Efter mere end to års koncerttørke er der atter store navne på plakaten, yeah! Battlevesten skal luftes, ørepropperne befris for lommeuld og hjernen stilles tilbage til dengang, det bare var helt fint at stå time efter time klos op ad fremmede mennesker i et tvivlsomt indeklima. Ghost har brugt en del af de seneste godt to år på at skrive og producere et nyt album, Impera, med dertilhørende turné. To år til at finde på nyt at underholde med i diverse arenaer verden over – det skulle være det muliges kunst for et dygtigt og garvet liveband.
Coronasikker underholdning
Eftersom det svenske udstyrsstykke med Tobias Forge i spidsen har valgt at føre Imperatour uden om Danmark, måtte dansken og herunder Heavymetal.dk en søndagstur til den skånske hovedstad for at opleve Ghost anno 2022. De tilstrømmende danskjävlar til trods var Malmö Arena, som er Sveriges næststørste indendørsspillested med plads til op mod 15.500 tilskuere, ingenlunde fyldt denne aften, hvilket i sagens natur kom til at præge publikumsoplevelsen. Selv i pitten stod vi med næsten coronasikker afstand og således overraskende fint udsyn til den imponerende scenografi, der indrammer Ghost-universet: Den romersk-katolske kirke vendt på hovedet. Grandiost og mystisk. Satanisk uden for alvor at blive farligt, og alligevel lige på grænsen for de mere sarte sjæle på den anden side af Atlanten.
Ghost er notorisk god underholdning, og i den pæne svenske arena med pæne, afmærkede drikkeområder og pæne svenske fans, der ikke veg en tomme fra deres pladser, var vi mere end klar, da tæppet endelig faldt og Papa Emeritus IV og hans Nameless Ghouls lod sig åbenbare på scenen.
Bandet lagde ud med ”Kaisarion” som det ene af reelt blot fire numre fra den nye plade. ”Rats” og ”From the Pinnacle to the Pit” var de næste i rækken, inden Papa Emeritus/Cardinal Copia/Tobias Forge adresserede sin menighed. Herefter fik vi ”Mary on a Cross” efterfulgt af en af flere momentant underholdende og tydeligvis indstuderede guitardueller. Da vores allesammens sataniske præst vendte tilbage på scenen iført flagermusvinger gav han os fantastiske ”Cirice”, og for en stund var alt godt, livemusikken var tilbage og corona en saga blot.
Metallica-cover og lummer sniksnak
De navnløse ghouls har fået mere plads på scenen de senere år, hvilket på sin vis er forfriskende i det ellers nøje tilrettelagte onemanshow. Men lur mig om ikke hver bevægelse er koordineret ned til mindste detalje og går igen koncert efter koncert. Interaktionen musikerne imellem virker så lige indstuderet som Forges påtagede accent og lumre bemærkninger.
Det skortede ikke på lækkerier fra bandets efterhånden ganske omfangsrige bagkatalog, blandt andet det fine instrumentalnummer ”Helvetesfönster” og signaturhymnen ”He Is”. Alle gjorde, hvad de skulle, og der blev spillet stramt og godt. Men som så ofte før kammede det over med endnu et tøjskifte og et af adskillige ”How are you doing?” på italiener-engelsk. Side om side med ild og røg, som jo altid er godt, fik vi konfetti og lummer sniksnak garneret med nok et lille ”How are you feeling?”. Den rædsomme ”Kiss the Go-Goat” blev fulgt op af en ret ligegyldig takketale til blandt andet opvarmningen og dem, der laver popcorn!
Da Tobias Forge kom tilbage på scenen med en a capella-udgave af ”Enter Sandman” var jeg for en stund splittet mellem at tage mit gode tøj og gå og at blive stående for i forfærdelse at overvære en ligesindet Metallica-fan på denne måde forsætligt kaste verdens største (heavy-) band i grams. Gudskelov kom der instrumenter på, og nummeret blev spillet større og tungere og endte med ikke alene at være et hæderligt cover, men faktisk lidt af et højdepunkt på aftenen.
