En fusion af hårdtslående beats og sorte stemmer
Powerviolence-bandet Zulu har de seneste år gjort sig bemærket på hardcore-scenen, særligt på grund af deres fusion af powerviolence og hardcore med samples fra reggae og soul. Bandet blev dannet i 2018 af forsanger Anaiah Lei, der ønskede at repræsentere de sorte stemmer på en ellers dominerende hvid scene. Deres debutalbum A New Tomorrow fra sidste år blev taget godt imod af anmelderne, og det var derfor med stor begejstring, da de blev booket til dette års Copenhell.
En lovende start, en skuffende udførelse
Zulu er angiveligt kendt for at levere energiske koncerter, og efter jeg missede dem på Roskilde Festival i 2022, havde jeg høje forventninger til aftenens koncert. Fremmødet var stort på trods af EM-kampen mellem Danmark og England og Tom Morello, der spillede samtidig. Men de høje forventninger blev ikke indfriet.
Bandet indtog scenen, og “For Sista Humphrey” gik i gang. Der var smæk på, og bandet lød godt. Der gik dog ikke lang tid, før de måtte stoppe, fordi en af guitaristerne fik stød fra monitoren. Det fremstod hektisk og rodet, men de formåede at komme godt videre derfra, og jeg var ved godt mod. Koncerten blev dog mere hektisk, jo mere den skred frem. Mellem numrene, der er godt og vel mellem et og to minutter lange, brugte de ualmindelig lang tid på at snakke. Alt for meget tid.
Forsanger Anaiah Lei var ekstremt optaget af et flag fra MASK – logen for mandlige sygeplejestuderende og sygeplejersker – som endte med at være den røde tråd gennem hele koncerten. Egentlig var det meget komisk i starten, fordi jeg kunne genkende den samme kaotiske nysgerrighed, men bandet prøvede alt for ihærdigt at finde ud af, hvad det var for et flag:“That guy looks like someone from my hometown” formåede Lei at påpege et par gange. Det var ærgerligt, for når de endelig spillede, var der masser af energi og præcis, som jeg havde håbet på — meget bedre end albumindspilningerne. De forreste publikumsrækker var til gengæld engagerede og gik til den i moshpitten. Det gjorde sig dog ikke gældende for de bagerste rækker, hvor publikum halvvejs igennem sættet sivede væk fra scenen, hvilket vidnede om, at Zulu ikke formåede at invitere hele skaren ind i sit univers. Koncerten fortsatte, men den kaotiske energi formåede ikke at fastholde publikum, og efter noget tid kunne jeg konstatere, at flere omkring mig lod sig indhylle af fodboldstemning fra deres telefonskærme i stedet for koncerten.
Til sidst i sættet formåede de dog at abstrahere fra MASK-flaget, fik liv i musikken igen og spillede flere numre fra det anmelderroste album A New Tomorrow. Og her fik vi en aggressiv omgang hardcore som forventet. De sluttede af med “Where I’m From”, og jeg stod tilbage med en halvflad oplevelse.
Manglende sammenhæng og momentum
Zulu udstrålede masser af energi under aftenens koncert og havde god kontakt med publikum, når musikken rent faktisk spillede. De forreste rækker var da også engagerede og klar til at slå sig løs. Desværre blev disse øjeblikke overskygget af de mange pauser og den konstante snak, der formåede at ødelægge koncertens flow. Zulu fandt aldrig et momentum i deres optræden, og det virkede mest af alt hektisk og ufærdigt. Det er ærgerligt, fordi de ellers havde en chance for at levere en mindeværdig koncert, som til min store ærgrelse blev forspildt.
