Binzer og co. kæmpede en brav kamp i Pavillonen
Foto af Johnny Fravn

D-A-D

Pavillonen, Grenaa

Officiel vurdering: 8/10

En onsdag aften i provinsen

Grundet, yes, you guessed it, COVID-19 blev D-A-D’s planlagte koncert i Grenå rykket fra februar til maj. Ikke at jeg tænker, det havde gjort den store forskel på oplevelsen, eftersom begge datoer var en onsdag aften, og ikke mindst fordi der stadig er en del restriktioner, man skal forholde sig til, angående koncerter. Man skal bl.a. sidde ned under hele showet, hvilket automatisk giver det optrædende band noget af en opgave, da det er sværere at få fyret op under publikum, når de er bænket til en fast plads i halvanden time. Når man så samtidig tænker over, at D-A-D’s skueplads var Grenå by en aften midt i ugen, ville de fleste nok alligevel have været en smule betænkelige ved at indtræde på scenen. Men nu er D-A-D jo heller ikke hvem som helst. De har i mange år været et af de få danske bands, som har kunnet fylde en sal ud med alle typer af mennesker, og eftersom bandets historik dateres helt tilbage til 1982, har de igennem de sidste godt fire årtier samlet en tilhængerskare med et ret stort spænd imellem ’ung og gammel’. Kort sagt: Binzer og co. appellerer til mange, hvilket også gjorde, at der denne aften var godt med gæster i Pavillonen.

Klappe-klappe-kagemand

Klokken otte gik Jesper, Jacob, Stig og Laust så på scenen og lagde godt fra land med klassikeren ”True Believer”. Energien fra bandets hånd var solid allerede her i starten, men man fik meget hurtigt fornemmelsen af, at tilhørene krævede lidt skarpere skud fra hoften end bare ren rutine. Den symbiose imellem et band og et publikum, som normalt skabes under en koncert, afhænger naturligvis først og fremmest af, hvor meget kunstneren formår at nå ud over scenekanten og få folk med, og selvom D-A-D altid har været et utrolig stærkt liveband, måtte selv de sande, at de blev nødt til at kæmpe ekstra hårdt, og det klædte dem faktisk at være på lidt gyngende grund. Sætlisten var en gennemtænkt blanding af nyt og gammelt materiale, og ikke overraskende var det de ældre numre, som fik publikum mest op at ringe. ”Helpyourselfish”, ”Bad Craziness”, ”Isn’t That Wild”, ”Sleeping My Day Away” og ”It’s After Dark” fik fællessangen til at ringe i salen, og et par af de lidt nyere hymner fik såmænd også fornem applaus, hvor specielt ”A Prayer For the Loud” lod til at fænge de fremmødte. Sidstnævnte sang har da også et fantastisk omkvæd, og de leverede den med memorabel pondus, så den var jeg helt med på.

Men trods en god bred vifte af sange medbragt i guitarkassen så var faktum stadig, at gutterne måtte kæmpe en brav kamp for at skabe noget af den stemning, de normalt disker op med, og her er det jo så heldigt, at de har en af Danevangs bedste frontmænd nogensinde, nemlig den kære Jesper Binzer. Manden er midt i halvtredserne, men synger stadig med lige så meget power og med lige så meget karisma som for tyve år siden, og han charmede sig ind under huden på os alle sammen. Nuvel, der gik lige lovlig meget klappe-klappe-kagemand i det overordnet set, hvor han og resten af bandet ofte gjorde gestus til, at vi alle skulle smælde hænderne sammen for at slå rytmen, men hvad pokker kunne de ellers gøre for at nå ud til os?

Lidt ekstra esser i ærmet var der dog alligevel, for under ”Evil Twin” lod Jesper guitaren stå, greb den trådløse mikrofon og hoppede i stedet ned på gulvet til publikum, hvor han gik rundt og sang, imens han pegede på folk. Det gav en fed fornemmelse, og her følte man et kort sekund, at det var en rigtig koncert tæt på bandet igen. Da Jesper var kommet tilbage på scenen, skød de deres tungeste nummer af i form af ”Ill Will”, som forsangeren igen nøjedes med kun at synge på, men det så utvivlsomt fedt ud med Binzers attitude, hvor foden hvilede fast på monitoren, og det lange hår dirrende hang ned foran ansigtet, alt imens han skreg sine lunger ud af halsen.

Af andre nævneværdige optrin var leveringen af ”Between You and Me”, som også ramte plet med masser af feeling, ”Black Crickets”, som Stig sang med lige så ungdommelig finesse som i tidernes morgen, og ikke mindst den ovenud spillelystige tøndedasker Laust Sonne, som under hele koncerten stjal rigtig meget fokus grundet sit ufortrødne energiske 70’er-inspirerede trommespil.

Trods dåbsattesten efterhånden vidner om nogle modne herrer, så har de alligevel ikke helt glemt deres rebelske (cow)punkrødder og ungdommelighedens fandenivoldskhed. Binzer proklamerede på et tidspunkt, at han havde nærstuderet corona-restriktionerne, og der stod godt nok, man hverken måtte synge med eller stå op. Til gengæld nævntes der intet om, at man ikke måtte råbe eller strække sine ben for en stund. Dette førte til et kortvarigt lille optrin under Laust Sonnes solostykker i ”I Want What She’s Got”, hvor publikum kunne strække benene og råbe lidt imens. Sjovt lille påfund, som gik rent hjem hos folk.

Lidt mere specielt var det, da de pludselig havde smidt en bid af ”Trucker” ind midt i ”Monster Philosophy”. Det virkede ikke helt naturligt, desværre, og jeg havde personligt foretrukket, hvis de havde spillet hver sang for sig selv. Jacob er uden tvivl en erfaren og hamrende dygtig guitarist, men de lange solopassager i ”Sleeping My Day Away” bliver altså lige langtrukne nok, ikke mindst fordi de lyder lettere improviserede og ikke altid helt passer sammen med resten.

Da Disneyland lukkede og slukkede 

D-A-D klarede opgaven så godt, de kunne, og resultatet var bestemt beundringsværdigt. Man kan godt fornemme, alderen begynder at bide en smule her og der, og at det er slut med de vilde spring og galop på scenen, men bandet oser stadig langt væk af rock og rul, og når man tænker på den udfordring, aftenens koncert har været, så bliver man nødt til at nikke i ren anerkendelse over deres ihærdige kamp for at skabe en fest i Grenå en flad onsdag aften. Jeg vil sige, de delvist vandt, men det var uden tvivl primært corona-situationens skyld. Legenderne kom, så og sejrede efter bedste evner. Dog må jeg indrømme, at jeg glæder mig meget til at gense D-A-D under lidt mere normale forhold.  

Kommentarer (2)

70er inspireret trommespil.

Bøvs

Sonne spiller bare pikken.

jan larsen

d.a.d

nogenlunde samme oplevelse havde jeg i Tåstrup teater i lørdags desværre havde teateret ansat en meget emsig Corona vagt der skulle holde øje med publikum ;der var selvfølgelig de sædvanlige påbud og her måtte man ikke synge med ,hvilket er meget svært med et band man har fulgt i 30 år

Tilføj kommentar