Hop, for helvede
For langt de fleste vækker efternavnet Van Halen unægteligt minder om farmand Eddies revolutionerende guitarspil. For denne anmelder sender det imidlertid tankerne et helt andet sted hen. Nærmere bestemt den københavnske vestegn, når Brøndby IF løber på banen til tonerne fra "Jump", et lydspor akkompagneret af forventningens summen på Sydsiden. Dermed var det også vanskeligt ikke at få netop den association, da Wolfgang Van Halens Mammoth åbnede Copenhell 2026 på Hades.
Siden Mammoths første besøg på Refshaleøen i 2023 er der dog løbet betragtelige mængder vand i åen. Dengang leverede bandet en velspillet koncert, som her på sitet blev belønnet med otte kranier, mens opfølgeren til debutpladen, Mammoth II, siden cementerede projektets position som langt mere end blot endnu et rockband båret af et berømt efternavn. Wolfgang har ganske vist arvet et af rockhistoriens tungeste navne, men han har samtidig lagt sig i selen for at skabe sit eget.
Med det nye album The End i bagagen, en stadigt voksende koncertkarriere og et publikum, der efterhånden forventer mere end blot et nysgerrigt blik på Eddie Van Halens søn, var spørgsmålet derfor ikke længere, om Wolfgang kunne bære arven. Spørgsmålet var snarere, hvorvidt Mammoth kunne kickstarte Copenhell 2026 med samme overskud og pondus, som bandet præsterede ved sin seneste visit på festivalen.
Let og elefant
Mammoth gik på scenen tre minutter forsinket og uden de store armbevægelser. Ingen egentlig hilsen, ingen opbygning, ingen 'goddag, Copenhell', bare direkte ind i “One of a Kind” og videre ud i et sæt, der fra begyndelsen var præget af professionel driftssikkerhed snarere end egentlig festivalnervøsitet. Det lød pænt. Det lød stort. Det lød dyrt. Men det lød også som et band, der havde pakket studieversionerne nænsomt ud på Hades uden for alvor at spørge sig selv, om de passede til formatet. Wolfgang Van Halen sang og spillede upåklageligt, og man skal være både blind, døv og ualmindeligt smålig for ikke at anerkende håndværket. Den lille frække solo i åbningsnummeret mindede da også om, at familienavnet ikke ligefrem er støbt i papmaché. Men allerede efter de første numre stod det klart, at koncerten ikke skulle komme til at leve på nærvær, publikumskontakt eller gnister mellem scene og plads. Mammoth stod der. Publikum stod der. Og et sted midt imellem lå den koncert, man havde håbet på.
For det største problem var ikke, at Mammoth spillede dårligt. Tværtimod. Problemet var, at det hele blev lidt for habilt, lidt for kontrolleret og lidt for ensfarvet. “Another Celebration at the End of the World”, “The Spell”, “Epiphany” og “Like a Pastime” gled nydeligt forbi, men sangene havde en tendens til at flyde sammen i en moderne hardrockmasse, hvor det stærke riff, det store omkvæd og den næste pæne overgang til sidst blev svære at skelne fra hinanden. Fremmødet foran scenen var heller ikke katastrofalt, men det virkede flere steder mere som et resultat af manglende samtidige alternativer end af brændende nødvendighed. Længere tilbage på pladsen var publikum forholdsvis stationært, og allerede undervejs begyndte en lind migrationsstrøm at bevæge sig væk fra Hades. I det mindste sørgede den liflige sidevind for, at middagsheden ikke helt fik lov at konvertere koncerten til et kollektivt studie i kampsvedende mandeoverkroppe. Men den kunne ikke blæse liv i et sæt, der alt for ofte føltes som lydtapet til en veranda, en hængekøje og en kold pilsner snarere end som åbningsbrag på Danmarks næststørste metalscene.
Det blev særligt tydeligt omkring midten af koncerten, hvor Mammoth begyndte at tabe grebet om situationen. “Same Old Song” åbnede i et mere afdæmpet klaverleje, hvilket i sig selv kan være en fin dynamisk idé, men på en bagende festivaleftermiddag, hvor koncentrationen i forvejen hang i laser, føltes det mest som et bizart valg. Bevares, nummeret voksede sig tungere, men skaden var ligesom sket. “Stone” hjalp heller ikke meget på energien, og omkringstående miner begyndte efterhånden at fortælle den historie, scenen ikke selv formåede at formulere: Folk virkede fraværende, ja, kedede sig måske ligefrem. Mammoth er uden tvivl et hæderligt opvarmningsband, og under de rette rammer kunne meget af materialet fungere glimrende. Men som selvstændig størrelse på Hades kom de til kort. Bandmedlemmerne fremstod introverte, kontakten til publikum var minimal, og da Wolfgang efter omkring 40 minutter annoncerede, at der kun var to sange tilbage, lød det næsten som et løfte snarere end et egentligt klimaks. “Don’t Back Down” fik dog lokket lidt klap ud af pladsen, og afsluttende “The End” var faktisk blandt koncertens bedste øjeblikke. Her var der endelig en smule liv at spore på scenen. Det ændrede bare ikke ved helhedsindtrykket af et band, der kom og gjorde, præcis hvad de skulle, og forsvandt igen uden for alvor at sætte aftryk i betonen.
Copenhells svar på en caféburger
Der var intet decideret pinligt ved Mammoths koncert på Copenhell 2026. Der var ingen åbenlyse fejl, ingen større kollaps og ingen grund til at betvivle Wolfgang Van Halens musikalske kunnen. Tværtimod fremstod bandet gennemført professionelt, velspillende og gennemgående sympatisk i sin mangel på rockstjerneattitude. Men netop derfor var det også svært ikke at savne noget mere. Mere pondus. Mere publikumskontakt. Mere vildskab. Mere fornemmelse af, at koncerten faktisk fandt sted her og nu og ikke blot var en nænsomt indstuderet afspilning af et katalog, der fungerer bedre på plade end i middagsheden på Hades. Mammoth blev dermed Copenhells svar på en caféburger: sprød bolle, anstændig bøf og alt det rigtige tilbehør, men alligevel en smagsoplevelse, der efterlod én med følelsen af, at man havde betalt for mere, end man fik. Sidste gang var der otte kranier i posen. Denne gang må fem være alt rigeligt.
Sætliste:
1. One of a Kind
2. Another Celebration at the End of the World
3. The Spell
4. Epiphany
5. Like a Pastime
6. Same Old Song
7. Stone
8. I Really Wanna
9. Take a Bow
10. Don't Back Down
11. The End
