Copenhagen Metal Cruise 2021
Fredag eftermiddag ved DFDS’ færgeterminal på Dampfærgevej i København troppede Heavymetal.dk’s to udsendte op til endnu et Copenhell Metal Cruise. Sidste år blev vi snydt grundet den globale nedlukning, så der var på forhånd høje forventninger til arrangementet. Ikke bare fra yours truly, men fra alle sider. Selvfølgelig også forstærket af, at krydstogtet denne gang var større end nogensinde. Ingen “normale” billetter at få – kun Metal Cruise-billetter. Og så var det begge Oslo-bådens scener, den lille Skyclub og den noget større Columbus-bar, der skulle lægge lokaler til de i alt tretten koncerter, som skulle løbe af stablen fredag og lørdag. Derudover skulle der være fest og singalong med husbandet Blæst, live metalkaraoke med Openhell-bandet og ikke mindst et akustisk sæt med Red Warszawa på skibets Navigator-bar. Altså et aldeles tætpakket program, der også hurtigt skulle vise sig at blive umuligt at lave en fyldestgørende reportage af. Vi beklager naturligvis, at ikke alle bands er blevet anmeldt, men det kunne desværre ikke blive anderledes.
FREDAG:
MØL Skyclub
Kan et tag egentlig godt lette, eller er det efterhånden en slidt og udkneppet floskel? Uanset udtrykkets levealder og potentielle gyldighed satte Møl barren vanvittigt højt, da de fredag gav et formidabelt og helt uforglemmeligt show på Skyclub.
Torsdag aften havde Møl afholdt release-party på Train i Aarhus i anledning af deres nye album, Diorama, for derefter at tage turen til hovedstaden og hoppe ombord på årets Metal Cruise og spille koncert igen under et døgn senere. Sådan et program kunne godt fremprovokere træthed hos de fleste, men ikke hos Møl. Frontmand Kim Song Sternkopf og hans topprofessionelle medsammensvorne har alle dage haft en fuldstændig uforlignelig energi på scenen, og denne koncert var ingen undtagelse. Der var halsbrækkende crowdsurfing, overjordisk energi og direkte euforisk stemning fra koncertens allerførste nummer, som ikke forlod skibets intime venue, før langt efter showet var slut. Vi fik stærke bidder fra gruppens nye album, en suveræn gæsteoptræden fra Lamentari-sanger Daniel Lønberg og ikke mindst endnu en fantastisk præstation fra Sternkopf, der, som en af landets absolut dygtigste forsangere, formår at skabe en symbiose mellem band og publikum, der får begge parter til at miste fornemmelsen for tid og sted. Når Møl er allerbedst, er der kun musikken, nærværet, nydelsen og nuet. Og det er en kunst, kun meget få kan gøre efter.
For to år siden leverede græske Suicidal Angels en mesterlig magtdemonstration med deres højpotente thrash, men denne aften tog Møl cruise-pokalen fra dem, og leverede den hidtil bedste koncert, undertegnede har overværet på Oslobåden. Og i det hele taget en af de bedste koncerter, jeg har set i lang tid. Og undskyld, kære arrangører, men med al respekt for Timechild, der også leverede flotte shows på dette års togt, fremstår det komplet ufatteligt, at det ikke var Møl, der fik lov at spille to shows.
LØRDAG:
Terminalist Skyclub
I løbet af lørdag var det bestemt ikke svært at finde meget lavmælte passagerer på båden. Sporene fra fredagens festligheder var tydelige hos de fleste, men så er det godt, man har et band som Terminalist, der i dén grad kan få folk til at headbange tømmermændene væk.
Terminalist leverede hele deres fremragende album, The Great Acceleration, plus to nye numre. Gruppens velspillede og vedkommende hyperthrash, som de selv har døbt den, fungerede upåklageligt som begyndelse på togtets anden etape. Publikum blev støt og roligt klar til mere tråd, og de benhårde riffs faldt på et lige så tørt sted som alle de reparationsbajere, der blev langet over disken. Solid præstation fra Terminalist, som denne anmelder bestemt ikke er færdig med.
Lamentari Columbus Bar
Den kutteklædte sekstet var tydeligt opsat på at vælte Oslobådens Columbus-scene med deres medrivende, dystre og enormt smukke melodisk-symfoniske black metal lørdag aften. Setup og sceneshow er altid unikt, når Lamentari inviterer til sort metalhøjmesse, og musikken ligeså.
