The Boss is in the hall!
Sidste uge gik jeg amok, som kun en Manowarrior kan gøre det: En dag på hjemmekontoret blev krydret med et spin af samtlige første seks albummer fra Manowars uforlignelige diskografi. Så var der ligesom varmet op til Ross The Boss’ optræden på Epic Fest, for her var vi blevet lovet, at deres originale guitarist ville spille sange fra de gamle udgivelser. Desværre forlod bossen jo Manowar, da de var absolut på toppen efter Kings Of Metal i 1988, men det er en anden historie. Denne aften skulle vi føres tilbage til 80’erne, og dengang den amerikanske udgave af power metal fik sin begyndelse.
No bullshit Manowar
Vi fik altså en sætliste domineret af sange fra Sign of the Hammer (1984), krydret med indslag fra fire af de andre tidlige Manowar-udgivelser. Med “Blood of the Kings” fra hovedværket Kings Of Metal og “The Oath” fra Sign kom et tydeligt motiveret band stærkt fra start, også selvom salen knap var halvt fyldt. Uanset hvad man mener om de fantasy-elskende amerikanere, må man erkende, at det er tæt på en umulig opgave at erstatte Joey DeMaios bas og Eric Adams vokal. Men med Dirk Schlächter på bas og Mark Lopes på vokal (mest skrig) havde bossen absolut fundet nogle værdige erstatninger. Specielt tyske Schlächter, der har huseret i Gamma Ray i evigheder, gjorde en imponerende figur. Den mand kan bare spille bas, og man savnede faktisk ikke DeMaio på noget tidspunkt.
Efter den stærke start trak uskarpt leverede ”Sign of the Hammer” og ”Thor (The Powerhead)” stemningen lidt ned. Det ændrede to helt essentielle nedslag i bagkataloget heldigvis hurtigt på, for "Blood of my Enemies" og "Kings of Metal" svingede, som kun Manowar-sange kan.
Med ”Mountains” og “Guyana (Cult of the Damned)” fik vi et par deep cuts fra Sign. Respekt for det, men dels tabte forestillingen igen lidt pusten, og dels afslørede især ”Guyana” Lopes mangler i forhold til Eric Adams – her kunne han på trods af en ihærdig indsats bare ikke være med længere. Med sin introduktion af “All Men Play On 10”: ‘Its lyrics are corny as fuck, but it grooves like a motherfucker’ dokumenterede Lopes dog en anden væsentlig ting ved denne koncert: Bossens band udviste hele tiden behørig respekt for det oprindelige materiale, men vi slap samtidig for al den selvhøjtidelighed og bullshit, der ellers er en naturlig del af en Manowar-koncert. Jeg savnede det ikke.
For de trofaste
”Battle Hymn", en af de allerførste og muligvis stadig den ultimative Manowar-sang, og mægtige "Hail and Kill" med det episke riff afsluttede et sæt, der egentlig leverede på de fleste parametre, men som alligevel blev trukket lidt ned af en halvtom sal og et band, der ikke var helt tight hele tiden. Men alle os, der var til stede, fik en herlig omgang nostalgi leveret af et entusiastisk band foran en trofast skare af gamle som unge Manowarriors.
Sætliste
“Blood of the Kings”
“The Oath”
”Sign of the Hammer”
“Thor (The Powerhead)”
"Blood of my Enemies"
"Kings of Metal"
”Mountains”
“Black Wind Fire and Steel”
“Guyana (Cult of the Damned)”
“All Men Play On 10”
"Battle Hymn".
"Fightning The World".
"Hail and Kill"