Sorterose og ten

Tre funklende stjerner kaster deres glans over de hollandske tulipanmarker og spejler sig i de evige kanaler. Within Temptation, Epica og Delain, en treenighed af symfonisk storhed, der har sat Holland på metalverdenskortet. Men i de seneste par år er der brudt et nyt lys frem på himlen, som et dvælende stjerneskud, der flænger det mørke lærred. Blackbriar. Selvom hollænderne er de nyeste til at trække i træskoene, har de med forførende kraft og ubønhørlige skridt banet sig vej mod toppen af den hollandske metaltrone. Dirigeret af frontkvinde Zora Cocks besværgende vokal. Men som gamle eventyr lærer os, er der ingen roser uden torne. Gælder det samme for denne mørke fortælling, der smyger sig mellem skønhed og smerte, eller er A Thousand Little Deaths et mareridt forklædt som et eventyr?

Et eventyr uden Fanden

Lad os begynde med Zora Cocks vokal, for den er intet mindre end fænomenal. Hendes stemme svæver drømmende, næsten æterisk, men med en styrke, der bider sig fast med næb og klør. Men tiden kan Zora meget vel komme til at stå side og side med navne som Sharon Den Adel, Charlotte Wessels og Simone Simons, og det er en af de største roser, man kan give indenfor symfonisk metal. Men hun står ikke alene. Blackbriar formår at skabe de rette rammer omkring hendes stemme, og netop derfor føles A Thousand Little Deaths som en naturlig og organisk videreudvikling af ideerne fra A Dark Euphony, som var bandets første udgivelse under det tyske Nuclear Blast-banner. Albummet åbner med ”Bluebeard’s Chamber”, en langsomt opbyggende komposition, der ikke smækker med dørene. Jo mere Zora træder frem med sin vokal, jo mere beslutsomt svarer instrumenterne igen. Den sagte keyboardintro er både kort og levende, hvilket udmærket beskriver hollænderne, der forstår at udnytte deres spilletid og nemt skaber fængende melodier. Bandets keyboardspiller, Ruben Wijga, skal også have stor ros, for bandet er blevet bedre til at skabe fantasifulde keyboardpassager, hvilket er mere eller mindre essentielt indenfor genren. Visuelt adskiller Blackbriar sig også, især på grund af deres ikoniske sort/hvide cover-æstetik, som denne gang får en ny dimension. En pige med flammende rødt hår, der skaber kontrast og liv i motivet. Et enkelt, men effektfuldt touch, som tilfører artworket en ny gnist.

Albummet bevæger sig for det meste i et midttempo, som fungerer fint, men som også flere steder efterlader en længsel efter mere fart og mere fandenivoldskhed. Det bliver særligt tydeligt på singlen ”The Fossilized Widow”, uden tvivl pladens svageste punkt. Her sker der ganske enkelt for lidt, og det hele glider lidt for pænt af sted. Man fornemmer, at hensigten er at fremhæve Zora Cocks vokal konstant, og bevares, det fortjener den også. Men balancen tipper for meget over i det polerede og tilbageholdende. En sang som denne havde haft godt af lidt mere snavs under neglene. Vi taler trods alt om et band og ikke en soloartist.

En rose så jeg skyde

Blackbriar er i fuld gang med at opbygge et stærkt navn for sig selv, og jeg ser dem uden tvivl som en kommende sværvægter i den nye generation af symfoniske metalbands. Det er en genre, der måske ikke ligefrem bugner af innovation i disse år, men som til gengæld huser nogle af de bedste kvindelige vokalister på kloden. Zora Cocks har stemmen til det, men mangler at vise mere frem. Selvom Blackbriar stadig mangler et par skarpe torne i deres ellers smukke buket, er helhedsindtrykket både dragende og veludført. A Thousand Little Deaths fortjener otte solide kranier, præcis som forgængeren A Dark Euphony modtog.