It happens every 27 years …
I 1990’erne var det australske Silverchair og danske Dizzy Mizz Lizzy, der skabte overskrifter i kraft af deres ørehængende fortolkninger af rock og grunge, og ikke mindst deres purunge alder. Tredive år senere er det sket igen, og denne gang hedder bandet Ashes of Billy. Daniel, Anton og Johan fra Roskilde dannede bandet i 2022, og siden da er det gået stærkt med at spille grunge. I efteråret optrådte de på Copenhell Cruise med så stor succes, at de dagen derpå fik stående klapsalver fra hele morgenmadsbuffeten. Og selvfølgelig, fristes man til at sige, blev det belønnet med en plads på årets Copenhell.
Så seje var vi andre ikke i den alder
På vej gennem skoven til Gehenna-scenen var det tydeligt, der var noget i gærde. Der var markant flere mennesker end sædvanligt, der var ved at indfinde sig mellem træerne og sikre sig en plads, og var jeg kommet bare et par minutter senere, havde jeg muligvis slet ikke fået set koncerten. ‘Er der virkelig så mange mennesker, der ser Go’ morgen Danmark?’ lød det fra en anden koncertgænger ved min side. Han hentydede naturligvis til TV 2-programmet, hvor trioen havde optrådt en uge forinden og givet udtryk for, de var mere nervøse for Copenhell-koncerten end for deres snarlige eksaminer i mundtlig dansk. Det kunne dog overhovedet ikke mærkes. Med store smil og mindst lige så stor selvtillid gav de tre gutter den fuld smadder, og selvom de hørte til blandt festivalens yngste deltagere, fremstod de som et band med stor rutine. Ikke kun i forhold til deres ro og selvtillid, men sandelig også deres musikalske performance. Guderne skal vide, at jeg har oplevet meget større bands med mange flere år på bagen levere shows, der ikke kom i nærheden af det, Ashes of Billy leverede denne fredag. For pokker, de er dygtige både som musikere og performere, og for pokker, hvor de kan deres grunge. Hvad der startede med Nirvana-covers på Jelsfest for nogle år tilbage er endt med et band, der har fundet sine egne ben i området mellem gode gamle Bush og førnævnte Silverchair. Men modsat disse kæmper frontmand Daniel Hermann på ingen måde med vokalen. Selvom de synger fedt, har sangere som Daniel Johns og Gavin Rossdale altid anstrengt deres stemmer en anelse for at opnå den karakteristiske rustne grunge-vokal. Dette problem har Daniel Hermann slet ikke, sådan synger han bare. Og så er de bare utroligt charmerende. Man bliver lidt rørt, når en forsanger mod slutningen af koncerten siger ‘tak til Copenhell, tak til jer, og tak til vores forældre, fordi de kørte os herud’.
Det her kan godt blive stort
Af indlysende årsager er bandets bagkatalog ikke voldsomt stort endnu, men man fornemmer, at deres talent inden for sangskrivning bliver gradvist bedre. Personligt hæftede jeg mig ved “Feel You Around” og den charmerende “Something About Your Smile” som numre i den bedre ende, for trods deres åbenlyse talenter mangler Ashes of Billy det sidste og mest afgørende: et hit. Man kan desværre ikke gøre karriere på baggrund af charme, selvtillid og uglet hår, men fortsætter den største rocksensation, vi har oplevet siden Dizzy Mizz Lizzy, uden at drukne i bajere og damer, ser jeg ingen grænser for, hvor langt de kan nå. Det er ikke usandsynligt, at mange dukkede op på grund af trioens optræden i Go’ morgen Danmark. Men de blev stående og så hele koncerten, fordi Ashes of Billy er uhyggeligt gode.
