Lidt af en uriaspost
En regulær thrashbølge er igen skyllet ind over Danmark. Demolizer, Swartzheim og Terminalist (der i øvrigt spiller fredagens første koncert på Gehenna) er alle eksempler på artister, der i disse år søger at etablere sig som fast inventar på metalscenen herhjemme. Og så bør vi naturligvis ikke glemme Persecutor! Kvartetten har her i biksen gjort sig særligt bemærket for henholdsvis debutalbummet Rebirth (2019) og ikke mindst Vendetta, den fremragende opfølger fra i fjor. Begge bidrag af en kaliber, der har været med til at sikre dem pladsen på Copenhell. Som et lille kuriosum var Persecutor – præcis som Crown The Beast i 2023 – at finde blandt den allersidste pulje af navne, der blev annonceret fra arrangørernes side. Og nøjagtig som det var tilfældet dengang, indtog horsensianerne onsdag rollen som første indslag på årets festival. Jeg siger ikke, at der kan drages direkte paralleller til Copenhagen Metal Fest 2021, hvorpå man også blev tildelt den tvivlsomme ære. Hertil er forskellene mellem både format og publikum for stor, om end åbningstjansen på Pandæmonium erfaringsmæssigt også godt kan vise sig som lidt af en uriaspost. Det er netop her, bukkene bliver skilt fra fårene. Det er her, legender fødes!
Spandex og springskaller
De grusbeklædte arealer foran Pandæmonium summede af forventning denne eftermiddag, da trommeslager Christopher Hejgaard som første mand entrerede scenen, netop som klokken rundede 12:59. Iført Terrorpy-’tee’ samt blomstrede shorts blendede han på smukkeste vis ind blandt Copenhells sædvanen tro temmelig brogede forsamling. Blandt en ram dunst af fjolletobak og vildfarne badebolde hævede Christian Almanza dog alligevel barren for outrerede outfits. Iført en stramtsiddende sølvtrikot, grøn/hvide Adidas trainers og en seriøs skovsnegl under snudeskaftet osede forsangeren ikke just af frådende firserfræs. I hvert fald ikke, før han slog gabet op …! Med snerrende vellyd blev et imponerede vokalorgan solidt understøttet af samme instrumentale aggression og tyngde, vi kender fra Slayer, om end de melodiske hooks nok nærmere trak i retning af Kreator og tyskernes nyere diskografi. Det formidabelt høje niveau fik dog en noget gyngende start grundet de kraftige vindstød, der indledningsvist besværliggjorde forehavendet med at få alle nuancer med. Således blev både ”The Reaper” og opfølgende ”Cannibal Island” afviklet med trommen som den dominerende faktor, alt imens guitarduoen Benjamin Stage og Stefan Sørensen såvel som Almanzas hidsigt lilla bas kæmpede lidt for at komme til orde.
I takt med at pladsen så småt begyndte at blive mere og mere tætpakket, havde vinden efterhånden fået et solidt favntag i bagtæppet, der periodevist virkede faretruende tæt på at rive sig løs. De heftige vejrforhold var formentlig også medvirkende årsag til den yderst sparsomme brug af pyroteknik, hvorimod det ikke skortede på røgeffekterne, der tilsvarende flittigt blev applikeret under det meste af sættet. Meget passende tittede heromkring ”Sand of Sahara”, hvor et superstramt breakdown blev eksekveret til stor begejstring og buldrende applaus fra pladsens fremmødte. Der blev i det hele taget lagt stor indsats i interaktionen med publikum, der blev begunstiget med alt lige fra flyvende plektre til rytmisk fællessang med undertoner af Queens ”We Will Rock You” forud for spidsfindigt navngivne ”Four More Beers”. Det var også ved denne lejlighed, at uret for første gang blev konsulteret. Ikke fordi man på nogen tænkelig måde var begyndt at kede sig, men fordi koncerten havde rundet sit femte nummer i et hæsblæsende tempo. Og ganske rigtigt … over halvvejs på lige henved 20 minutter (hillemænd!). Det var nu ikke engang det mest bemærkelsesværdige. En gedigen circlepit, der kontinuerligt havde vokset sig større fra første færd, kulminerede nu i det rene ragnarok. I en sky af støv og grus hvirvlede alt fra regnbuefarvede manker over plysbeklædte løvehatte til kæpheste formet som lyserøde enhjørninger. Et særsyn for guder, som kun Reffens årlige DM i populisthegn kan fostre det!
Herfra så Persecutor sig aldrig tilbage. Godt hjulpet på vej af en sjældent vindstille periode blev ”The Blitz” præsenteret som en tilsyneladende ven af huset hos det tidligere radioprogram og nuværende podcast Sort Søndag. Her kunne vi samtidig nyde, hvordan lydteltet havde fået skruet på de helt rigtige knapper, således at rifflinjen stod væsentlig skarpere end hidtil hørt. Den godmodige jyske humor fornægtede sig heller ikke, idet ”Nothing Remains” angiveligt tog lige så lang tid at spille, som det tager at tilbagelægge turen mellem Horsens og København. ’Til gengæld er den pissefee’ at moshe til’, måtte vi forstå på Almanza. Og moshet? Det blev der! Suppleret af horn og løftede næver, så langt øjet rakte, kunne vi dernæst nyde noget gammelt ’lård’ i form af ”World At War” fra debutudgivelsen Rebirth. Tilbagetrukket med mere end veltilfreds mine kunne fra de bagerste rækker konstateres det absurde modsætningsforhold mellem de hvide tennissokker, trøjen med Britney Spears på maven af Sørensen og indbydelsen til en brutal wall of death ved nummerets indledning. 
Pølsekutteren lagde fænomenalt fra kaj
Det var i sandhed kontrastfyldt at opleve Persecutors hyperenergiske jydetråd integreret med Copenhells brændende inferno. Ikke mindst fordi vores seneste møde med firebanden havde fundet sted i noget mere idylliske omgivelser nær Den Genfundne Bro i Brædstrup. Der var dog ikke meget lokalradio over Persecutor, der leverede et topprofessionelt sæt til noget nær perfektion på trods af vanskelige forhold, der dog blev klart forbedret undervejs. Signaturnummeret ”Legacy” satte blot endnu en tommetyk streg under kvartettens position som en af de allermest funklende nye stjerner på den danske metalscene. Ikke bare inden for thrash, men helt generelt. Og skulle der alligevel herske tvivl, så kan jeg blot henvise til det fængende leadriff, der selv efter nummerets afslutning blev repeteret – udelukkede med det ene formål for øje at få publikum til at synge med derpå. En operation, der lykkedes over al tænkelig forventning. 40 hæsblæsende minutter var tilendebragt, og uden at forklejne dagens øvrige program kunne jeg traske ud for at finde en sen frokost med bevidstheden om, at herfra kunne det nærmest kun gå ned ad bakke. Og hvor var det i øvrigt velgørende, at Pandæmonium, der ellers ofte, og med rette, har fået masser af røg for de yderst tvivlsomme lydforhold, var i stand til at omfavne et (dansk!) band med så højt internationalt snit. Sikke en helt igennem fænomenal start på årets Copenhell.
Sætliste:
1. The Reaper
2. Cannibal Island
3. Narcissus
4. Sand of Sahara
5. Four More Beers
6. The Blitz
7. Nothing Remains
8. World At War
9. Legacy
