seneste album, VII. Syv album på tredive år er ikke ligefrem en diskografi, der vidner om overproduktion, men man kan med rette være spændt på, om Hell-Born har brugt tiden på at finpudse deres mørke håndværk, eller om der er gået lidt for meget rust i maskineriet.

Genkendelig tyngde, få overraskelser

Med åbneren ”Therion Calls” kommer VII hæderligt fra land. Riffet har tyngde, og anslaget lover en potent omgang death metal, men nummeret får hurtigt svært ved at indfri løftet. Det flade lydbillede levner ikke meget plads til nuancer, og fordi kompositionen kun udvikler sig sparsomt, føles spilletiden på de mere end fem minutter unødigt lang. En strammere redigering kunne have gjort nummeret betydeligt mere effektivt. Den fornemmelse følger med over i ”Chaotic Entities”, som lydmæssigt og kompositorisk ligger så tæt på åbneren, at numrene næsten flyder sammen. Der er ganske vist små forskydninger i riffs og dynamik, og både C-stykket halvvejs inde og et riff mod slutningen tilfører lidt tiltrængt bevægelse. Alligevel føler man allerede her, at albummet begynder at virke fastlåst i sin egen formel. Heller ikke ”In Scarlet And Death” formår at bryde mønstret. Håndværket er kompetent, men uden det bid og den originalitet, der kunne løfte materialet over det rutineprægede. Netop rutinen burde ellers være en styrke hos et band med tre årtiers erfaring; indtil videre høres den dog mest som sikker udførelse snarere end som et fundament for spændende idéer.

På ”Blood In Stone” forskydes balancen endelig en smule, idet den blackened death-orienterede side træder tydeligere frem. Det mørkere og mere brutale udtryk klæder musikken, men det kan ikke skjule, at kompositionen stadig mangler lidt opfindsomhed. Muligheden for at skabe noget beskidt, ondt og uforudsigeligt er til stede, men nummeret bliver ved antydningen og når aldrig at blive rigtig farligt. Derfor virker ”The One With Horns” som en kærkommen forløsning. Her finder Hell-Born pludselig den energi, som de foregående skæringer har manglet: et markant riff, et solidt groove og en rytmisk fremdrift, der næsten automatisk sætter nakken i bevægelse. Death’n’roll-udtrykket er beskidt, kontant og uimodståeligt indbydende, og for en stund rammer bandet samtlige af de kvaliteter, man ved, de har. Nummeret er uden diskussion albummets højdepunkt. Forløsningen bliver dog kortvarig, for ”Funeral Of All” søger tilbage mod gruppens velkendte – læs: kedelige – blackened death metal-formel. Først i anden halvdel af nummeret åbner arrangementet sig en smule, da flere guitarspor tilfører atmosfære og dybde. Det er en tiltrængt variation, men grebet kommer for sent og udvikles for lidt til for alvor at løfte nummeret, som derfor passerer uden nævneværdige efterdønninger. Og afslutteren, ”Exodus (Cross The Styx)”, samler meget præcist albummets styrker og svagheder. Det solide håndværk gør nummeret anvendeligt som tung baggrundsmusik til en aften med gutterne, men der er intet, som for alvor kræver lytterens opmærksomhed. Man stopper næppe samtalen med vennerne for at spørge til, hvad der spilles, og da de sidste toner har lagt sig, er det svært at finde nogen grunde til at trykke ’play’ igen.

Rust i maskineriet

Det er en overraskende tynd omgang, Hell-Born har fået skruet sammen med VII. Fra et band med så mange år på bagen og så meget erfaring inden for den mørkere ende af melodisk blackened death havde jeg ærligt talt forventet mere. Vi får blot syv numre fordelt på 38 minutter, og selvom der bestemt er glimt af kvalitet undervejs, drukner de gode takter i en overvejende gennemsnitlig og til tider direkte uopfindsom sangskrivning. Næsten lige så uopfindsomt og trivielt som de respektive bandmedlemmers kaldenavne samt titlen på forrige plade.
”The One With Horns” viser, at Hell-Born stadig har evnen til at skrive et riff, der kan få nakken i omdrejninger, men resten af albummet giver ikke meget grund til at juble. Det er ikke en katastrofe, og bandet kan bestemt spille, men der er langt fra pænt håndværk til et album, der sætter sig fast. VII er hurtigt glemt, og vi lander derfor på fire skuffede kranier.