Kan feen stadig flyve?
Døren går op, og hvem kommer ind? Fairyland! Da King Roar’s Hall slog portene op igen, strømmede publikum ind og blev mødt af et symfonisk bølgebrus af rullende melodier, som overskyllede ørerne. Det var dog blot lydprøven, som vi var kommet i audiens til. Og den lydprøve var tiltrængt, for teknikken drillede fra første færd. Efter den særdeles varme velkomst måtte vi derfor vente en del på, at bandet for alvor indtog scenen. Fairyland er en gammel dreng i powermetalklassen, idet det havde sin spæde start i 98 – og siden har det indlejret sig som en essentiel hvirvel i genrens rygrad. Det er et af de bands, som har levet længere end sin grundlægger, idet medstifter og keyboardspiller Philippe Giordana gik bort i 2022. Han var en central kraft i bandets både begyndelse og genkomst. Lad derfor de hvide linjer mellem afsnittene i denne anmeldelse stå som en slet skjult stilhed til hans ære. Nu ville det blive spændende, om Fairyland stadig besad sin tidligere virtuositet, eller om tryllestøvet med tiden var forduftet fra fevingerne.
Brav kamp mod force majeure
Godt nok er Fairyland et fransk band, men det kunne ikke høres på den britiske forsanger Archie Caines dialekt, der var mere britisk end baked beans. Han kæmpede bravt for at holde publikum underholdt i de pauser, som de tekniske udfordringer forårsagede. Det lykkedes ham at skabe en nær kontakt med selv dem fjernest i salen, og hans ’I love you’ blev leveret med, hvad der fremstod som ærlig kærlighed. Om det så rent faktisk kom fra hjertet eller ej, er underordnet. Hans stemmes ambitus lå i det højere, melodiske leje og svævede på velklingende versevinger gennem skydækket. Lagde du mærke til, hvor ofte hans fingerspidser fandt vej dybt ind i øregangene, eller at han flere gange lænede hovedet mod højtalerne? Hvis ikke, havde du ikke vidst, at Caine grundet teknikken næsten ikke kunne høre sine bandmedlemmer. Der var enkelte passager med en mindre diskrepans mellem disse, men det var i småtingsafdelingen og må regnes som force majeure grundet forholdene. Generelt leverede hele bandet en rørende koncert med en smuk hilsen til Philippe Giordana, der uden tvivl ville være stolt over, hvor rankt de bærer faklen videre. Særligt bassist Willdric Lievin leverede lækre baslinjer … og det var heldigt, for han dominerede lydbilledet der, hvor jeg stod. Undervejs skar keyboardspiller Gideon Ricardos toner sig dog igennem, og omend deres underlæggende kompositioner nok var velskrevne, så blev lyden under tiden så diskant, at det var distraherende. Feen havde således flossede vinger af de strabadserende vinde, men fløj alligevel stik mod kulingen.
Træk smilet op
Nogle gange går det hele bare ad helvede til, selvom man gjorde sit bedste. I sådan nogle situationer er der ikke andet at gøre end at trække smilebåndene op og løbe mod stormen. Det var præcis, hvad Fairyland gjorde, og de slap generelt godt fra det. Jeg kunne godt have ønsket mig stærkere rytmekompositioner, da vi mere befandt os i symfoniernes epos. Men nu var vi jo også på netop Epic Fest, så måske er det på sin plads. En karismatisk tilstedeværelse på scenen kan føre et band langt, selv ud over tekniske udfordringer. Således styrtdykkede feen ikke mod afgrundens gab, men forblev flyvende, selv med flossede vinger.
