24 år, 16 medlemmer, 13 albums

Det siges, at man aldrig glemmer sin første kærlighed, og indtil videre passer det meget godt. Min første metal-kærlighed var Rhapsody of Fire (selvom de kun hed Rhapsody dengang) og deres legendariske album Dawn of Victory fra år 2000 (jeg opdagede dem dog først i 2003). Dengang anede jeg ikke, hvad metal var, eller hvad det ikke var, men jeg vidste, at jeg havde fundet noget, der gav mening, som intet andet havde gjort det før. Rhapsody of Fire har alle dage været bombastiske og episke, så meget, at man nogle gange er i tvivl om, hvor seriøst man egentligt skal tage bandet, da det næsten bliver for meget. Men som årene gik, blev det tydeligt, at det heller ikke var helt nemt at være medlem af Rhapsody of Fire, for det er ikke kun navnet, der har ændret sig. I løbet af bandets 24 år lange karriere, har der været 16 forskellige musikere involveret i projektet, der indtil videre har kastet hele 13 albums af sig. Helt sært blev det dog først i 2011, hvor guitaristen og sangskriveren Luca Turilli forlod bandet for at lave Luca Turilli’s Rhapsody, som han så lukkede ned for i 2018 efterfulgt af skabelsen af sit nyeste band Turilli/Lione Rhapsody. Gad vide, hvorfor der findes en fordom om, at italienere er melodramatiske?

Nyt line-up, ny historie, men er der noget nyt at komme efter?

Jeg må simpelthen konstatere, at det band, jeg forelskede mig i tilbage i 2003, ikke er det samme band længere. Ikke kun fordi folk jo udvikler sig i løbet af 15 år, men vitterligt fordi det eneste oprindelige medlem, der er tilbage, er keyboardspilleren Alex Staropoli. Jeg skal være ærlig og sige, at udover Dawn of Victory så har jeg faktisk hørt utroligt lidt af bandets andre numre og albums. Generelt hører jeg faktisk utroligt lidt powermetal, det kommer dog over mig i korte perioder. Når det så er sagt, og alt nostalgien er lagt på hylden, så formår Rhapsody of Fire stadig at lave bombastisk og episk powermetal med masser af pomp og pragt samt øresønderrivende guitarsoli.

Rhapsody of Fire har altid været et fortællerband i den forstand, at de altid har opdelt deres udgivelser, som var det kapitler i en lang, episk fantasyroman, og The Eighth Mountain er ingen undsættelse. Ifølge bandet selv er dette album det første kapitel i deres nye saga, som de har døbt intet mindre end ”The Nephilim's Empire Saga” – hvilket jo lyder som den udvidelse til Diablo III, vi aldrig fik. Alle gode fortællinger kræver en god fortæller, og i rollen som fortæller har bandet anskaffet Giacomo Voli. Giacomo sang også på deres forrige album, Legendary Years, der var et genindspillet opsamlingsalbum, hvor de nye musikere fik lov til at fortolke bandets klassiske diskografi. Desværre virkede det album bare mest som et coveralbum af et andenrangsband. Der er ikke en finger at sætte på Giacomo eller nogle af de andre musikanters evner – Rhapsody of Fire er ikke et band, der bare hyrer hvem som helst. Men en ting bands som Judas Priest og Iron Maiden kan skrive under på, det er, at det altid er risikabelt at skifte sin vokalist ud. For det er jo trods alt ham/hende, der kommer mest ind under huden på lytterne – og Giacomo er bare ikke Fabio Lione. Det samme kan man sige om Roberto De Micheli – han er en fremragende guitarist, men han er bare heller ikke Luca Turilli. Derudover undrer det mig også, at når nu det eneste oprindelige medlem er keyboardspilleren, hvorfor keyboardet så ikke fylder mere.

It’s not you, it’s me

Jeg må konkludere, at hvis jeg skal høre Rhapsody, så bliver det versionen, der ikke er lavet af ild. The Eighth Mountain er ikke et dårligt album, men det er altså ikke Rhapsody, uanset om der er ild i dem eller ej. Musikken er som sådan ikke dårlig, men heller ikke god nok til at udskille sig fra de tusindvis af andre powermetal-bands, der eksisterer. Staropoli burde enten have kastet håndklædet i ringen eller have kaldt sit nye projekt noget andet, for der er simpelthen for langt mellem det klassiske line-up og så det her fatamorgana, der kalder sig selv Rhapsody of Fire. Det eneste, jeg har fået ud af at lytte til The Eighth Mountain, er en forventning om, at projekt Turilli/Lione Rhapsody bliver mere vellykket.