An Slua – Oi-punk fyldt med gode intentioner

Aftenen i Store VEGA blev skudt i gang af det irske femmandsband An Slua. Bandet – hvis navn betyder ‘The Crowd’ på irsk – stammer fra Galway på den irske vestkyst og har skabt sig et navn på den nyere irske punkscene ved at blande kompromisløs antifascistisk arbejderklassepunk med en tung dosis irsk humor (‘having the craic’). 

Da An Slua gik på scenen, var salen egentlig pænt fyldt op, men det virkede ret tydeligt allerede fra starten, at de fleste var kommet for at høre hovednavnet, og det er undertegnedes oplevelse, at de færreste overhovedet havde lyttet til bandet inden aftenen. Koncerten gik af stablen i relativt minimalistiske omgivelser med tempofyldt oi-punk drevet af hurtige power chords og en usædvanlig markant irsk dialekt, som for nogle nok har skabt lidt forståelsesproblemer. Frontmand Mic Mac Cana leverede rå og uforfalsket energi iført en Choke Combat-T-shirt proppet godt ned i bukserne, mens tøjstilen blandt publikum matchede rammerne perfekt med en skov af skovmandsskjorter og skaldede isser.

På trods af kontante numre som "Dry Shite" – tørt præsenteret med et ‘it's about my brother’ – og "Agrarian Agitation" – kærligt præsenteret med ‘eat more vegetables’ – forblev publikum dog i det afventende hjørne, hvor kun få deltagerere lod til at leve sig ind i koncerten. At synge med, nej, det var vist ikke rigtigt noget, publikum havde øvet sig på. Bandets politiske paroler var ikke til at tage fejl af: Udråb som ‘Up the Republic!’ og det mere markante ‘Fuck the IDF’  blev modtaget med blandet modtagelse i salen. Sideløbende udviste bandet stor ydmyghed over for opgaven – bassisten havde endda ringet grædende til sin kone i ren begejstring, da Dropkick Murphys havde inviteret An Slua med på turné.

Selvom Cana gjorde sit for at styre slagets gang ved at bruge mikrofonen som en slags lille taktstok, som han svingede lettere asynkront – men meget insisterende – kom sangenes lidt ensartede format til kort. De formåede aldrig helt at tænde den store fest hos et publikum, der primært ventede på hovednavnet, og det kan man trods alt ikke klandre An Slua for. Efter koncerten stod bandet dog tilbage som et uhyre sympatisk, jordnært og engageret orkester, der gav alt, hvad de havde, på scenen, men noget siger mig, at bandet fik en større oplevelse ved at stå på scenen end publikum, der overværede koncerten.

 

5/10

Dropkick Murphys – En flyvende start og tændt publikum

Hvad der i 1996 startede som et simpelt væddemål på en bar i Boston, har over tre årtier udviklet sig til et globalt keltisk punkfænomen. Navnet er lånt fra den berømte bryder fra 1930'erne og 1940'erne Dr. John 'Dropkick' Murphy, hvis signaturmove netop var ‘dropkick’. Fredag aften vendte bandet tilbage til deres uofficielle danske hjemmebane i Store VEGA. Det var bandets 21. besøg i Danmark og den sjette koncert i den ikoniske københavnske sal. Med deres seneste fuldlængde, For the People, fra 2025 i bagagen stod det klart fra det sekund, sækkepiberne skar gennem luften, at kærlighedsaffæren mellem Boston-drengene og det danske publikum er præcis lige så svedig, højlydt og intens, som den altid har været.

Da bandet sparkede festen i gang med "The Boys Are Back", omdannede de i samme øjeblik VEGA til det, der bedst kan beskrives som Danmarks største irske pub. Selvom undertegnede trak gennemsnitsalderen i salen ned med minimum et årti, var det umuligt for alle i salen ikke at blive revet med fra første akkord. Øllene, som publikum havde fået hældt i sig, var begyndt at virke, og inden længe havde forsanger Ken Casey forvandlet området foran scenen til en svedig omgang mosh-dans. 

Crowdsurferne meldte sig også på banen under "Kids Games" fra det nye album, som publikum tydeligvis havde haft fingrene i. Her blev det klart, at publikum kendte Dropkick Murphys’ tekster noget bedre end An Sluas. Momentum blev holdt i et stramt greb med folk-klassikere som "Johnny, I Hardly Knew Ya", og undertiden føltes det som en hæsblæsende landskamp i Parken, hvor Danmark er foran 4-0, med ølkast, krammere i pauserne mellem numrene og en ubrudt fællessang, der klart bekræftede, at danskerne godt kan finde ud af at sejle op ad åen. Casey var i absolut hopla og tøvede ikke med at søge helt ud blandt publikum på et interimistisk og ret tvivlsomt plateau i crowden.

Bump på vejen

Det var et rutineret show, hvor vokalen og diverse traditionelle instrumenter holdt et flot niveau. Aftenens eneste reelle skønhedspletter var udflugterne til deres nyere og mere rå hardcoresamarbejde med Haywire – EP’en New England Forever fra marts i år. Her faldt kadencen, og det fremstod mere som forvirret støj end den opskrift, man normalt kender bandet for at følge. Det gav til gengæld publikum et pusterum for at søge mod baren, som blev troligt benyttet gennem hele aftenen. Den kontante politiske udmelding fra scenen – ‘This next song goes out to defending Greenland ... Fuck that fucking guy’ – ramte dog plet i salen. Det varede heller ikke længe, før pubstemningen returnerede, da numrene “The Green Fields of France” og “School Days Over” initierede en irsk-folk omgang med fuld sækkepibe og harmonika. Da klassikeren "Rose Tattoo" blev fyret af og dedikeret til damerne i publikum, kogte huset helt over i en ren symbiose af smil, klap, kram og fællessang.

Mættet i smil, kram og sækkepiber

Dropkick Murphys leverede et ekstremt rutineret og professionelt opbygget show, hvor bandets folkelige nærvær og vokale overskud lyste igennem fra start til slut. De få svipsere undervejs blev hurtigt tilgivet, da det rutinerede orkester udover disse leverede en sætliste, der var skræddersyet til en fredag aften. Den uforlignelige pubstemning gjorde aftenen til en fantastisk og energisk folk-punk-fest, hvor samtlige fremmødte gik mættede, glade og sveddryppende ud i den københavnske nat med en lidt højere promille, end da de ankom.

 

8/10