Copenhell - Dizzy Mizz Lizzy

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 7/10

Det holdt måske ikke hele vejen hjem, men når det var godt, så var det fandeme godt, da Dizzy Mizz Lizzy spillede op på Copenhell i går.

Dizzy på Copenhell? Ja tak!

Af uransagelige årsager er det aldrig lykkedes mig at opleve Dizzy Mizz Lizzy live. Det er, som om skæbnen ikke har villet det på trods af utallige forsøg. Siden de bragede igennem dengang i 90’erne, har jeg holdt ret meget af Tim Christensen & Co.s blanding af hardrock, americana og traditionel heavy metal. At Copenhell skulle blive første gang, havde jeg godt nok ikke forudset, men hvorfor egentlig ikke? Dizzy kan jo riffe med de bedste, når de ellers ønsker det – eller det var i hvert fald min holdning inden koncerten, og den holdning blev der faktisk ikke ændret meget ved denne aften.

CL Photography

Does this remind you of the 90’ies?

Det skyldtes primært starten og afslutningen på gruppens optræden. De indledte med ”The Ricochet” og ”In The Blood” fra den anmelderroste Alter Echo, der udkom i 2020, og som beviste, at Dizzy absolut stadig har relevans her i 2020’erne. Det bekræftede især det langsomt opbyggende riff i ”Blood” til fulde. ”Brainless” blev også leveret overbevisende, og publikum var i dén grad med, selvom et teknisk uheld gjorde, at gruppen måtte starte forfra. Men der skal tydeligvis mere til at slå et så rutineret band ud af kurs. Ud af kurs bragte de sig til gengæld selv med den lange ”Amelia”, der fylder hele side to på Alter Echo. På pladen fungerer den sang glimrende, men her gik der for meget stilstand i den, og energien blev også suget ud af publikum. Det kunne selv ikke det eminente riff i ”Part 2 – The Path Of Least Existence” ændre særligt meget ved. Var det lidt arrogance, der spillede ind her, eller måske bare mangel på forståelse for, hvad publikum på Copenhell gerne vil have?

”Spiller de overhovedet noget af det gamle?" spurgte Tim retorisk oppe fra scenen efter den lange ørkenvandring, og det gjorde de selvfølgelig. Med ”Waterline”, ”Glory” og måske især ”Rotator”s synkoperede rytmer blev store dele af Copenhell bragt direkte tilbage til 90’ernes gymnasie- og handelskolefester, og langt de fleste labbede nostalgien i sig. ”Rotator” er angiveligt en af James Hetfields favoritter, og han stod såmænd og så med fra sidelinjen! Det lange jam i ”67 Seas In Your Eyes” udstillede til dels alle power-trioers problem med mangel på fylde, når der spilles guitarsoloer (medmindre de har Lemmy som bassist), men viste alligevel også et rutineret og umanerlig tight band, der har turneret længe og kan jamme med mægtige Led Zeppelin som forbillede. Problemet er måske bare, at der manglede lidt ”star quality” på scenen? Tim C. er ingen guitargud, men de afsluttende sange holdt alligevel 100 %!

CL Photography

En sejr i overtiden

Det sluttede altså som en sejr på Helviti-scenen, men man kan ikke lade være med at tænke over, hvad er var sket, hvis Dizzy ikke havde holdt den lange pause i 00’erne, så der var flere gamle klassikere at tage fra? Der er som nævnt masser af guld på det nyeste album, og vi fik sådan set også hørt det meste (og lidt til), men det har bare ikke samme gennemslagskraft, når nu så mange tydeligvis var kommet for at blive mindet om 90’erne. Det holdt ikke hele vejen, men når det var godt, så var det fandeme godt!

CL Photography

Sætliste

The Ricochet
In The Blood
I Would If I Could But I Can’t 
Brainless
The Middle
Amelia Part 1-4 
Glory
Rotator
67 Seas In Your Eyes
Waterline
Thorn In My Pride
Silverflame

Kommentarer (3)

Keld Andersen aka "Metal-keld"

Flovede mig over Dizzy på Copenhell

Fatter ikke nogen kan lide de velfriserede deodorant drenge. Super pinlig koncert, som ingen berettigelse har på samme scene som Maiden, Judas, Metallica osv. Mega flovt at være vidne til.

Allan Baek

Keld

Hvorfor gik du ikke bare? i stedet for at stå der og være flov... Og hvis ikke du kan se talent/musikkundskab i Dizzy, så er det næsten super pinligt at du var blandt publikum.

UMUR

UMUR

Indlæg: 81

...jeg valgte at huske Dizzy

...jeg valgte at huske Dizzy som jeg så dem flere gange i 90erne, og skippe denne koncert. Når jeg kommer på Copenhell, så er det primært for at høre metal, og ikke hard rock, selvom der selvfølgelig er undtagelser, der giver mening. I år synes jeg dog, at man strækker den lidt med både Dizzy og DAD. I det hele taget var jeg ikke særligt begejstret for programmet i år, udover at man selvfølgelig fik chancen for at se fire at de absolut største (og ældste) indenfor genren. Mærkelig valg af spilletidspunkter gav heller ingen mening (hvorfor lade Xenoblight, Death to All, og Gatecreeper spille næsten samtidig?). Endelig var der noget død, og så måtte man vælge kun ét af de tre bands. Det var godt nok ærgerligt...

Tilføj kommentar