Rhapsody of Fire

Kampen om tronen

Når plotforløbet i en saga rammer sin fjerde installation, har man sædvanligvis for længst benyttet tilbagevendende figurer som dramaturgisk greb. Dermed virkede det oplagt at lade Rhapsody of Fire gøre entré på ny for at føje næste kapitel til historien. Vi skal helt tilbage til festivalens fødsel i 2023 for at finde det første, men hvor italienerne dengang var med til at lægge grundstenen, så var de i år hidkaldt som en allerede tryktestet publikumsmagnet. Siden sidst har bandet udvidet sit repertoire med timelange Challenge the Wind, værk nummer 15 i fuld udstrækning. Dermed var der lagt i kakkelovnen til andet og mere end blot en tur ned ad mindernes allé. Spørgsmålet forud for denne aftenstund var dog, om dragefyrsterne stadig havde ild nok i lungerne til at matche festivalens massive vækst, eller om de ville blive overskygget af de mange nye tronrivaler på plakaten. Forventningerne var skruet op på fuldt blus, inden de orkestrale toner rullede ud over salen – og missionen, den var klar: Enhver tvivl om, hvorvidt tronen stadig tilhørte Alex Staropoli med følge skulle eftertrykkeligt manes i jorden.

Udfordring accepteret

Allerede fra “The Dark Secret” blev fundamentet lagt med et stærkt audiovisuelt udtryk, hvor brugen af ægte keyboard fremfor backing tracks gav koncerten en autenticitet, der stod i skarp kontrast til tidligere oplevelser på dagen. Her fik vi desuden en frontmand, der forstod vigtigheden af både bevægelse og interaktion. I tæt samspil med Sir Christopher Lees medrivende narrativer formåede Staropoli at kreere et levende univers, hvor publikum ikke blot agerede statister, men aktive deltagere i fortællingen. Overgangen til “Unholy Warcry” og “Rain of Fury” demonstrerede sidenhen et band, der mestrer både dynamik og pacing. Selvom savnet af tidligere vokalist Fabio Lione måske gnavede en kende i bevidstheden hos de mere kræsne tilhængere, så må den vokale magtdemonstration i ”I’ll Be Your Hero” have fået selv de mest mavesure tvivlere til at kapitulere.

Midterste del af sættet balancerede effektivt mellem det episke og det intime. Balladen “The Magic of the Wizard’s Sword” og den tempofyldte “Challenge the Wind” viste spændvidden i bandets bagkatalog, mens “On the Way to Ainor” fremhævede deres tekniske kunnen gennem neoklassiske referencer. Samtidig blev publikums engagement gradvist opbygget, kulminerende i massive fællessangsøjeblikke under “Dawn of Victory” og “A New Saga Begins”.

’To killers to go …! ’. Kendte vi lyrikken? Jeg tror det næsten! Det var lige før, man fortrængte både ømme fødder og ryg efter tre på hinanden følgende koncerter. Man må så glæde sig over, at de gradvist blev bedre, som eftermiddag var blevet til aften, og aftenen kulminerede i ”Land of Immortals” og det obligatoriske signaturhit ”Emerald Sword”. Sidstnævnte, der i øvrigt blev indledt med af en anmodning om ’wall of death’. OK, betragt mig som officielt imponeret! Det var vel også første gang, man så et flyvende ølkrus. Tenderende balstyriske tilstande, når man tager de melatoninbedøvede ditto i betragtning, der er blevet observeret tidligere på dagen. Ikke normalt en opførsel, jeg på nogen måde billiger, men her forekom det næsten at være en kærkommen og tiltrængt trodsreaktion.

Ingen over – ingen ved siden af!

Det her var andet og mere end blot endnu en veludført koncert. Det her var en regulær magtdemonstration. Ikke i form af nyskabelse eller overraskelsesmomenter, men i kraft af en usvigelig sikker forståelse for, hvad der virker på Epic Fest – og nok så vigtigt: hvordan det leveres med autoritet. Rhapsody of Fire formåede med en knusende sikker hånd at balancere det teatralske og det tekniske, hvor hverken tempo, fortælling eller publikumsinvolvering på noget tidspunkt tabte pusten undervejs. Ja, der var måske øjeblikke, hvor nostalgien trak lange skygger. Men i det store hele blev enhver tvivl gjort til skamme. For når et band kan få både garvede fans og skeptiske anmeldere til at overgive sig til fællessangen, så er der tale om noget mere fundamentalt end blot rutine. Så bliver håndværk hævet til tradition. Og måske er det netop pointen. I en genre, hvor nye aspiranter konstant melder sig, handler det ikke altid om at genopfinde kronen, men om at bære den med værdighed. Fredag aften viste italienerne, at de stadig har både tyngden og formatet til netop det.

Sætliste:
1. The Dark Secret
2. Unholy Warcry 
3. Rain of Fury
4. I’ll Be Your Hero
5. Chains of Destiny
6. The Magic of The Wizard’s Sword
7. Challenge the Wind
8. On the Way to Ainor
9. The March of the Swordmaster
10. Kreel’s Magic Staff
11. Dawn of Victory
12. A New Saga Begins
13. Land of Immortals
14. Emerald Sword