Kommer frelseren snart?
Gabriels horn lyder i det fjerne. Solen formørkes, månen falmer, og stjernerne falder ned fra himlen – Jesus, Menneskesønnen, er kommet tilbage, og alle jordens folkestammer vil jamre, for himlens søn er kommet ned til jorden for at dømme levende som døde. Han skal som en hyrde skille fårene fra bukkene og give de troende evigt liv, mens hedningene er evigt fortabte. Men inden denne dag er inde, udgiver det amerikanske heavyrockband Dokken efter elleve års pause sit tolvte studiealbum, Heaven Comes Down.
Fri os fra det onde
Der er ingen tvivl om, at Dokken har et yderst stærkt bagkatalog med et hav af legendariske plader, som til den dag i dag jævnligt finder deres vej til min CD-afspiller. Allerede i løbet af de første par sange fra Heaven Comes Down bliver det dog helt tydeligt, at pladen bare ikke har samme niveau som sine forgængere – hvis man altså ser bort fra Dysfunctional fra 1995, der stadig kommer ind som nummer sjok på Heavymetal.dk’s rangliste over bandets studiealbummer. Jeg indrømmer selvfølgelig gerne, at Dokkens sange aldrig har været præget af den helt store poetiske digtekunst, men denne gang har de simpelthen lagt en for lille indsats i sangskrivningen. For når allerede pladens første sang, “Fugitive”, på det lyriske plan helt er blottet for opfindsomhed og næsten kun består af linjerne “I'm a fugitive from life / I've been running for some time / Can't you just leave me alone? / Let me die upon this throne”, så er den trone, der synges om, sgu for længst smuldret væk! Beklageligvis gør det sig gældende for størstedelen af sangene, at bandet har udtænkt sig én strofe, som de så bare lirer af til bevidstløshed. Det er virkelig ærgerligt, for når det kommer til pladens lyd, er der mange ting, der fungerer rigtig fint. Pladens femte sang, “I'll Never Give Up”, byder for eksempel på et varieret lydbillede med bløde passager, der er en meget elegant kontrast til en veleksekveret, dog noget anonym guitarsolo fra Jon Levins side. Yderligere har bandet fået frontmand og leadvokalist Don Dokkens lettere falmede stemme til at lyde mere fyldig og afstemt ved hjælp af flotte vokalharmonier. En sang, der på positiv vis skiller sig ud fra de øvrige, er “Saving Grace”, der brillerer med mørkere toner. Her synger Don også i et dybere stemmeleje, der lyder til at passe bedre til det sted, hvor hans stemme befinder sig nu. Men alt i alt er bandets tidligere energi desværre gået lidt tabt, og albummet ender med at være en tynd kop te.
Komme dit rige
Er Heaven Comes Down Dokkens værste plade? Nej, men på trods af den lovende albumtitel, der giver associationer til de gode gamle dage og Tooth and Nail-albummet, så er det altså heller ikke et særlig godt album. Andre bands vælger at gå på pension, men det gør Dokken ikke, så de skal i hvert fald have points for effort.
