Forventningerne til et gensyn med melodisk dødsmetal i verdensklasse
Nogle koncerter handler om nysgerrighed. Andre handler om gensyn. Når svenske Soilwork går på scenen på Copenhell i morgen, er der uden tvivl tale om det sidste. For mig er Soilwork et af de bands, jeg vender tilbage til igen og igen.
Forventningerne er derfor tårnhøje. Soilwork har gennem næsten tre årtier udviklet sig fra et rendyrket melodisk dødsmetalband til en institution inden for genren, hvor aggressivitet og melodi eksisterer side om side. Frontmand Björn 'Speed' Strid er fortsat en af metalscenens stærkeste vokalister, og de seneste års lineup har vist sig særdeles stabilt og har givet Soilwork en ny vitalitet, som også har kunnet høres på den seneste single, "Spirit of No Return".
Jeg har set Soilwork nogle gange på festivaler og senest tilbage i 2016 i de mere intime omgivelser på Biblioteket i Nordvest. Hver gang, jeg har set dem, har de formået at balancere teknisk overskud med nærvær. Derfor var forventningen også, at Copenhell ville få et band, som ikke blot ville levere en rutinemæssig festivaloptræden, men en koncert, hvor erfaring, sangskrivning og spilleglæde ville smelte sammen til noget særligt.
Rutinerede mestre leverer endnu en lektion i melodisk dødsmetal
Soilwork gjorde præcis det, de er bedst til. De gik på scenen uden dikkedarer og lod sangene tale. Fra åbningsnummeret var der en tyngde og selvsikkerhed over præstationen, som kun kommer fra et band med næsten 30 års erfaring bag sig. Björn Strids overgang mellem de karakteristiske growls og de store, melodiske omkvæd virkede ubesværet og gav koncerten en god dynamik, og lyden på Pandæmonium-scenen ydede ofte retfærdighed for evnerne. Der var dog enkelte passager, hvor festivallyden udviskede detaljerne i de mere komplekse arrangementer og gav et blæsevejrsagtigt lydbillede. Men det er småting. For når omkvædene ramte, og publikum brølede med, virkede det tydeligt, at Soilwork stadig besidder den sjældne evne til at få melodisk metal til at føles umiddelbar og inkluderende. Flere numre udløste øjeblikkeligt fællessang og hævede intensiteten foran scenen, og en af mine personlige favoritter, “Figure number five”, fik sat godt gang i publikum. Fællessangene var oftest, når der blev gravet tilbage i kataloget, men samtidig viste nyere materiale, at bandet stadig udvikler sig. "Spirit of No Return" passede overraskende naturligt ind mellem de gamle favoritter og understregede, at Soilwork fortsat har noget på hjerte.
Den danske trommeslager Bastian Thusgaard tog sig lidt tid til at tale dansk med publikum, og Björn Strid nævnte mindst tre gange, hvor vildt det egentlig var, at Soilwork først debuterede på Copenhell nu. Ud over det brugte de ikke spildtid på sniksnak, og det er godt med en kort tidsramme på en festival, så jeg kunne ønske mig, at de pressede bagkanten lidt mere frem for at stoppe fem minutter før tid. Der er nok af gode numre at tage af.
Et af de bands, man aldrig bliver træt af
Det særlige ved Soilwork er ikke nødvendigvis, at de leverer de mest spektakulære sceneshows eller de mest ekstreme koncerter. Deres styrke ligger i kvaliteten. I sangene. I håndværket. I den følelse af overskud, som gennemsyrer hver eneste optræden.
På Copenhell beviste de endnu engang, hvorfor de har overlevet generationer af trends inden for metal. De ældre sange står knivskarpt, mens nyere materiale føles som en naturlig forlængelse af historien frem for et forsøg på at genopfinde sig selv. Det er en balance, de færreste mestrer.
For os, der har fulgt dem gennem årtier, føles et Soilwork-show efterhånden som et møde med gamle venner. Man ved nogenlunde, hvad man får, men bliver alligevel imponeret hver gang. Ikke fordi koncerten var perfekt, men fordi Soilwork endnu engang demonstrerede, hvorfor de fortsat er blandt de stærkeste navne inden for melodisk dødsmetal. Og fordi nogle bands ganske enkelt fortjener den tillid, publikum møder dem med.
Jeg håber den stærke debut på Copenhell giver anledning til ny bookning om et par år.
