Første akt

Første sæt på 50 minutter bestod af 6 numre med hovedvægten på albummet Distance Over Time, og det blev hurtigt klart, at bandets seneste album blot var en forret før hovedretten. Energien var ikke helt til stede – hverken fra band eller publikum.

Den lidt vattede start gav mulighed for at lade tankerne flyve. Første tanke gik i retning af, om Kulturværftet ikke er landets bedste venue til netop metalkoncerter? Omgivelserne er uden sidestykke. Omgivet af en idyllisk kaj er der direkte udsigt til Bjarke Ingels arkitektoniske genistreg Museum for Søfart, og Kronborg ligger smukt oplyst blot et stenkast væk. Det er blot de omkringliggende rammer.

Som en søndag på genbrugspladsen

Publikum matchede det, man møder en søndag formiddag på genbrugspladsen. Overvejende mænd af den ældre slags, og der var meget få t-shirts med den obligatoriske bøhmand på brystet. Mange svenskere havde benyttet lejligheden til at krydse sundet og fordrive ventetiden med Danmarks bedste eksportvare – probably. Det var fredag, og forventningerne til en god aften i unikke rammer var nu overladt til bandet

Er der en voksen til stede?

Dream Theater har med Distance Over Time fundet tilbage til nogle af de grundlæggende værdier, og særligt ”Pale Blue Dot” og åbneren ”Untethered Angel” blev leveret med overbevisning. Albummet er også en kommentar til teknologiens indmarch og overtagelse af vores verden.

Den reference havde publikum tydeligvis ikke fanget. For konstant var smartphones fremme for at forevige koncerten. Topirriterende, og kun for sjældent var vagterne foran scenen efter publikum. Men dybest set er det ikke vagternes opgave. Koncertgængere i alle lande, foren jer!

Bling-bling

James LaBrie var ikke iført de skrækkelige bukser, som prægede pressematerialet, men havde fundet et par trumpetbukser med nitter og suppleret med bling-bling i form af 4 ringe på hver hånd. Mikronstativet var et misfoster, hvor en robotarm holdt et kranie – med en mikrofon ovenpå. Det lyder undeligt, og det så underligt ud. Mikrofonpolitiet indfandt sig da også med det samme. Der er kun én, som har ret til knogler i mikrofonstativet – kongen fra Hvidovre.

Men lad det være sagt med det samme. De færreste møder op for at få en intim koncert med James LaBrie. Frontmandens rolle minder mest af alt om bolddrengen. Ingen ville helt opdage, hvis han glemte at møde til tiden. Under store dele af koncerten smuttede han da også backstage og overlod scenen til aftens største stjerne, guitaristen John Petrucci.

Kongen af guitarlyd

Dén guitarlyd. Både når der bliver spillet betontungt eller under de melodiske passager. Petrucci er uden sammenligning en af metallens konger, og denne aften også den hurtigste knallert på kajen. Overbevisende, afslappet, smilende og med overskud på størrelse med overarmene. Manden er hugget i granit og som en skovhugger fra en Schulstadreklame. Hvis du nogensinde mangler en rummeter brænde, der skal kløves, så giv John et kald. 

Modsat var John Myung notorisk introvert og lod de hele seks basstrenge klare jobbet. Et godt billede på Dream Theater. Forvent altid lidt mere fra de musikalske overmænd og tekniske virtuoser. Aftenens fødselar fik midtvejs overbragt en fødselsdagskage og var tydeligt bekvemt med opmærksomheden. Ja, det kender vi vist alle.

Andet akt

Efter pausen gik aftenen for alvor i gang. Act 2 (Metropolis, Pt. 2: Scenes From a Memory) blev afleveret i sin helhed, og her fandt man også denne aftens helt store musikalske oplevelser. Højdepunket var ”Home”. I guder. Dén intro, dét nummer. De riff. Dén solo. Det er majestætisk. Det nummer er hele pakken. Best of Led Zep, Deep Purple og Rush indkapslet som nutidig bouillonterning.

Bandet havde forinden lovet, at albummet ville komme til sin fulde ret, og i modsætning til koncerten i 1999 i VEGA være iklædt et visuelt sceneri. Bag bandet kørte der koncerten igennem filmsekvenser og grafiske illustrationer. Men koblingen mellem musikken og det visuelle faldt aldrig på plads. Afgjort flot, men tankerne bag teksterne blev ikke udfoldet af den grund.

Kig fremad

På en aften, hvor der bliver kigget mere bagud end fremad, kunne man godt savne ”Pull Me Under” som ekstranummer til at sætte et majestætisk punktum. For rammerne var på plads. Kulturværftets rustikke og autentiske rammer indbyder til store oplevelser. Mens Dream Theater kiggede mest bagud.

Alle ved, at bandet er teknisk unikke, men kombinationen med mest tilbageblik og alderens naturlige indtog kan godt bekymre. Næste gang Dream Theater er i Danmark, må det gerne være med fokus på fremtiden.