Vaagenat

Vaagenat er et ubeskrevet blad på den danske musikscene. Til trods for at bandet har eksisteret siden 2021, har dets eksistens været forbeholdt øvelokalet, og denne aften skulle de for første gang stå foran et publikum. Det odenseanske sludgy postmetal-band kom godt fra start. Selvom der kun var mødt et yderst sparsomt publikum op til koncert denne aften, var det ikke noget, der satte et synderligt præg på bandets optræden. Der var godt gang i både de buldrende trommer, de forvrængede guitarer og en bas, der var godt afstemt i forhold til lokalets beskedne størrelse. Derudover leverede forsanger Kristoffer Damgaard Rasmussen en rå vokalpræstation, der skiftevis hviskede og messede, sang og brølede bandet sikkert igennem koncerten. Der var en god balance imellem de forskellige sangteknikker fra forsangeren. Der blev serveret tunge grooves, og de seje og tunge riffs gjorde atmosfæren tung og dunkel. Tekstuniverset, der omhandler den smerte, livet byder os, og hvordan vi bør omfavne dette og ikke mindst bruge smerten som drivkraft til at komme stærkere ud på den anden side, understøttede musikken på fineste vis.

Man fornemmede, at der var en anelse nerver, hvilket også ville være unaturligt andet, og man kunne se og høre, at bandet spillede foran publikum for første gang, da de stod meget koncentrerede på scenen, formentlig for at undgå at lave fejl.

Alt begyndelse er svær, og man skal lære at kravle, før man kan gå, men aftenens optræden var god. Nu er der endnu ikke det helt store sammenligningsgrundlag, men når Vaagenat får en anelse mere erfaring i rygsækken, er jeg af den klare overbevisning, at vi kommer til at få dem meget mere at se på de danske scener.

Jeg vil give mine varmeste anbefalinger til dette band, som jeg absolut tror har potentiale til noget større. Der er ikke sluppet så voldsomt meget ud til lytterne, men de har indspillet og er leveringsdygtige i to demoer, It Bleeds og SLUG, som kan findes på forskellige platforme. Når publikum har fået Vaagenat under huden, og de har oparbejdet mere erfaring, er jeg sikker på, at de kommer til at trække et noget større publikum.

5/10

Ghost Iris

Ghost Iris entrerede scenen som aftenens hovednavn på deres helt egen facon og leverede et show, der på mange punkter var forventeligt, men samtidig havde en del mangler. Med guitarister iklædt masker for ansigterne og forsanger Jesper Gün iklædt kevlar-vest, mørke solbriller og med et baseballbat skulle det nu vise sig, at vi fik en reprise af tidligere koncert(er) at høre. En irriterende projektør fik blændet adskillige blandt publikummer, så det eneste, man kunne se, var sol, måne og stjerner. Pænt irriterende, må jeg tilstå, og det satte desværre en dæmper på den gode oplevelse.
Der var mødt et lidt større publikum op til denne aftens hovednavn, men ikke noget i nærheden af at være fuldt hus, hvilket afstedkom, at Jesper Gün hoppede ned blandt publikum og nærmest skubbede folk tættere på scenen. Det hjalp! Folk kom højere op i gear, og der blev moshet og circle-pittet, endda afprøvet crowdsurf, men dette var og er en fysisk umulighed, da der er meget lavt til loftet på Kansas City.

Ud over at give publikum den berømte fuckfinger, diskede Ghost Iris op med deres karakteristiske og vilde benspark og høje knæløftninger, og begge guitarister gik i noget, der vel nærmest kan kaldes for selvsving, da de begyndte at udøve piruetter a la ustoppelige snurretoppe. Ja, en pantomimisk optræden, fristes jeg til at kalde det. Point skal de dog have for at kunne holde balancen og for samtidig at spille stabilt, hvor der var fuld knald på både riffs og breaks.

Jesper Gün valgte på et tidspunkt at forlade scenen for at cirkulere blandt publikum, men det bør man være varsom med, når man ikke er sikker på rækkevidden på den trådløse mikrofon. Flere gange opstod der knas på linjen, hvilket er ærgerligt, når det egentlig er en god gimmick og en fin måde at interagere med publikum på.

Det kommer ikke bag på folk, der lytter til metal, at der bliver skruet maksimalt op for højtalere, forstærkere og deslige, men denne aften var der simpelthen skruet for meget op for trommerne. Det var øredøvende højt, selv med støjfiltrerende ørepropper. Ja, man fik nærmest kvalme og vomerende tendenser, når trommernes lyde forplantede sig i mellemgulvet.

Ja, Ghost Iris gav den fuld skrue og var en kæmpe energiudladning med deres indlevende og sprudlende sceneshow, der blev fyret af i højintensivt tempo, men de virkede alt for iscenesat. Der er ingen tvivl om, at vi har med et af Danmarks formentlig største og bedste metalcore-grupper at gøre, men fornyelse er aldrig nogen skade til, især ikke når man har et bredt bagkatalog at trække på.

3/10