Bliver det hårdt eller bliver det moderne? 

Amerikanske Of Virtue har som så mange andre bands startet med en noget hårdere kerne i deres musik. Særligt deres debutalbum Heartsounds fra 2011 var råt, sprængfyldt med breakdowns og nærmest helt uden cleans. Siden da har bandet udgivet 3 albums, der gradvist har udviklet sig over i det mere moderne metalcore, der særligt er præget af elektroniske inputs og catchy omkvæd.

Udviklingen fra 2011-albummet til bandets nyeste, Death of the Altar, er på mange måder ganske klassisk. Musikerne er blevet ældre, mere modne og har raffineret deres musikalske stil og frem for alt forstået, hvad der skal til for at skrive metal musik, der bliver hørt af mange mennesker. Men hvor langt fra basen har Of Virtue egentlig vandret? Kan de stadig give den max gas med lange screams, hårde guitarer, eller er det hele druknet i elektroniske passager og emotionelle clean vokaler? 

Nyt er ikke altid godt

“Welcome to the death of the altar” brager det ud på første nummer efterfulgt af et tungt guitarriff. Sådan starter Of Virtues nye album Death of the Altar. Her bliver der ikke teaset med en lang intro, som bygger spændingen op. Der gås direkte til stålet og følges op med et catchy omkvæd, som efterhånden er en metalcore-nødvendighed. Lige netop den transition mellem clean og hårde vokaler giver den variation, som metalcorefans ofte sværger til.

Kadencen holdes pænt på numrene, og generelt set bevæger Of Virtue sig i grænselandet mellem den moderne metalcore og de tungere elementer, som bandet byggede deres karriere på. Der er stadig nogle vellydende screams og knusende breakdowns, men det er krydret med elektroniske elementer hvor det er passende, og det tager aldrig fokus fra det instrumentale. Særligt “Flatline” synes jeg tikker rigtig mange af de ovenstående bokse. Dog drukner særligt guitarlyden i de computerproducerede lyde, og det giver desværre et lidt negativt indtryk. Personligt, så synes jeg, at mange af numrene ville lyde markant bedre, hvis man fuldstændigt skippede mange af de elektroniske passager. Af den årsag har jeg særligt svært ved at holde af nummeret “The End”. 

“Too Late” giver desværre nogle af de moderne metalcore-referencer, som jeg så hyppigt har beskrevet som generiske og ligegyldige. En lettere melankolsk vokal, elektroniske elementer og en kadence, der aldrig helt kommer op at ringe. Breakdowns er erstattet med clean skønsang. Desværre. Men Of Virtue har vel også regninger, de skal betale. 

Jeg skal ikke sidde og lyde som en nægter af innovation, men det er ikke altid, at den moderne retning med elektroniske beats, forvrængede computergenererede stemmer og overproducerede instrumenter giver mig “the feels”. Tværtimod føles det, som om en stor del af metalcore-scenen kollektivt bevæger sig i denne retning grundet populariteten af denne type musik. 

Savner power, men måske er det godt nok?

På Death of The Altar havde jeg et håb om, at vi kom mere tilbage til rødderne, men det gjorde vi ikke. Bevares de findes i glimt, og de glimt er gode, men det generiske udtryk overtager simpelthen helhedsindtrykket. Jeg savner mere rå instrumental kraft og noget mere power i den overordnede lyd. Jeg savner også flere passager med hård vokal. Når det så er sagt, så er produktionen, kompositionen i numrene og vekslingen mellem tempi eminent styret gennem hele pladen. Er man til moderne metalcore, så tror jeg at du vil kunne lide dette album, men om det efterlader noget varigt indtryk, er jeg straks mere usikker på.