Man kan diskutere, om det snart er unødigt at nævne det gang på gang, men jeg gør det alligevel: Føj for den lede, hvor er Lamentari dog ulækkert dygtige. Både teknisk og som performere. Forsanger Daniel Lønberg og hans kumpaner holder publikum i et fast jerngreb fra allerførste sekund og byder os alle velkommen i et sort sonisk paradis af lige dele energi, melodi og mørk ekstase. Deres bagkatalog er endnu ikke så hamrende stort – langt det meste kommer fra deres mesterlige ep, Missa Pro Defunctis – men det gør absolut ingenting, når det er så hamrende godt. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af at høre deres musik. Især ikke live. Men – og her kommer min eneste anke – bandet fortjener større og mere, end hvad et metalkrydstogt kan levere. Det er ikke for at skyde noget i skoene på Lamentari, bevares – de gør intet forkert – men et sæt på 40 minutter, hvor publikum larmer, vælter rundt på gulvene og ikke kan holde deres bøtte under et smukt klaverstykke, det er synd for oplevelsen og synd for alle dem, der gerne vil dem.
Lamentari var uden tvivl med til at løfte Copenhell Metal Cruise 2021 op på et helt nyt niveau. Men vi glæder os også til at se dem i deres rette element, når de senere på måneden skal headline dette års Night of the Black Attack fremfor blot at være ét band blandt mange, der får 40 minutter foran et lidt for vissent festivalpublikum.
BAEST Columbus Bar
De danske death-darlings i Baest spillede fredag aften et forrygende sæt, da de foran en yderst ølglad skare leverede en koncert, der bestod af hele nyeste album, Necro Sapiens, og publikumsfavoritten “Crosswhore”.
Sådan en forsamling var mødt frem igen lørdag – dog til en vanlig omgang blandede bolsjer – og havde man stadig ikke fået bugt med tømmermændene, blev de svedt ud på Columbus-scenen. Bogstaveligt talt, for jeg tror sgu faktisk, at det dryppede fra loftet på et tidspunkt. Det kunne selvfølgelig også have været øl, da denne lidt mere appetitlige væske blev skyllet og skvulpet godt rundt af samtlige fremmødte…
Crowdsurfing, fællesskål og en circlepit af de helt lede var allerede indtruffet efter ni minutter. Og når Baest står for sådan en start, så ved man godt, hvad klokken har slået. Ingen nåde, ingen pauser og absolut ingen tvivl om nogen steder, at Baest er et af landets bedste livebands. Igen var det en fest uden lige. Især da bandet hen mod slutningen af koncerten kom med deres hyldest til den afdøde Entombed-frontmand Lars Göran Petrov og efterfølgende gav os en forrygende velspillet “Mark of the Undead”. Kære Baest – endnu en gang tak for en dejlig oplevelse.
Red Warszawa Navigator Bar
Ja, okay, jeg ved det godt… Ti kranier til Red Warszawa? Jo, men man skulle altså have været der. Forestil jer lige den tossede kvartet give et akustisk sæt på en lille singalongbar på Oslobåden. You can’t make that shit up! Men det var, hvad der skete, og det var en forrygende morsom og enestående oplevelse.
Udover stensikre hits som “Tror du det er for sjov jeg drikker”, “Brøndby Strand” og “Bollet ihjel af hest” fik vi erfaret, hvordan man kan crowdsurfe, selvom der er meget lavt til loftet (spoiler: Det kan man ikke. Men man kan trykke folk helt op i lamperne, mens man tæsker dem i hovedet med et sørøversværd…!) plus en hel del trompetsoli, kolde fadøl og nøgenhed. Og det var ikke kun den sædvanlige mængde hud fra bandet selv. Nej, forsanger Jens spottede en mand, som han tidligere på dagen havde tabt til i et brætspil, og beordrede, at manden smed kludene. Ellers ville de ganske enkelt ikke spille videre. Og hvad gør man så? Ja, så gør man, som der bliver sagt, og så smider man tøjet og fester videre. Herefter kunne intet overraske mere, og Red Warszawas gak og løjer stod på i næsten halvanden time. Uden tvivl krydstogtets længste koncert.
For alle os, der – undskyld mange gange – var blevet en smule trætte af at se dem lukke samtlige metalfestivaler med det samme show hver eneste gang, var dette en fest uden sammenligning. Denne måde at gøre det på var legendarisk. Intet mindre! Kunst? Nej, for helvede, men det behøver heller ikke være så fint alt sammen.
Og således gik det altså. Desværre fik vi ikke oplevet alle bands, men det må vi råde bod på på anden vis. Til gengæld kan vi konstatere, at det fungerede ganske fint at gøre hele sejladsen til én stor festival uden “normale” passagerer. Flere scener, flere koncerter, flere publikummer og flere skæve tiltag var alle en stor succes, og vi glæder os allerede til at stævne ud igen til næste år.