Dokken

The Rock, København K

Med tanke på hvor mange fede numre Dokken har kreeret de sidste 25 år – altså til os med hang til god firser heavy rock og ditto syng med omkvæd – var denne lørdag aften intet mindre end særdeles velkommen. Men først skulle man lige trækkes igennem et alt for langt set fra Kingdom Come, der vel egentligt gjorde det meget godt, såfremt man er til stilen. Jeg syntes dog der efter ganske få numre blev kørt for meget i ring, og deres halvfjerdser inspireret tungrock fremstod blot dvask i mine ører. At dømme ud fra publikummets reaktion, var det heller ikke ligefrem Lenny Wolf & Co. de var kommet for at se, om end stemningen i salen var både positiv og rar. Publikummet var i øvrigt denne aften meget aldersmæssigt spredt, hvor alt fra teenagers til gamle sølvparykker havde fundet vej. Det syntes jeg var ret fedt, for jeg havde ikke ligefrem regnet med at hverken Dokken eller Kingdom Come kunne hive fat i et så forskelligt publikum. Dokken skød koncerten i gang med "Kiss Of Death", og straks røg jeg i ekstase, lige indtil Don Dokken begyndte at synge. For hvad skete der lige der? Jo, manden ’sang’ af helvedes til - og om ikke falsk - så i hvert fald i et ALT for lavt toneleje, og TOTALT blottet for energi. Det blev hurtigt klart at bandet døjede med monitor problemer, men det er jo hvad der kan ske. Det største problem var dog at Don Dokken slet ikke virkede som om han gad denne koncert i starten, og det lykkedes ham derfor at spolere de efterfølgende numre som "Into The Fire" og "Dream Warriors". En respektløs svinestreg uden lige over for sit publikum, og folk omkring mig rystede da også på hovedet. Hans arrogante facon gjorde det heller ikke spor bedre, selvom denne uheldige fremtoning klart bundede i usikkerhed fra hans side. Efterhånden som koncerten skred frem blev det dog bedre, både med hensyn til attitude og lyd problemer, men skuffelsen var dog stadig for stor til at jeg gad bruge mere tid på denne form for ligegyldighed, så jeg smuttede bevidst før tid. Lyset var da også bare helt af helvedes til for begge bands, og viste man ikke bedre, kunne det ligeså godt have været en autonom punker klub man havde forvildet sig ind på. Storhedstiden fra firserne fremstod denne aften som en trist skygge – ja, og trist var det.