Devin Townsend Project by Claus Ljørring
Devin Townsend Project by Claus Ljørring · Se flere billeder i galleriet

Devin Townsend Project

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 8/10

Devin Townsend Project

Devin Townsend Project by Claus Ljørring

0% sygdom 100% engagement

Da Devin Townsend besøgte Voxhall for lidt under to uger siden, var han en svækket herre, der kæmpede med en influenza. En virus hele bandet havde været igennem, hvor Devin var den sidste mand. Her til aften var der ikke en snert af sygdom at spore. Devin gik på scenen til et næsten fyldt Amager Bio og virkede i tydelig topform, energisk og med det lille ekstra overskud. En fornøjelse at opleve, som altid.  

Manden beviste endnu en gang, at han er en fænomenal entertainer, og med et fast greb i publikum underholdt han med plat humor serveret på en elegant måde, som små mellemmåltider ind imellem de musikalske perler, der var aftenens sætliste.
Der blev lagt fra land med Rejoice fra Z2, og så gik sejlturen ellers rundt i prog-mesterens imponerende musikkatalog, lige fra ”Hyperdrive” til ”Supercrush” samt ”March Of The Poozers”. Selvfølgelig var der plads til den nye skive Trancendence, hvorfra vi, blandt andre, fik ”Failure” og ”Stormbending”.

Der var ikke det store sceneshow, hvilket også var helt fint. Et sceneshow skal virke som en ekstra drivkraft til at trække niveauet en tand op og booste stemningen hos de fremmødte. Dette er ikke en nødvendighed, når Devin Townsend er på scenen. 
De øvrige bandmedlemmer fremstod som statister til dette imponerende one-man show. Ingen tvivl om, at de alle er afsindigt dygtige musikere, men Devin Townsend stjal bare billedet fuldstændigt, og der var kun fokus på andre end ham, når han tillod det. Det er ment i den bedste forstand, for for satan, hvor er den mand underholdende. 

Set over hele optrædenen var der acceptabel lyd. Kun acceptabel, da mikrofonen til tider var alt for lav. Det blev en smule mudret ind i lyden fra instrumenterne, hvilket er synd, da manden besidder en ganske god vokal.

Det blev til to ekstranumre, hvor vi først fik en akustisk version af ”Ih-Ah”, som nærmest dryppede af sensuelle undertoner samtidigt med, at den blev eksekveret på en utrolig smuk måde, spiced up med Devins charmerende humor. En sand kærlighedserklæring til de fremmødte.
Afslutningsvist blev det til nummeret ”Higher” fra den nye udgivelse, et fedt og meget typisk Devin Townsend Project-nummer. God afslutning!

Havde der været bedre lyd i mikrofonen og et par klassikere mere på setlisten, havde aftenen været perfekt. Tak for særdeles god underholdning, og vi ses samme sted om cirka to år, medmindre Copenhell laver en genistreg og booker orkesteret til 2018.

8/10