Ghost fortsatte på de høje nagler med dejlige ”Dance Macabre” og lukkede og slukkede med et af de vel nok bedste bud på et moderne heavy metal party anthem i form af den svært dansable ”Square Hammer”. Sådan!
Du är hemma!
Ghost har nemlig nogle umanerligt gode numre på samvittigheden, og isolerer man dem forsøgsvis fra livecirkusset, står man med et interessant skisma mellem form og indhold. Tag nu ”Cirice”, der ud fra min ydmyge betragtning er et intet mindre end genialt nummer med et af de bedste metalriffs nogensinde skrevet. For mig repræsenterer den det perfekte Ghost – alt det, som Ghost er eller i hvert fald kunne være, selv hvis man alene lod musikken tale og fjernede al staffage. Men Ghost er langt hen ad vejen et koncept – en minutiøst tilrettelagt og stramt styret historiefortælling, der sommetider synes vigtigere end selve produktet.
Ingen i Ghost fraviger konceptet, det må man lade dem. Om det så er Tobias Forge som diverse reinkarnationer af Papa Emeritus eller hans ”Nameless Ghouls” i deres matchende og i øvrigt altid ret fede kostumer, bliver der ikke trådt så meget som et museskridt uden for rammen. Så meget ’in character’ er frontmanden, at han selv på hjemmebane i Sverige ikke alene fastholdt sin tilstræbt italienske accent, men konsekvent talte engelsk til publikum. Engelsk! I Malmø! Man fik simpelthen lyst til at gribe Forge om de smalle skuldre, ruske ham og råbe ”FAN, DU ÄR HEMMA!” ind i hovedet på manden.
Mindre Papa, mere personlighed
Trods en perlerække af skønne numre blev koncerten i Malmö Arena i passager en smule kedelig, og jeg har svært ved helt at sætte fingeren på hvorfor. Salen var ikke fyldt, nej. Publikum lidt tamt, nuvel. De nye numre endnu ikke fanfavoritter, men de gjorde sig – måske lige med undtagelse af den jævne ”Spillways” – for så vidt udmærket. Ligesom Impera var koncerten sådan set pletfri – den var bare ikke ret spændende.
Fordi Ghost er så unikt et foretagende og forventningerne til bandet tilsvarende store, er barren naturligvis også sat højt. Men man må altså konstatere, at to års coronapause ikke har været brugt på at føje den store fornyelse til det spektakulære show – vi har set og hørt det hele før.
I Ghost blotlægger Tobias Forge kun en flig af den afsindigt dygtige sangskriver, guitarist, sanger, multikunstner og entertainer, han er. Et kunstnerisk valg, som kom til at stå desto mere klart, da Forges identitet for nogle år siden blev afsløret i forbindelse med den retssag om rettigheder, som tidligere bandmedlemmer havde rejst imod ham (og som de i øvrigt tabte). Siden har Forge uden for rampelyset ladet paraderne falde og været befriende tilgængelig. Med tanke på det kan man spørge sig, om tiden i virkeligheden er løbet fra den fulde pakke med Cirkus Ghost? Kunne man forestille sig et mere ærligt Ghost, fortsat rodfæstet i det okkulte univers, som unægtelig er bandets identitet, men med lidt mindre Papa og lidt mere personlighed? Jeg ku’ godt.
SETLIST
Imperium
Kaisarion
Rats
From the Pinnacle to the Pit
Mary on a Cross
Devil Church
Cirice
Hunter's Moon
Faith
Spillways
Ritual
Call Me Little Sunshine
Helvetesfönster
Year Zero
Spöksonat
He Is
Miasma
Mummy Dust
Kiss the Go-Goat
Encore:
Enter Sandman
Dance Macabre
Square Hammer
