I Østrig stikker sælen af
’Kan Sort Sols særlige rum eksistere i Copenhells særlige rum?’. En yderst relevant refleksion, idet galskaben umiddelbart forekom lige så meningsfyldt som Ulf Pilgaards sketch om den teknologiforskræmte bedemand. Da den værste skepsis havde fortonet sig, begyndte perspektiverne i ’Sort Sol over Hades’ dog at tage form. For som guitarist Lars Top-Galia påpeger, så har gruppen alle dage været ambassadører for vibrationer og spændinger, der påvirker og flytter folk. Gruppen har ellers ikke betrådt en scene siden august 2018, hvor promoveringen af det senest udgivne album, Stor Langsom Stjerne, fandt sin naturlige afslutning under Rock i Lunden. Til forskel fra dengang har man haft fuldstændigt frie tøjler til at sammensætte en specialdesignet oplevelse forbeholdt Copenhells publikum. På den note rundede klassikeren Glamourpuss 30 af de lange i fjor, så forhåbningerne om et genhør med de gamle travere derfra var høje. Som en mindre detalje råder Sort Sol i skrivende stund ikke over en fast bassist, hvilket synes at efterlade to scenarier som de mest realistiske: Anders Christensen, der havde tjansen på Stor Langsom Stjerne, eller medstifter Knud Odde Sørensen, der dog indgav sin officielle afsked umiddelbart efter udgivelsen af Snakecharmer i 2001.
Vi er alle børn af Solens rige
De fremmødte foran Hades virkede jævnt tillakkede, kort før lørdag blev til søndag, og godt mørbankede oven på fire dages strabadserende festivalbegivenheder. Derfor var det også vanskeligt at mønstre samme benovelse som radio- og medvært på Copenhell Carsten Holm, som han stod der på scenen for at præsentere årets sidste koncert. Bevares, han havde bestemt en pointe i, at den danske scene for metal og dermed også Copenhell næppe havde stået, hvor vi gør i dag uden indsatsen fra den første bølge af punk, der skyllede ind over os i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Og her må man sige, at Sort Sol, der dengang gik under navnet The Sods, overstråler de fleste. Det enigmatiske orkester tonede kort herefter frem i røg, damp og en rædderlig reverb komplementeret af de skarpe kontraster mellem det sort/hvide scenetæppe og den knivskarpe belysning, der bestemt ikke gjorde pøblen på pladsen nogle nævneværdige tjenester. ’Oh, well … Sort Sol gonna Sort Sol’, og det blev egentlig bare startskuddet til en mestendels glimrende oplevelse, hvor forventningerne dog endte med at overstige virkeligheden.
Og realiteterne, ja, de viste sig såmænd at rime på falsk varebetegnelse. Sort Sol havde således under radaren torsdag aften afviklet en koncert på Gimle, med stor sandsynlighed for at teste sættet og ikke mindst få banket noget af rusten af. Det lykkedes dog kun til dels, i det instrumenteringen flere gange undervejs røg ud af takt, ligesom også forsanger Steen Jørgensen sled lidt med vokalen fra tid til anden. Den kontroversielle forsanger spankulerede vanen tro rundt på scenen det meste koncerten, iført sin ikoniske kasket og i aftenens anledning sort netmaske (!) for ansigtet. Foruden Tordenskjolds soldater i form af Lars Top-Galia og Tomas Ortved havde Jørgensen som ventet medbragt bassist Anders ’AC’ Christensen og Manoj Ramdas, der har været tilknyttet som liveguitarist siden 2011. Og så var det naturligvis spørgsmålet, hvilken oplevelse, eller rettere, hvilket sæt kvintetten havde fået brygget sammen til os. Det startede for så vidt udmærket, og med henholdsvis ”Dog Star Man”, ”Next Century” og ”Kiss The Streets” ude af klappen blandt den første håndfuld numre, var publikum da efter omstændighederne beskrevet oven for med så langt. Der var sågar blevet plads til ”Copenhagen”, der stammer fra længe før ’Solen’ begyndte sin rejse. Hør, hov! … Var det en ægte benprotese eller ’bare’ en del af en gine, der blev løftet i vejret længere fremme? I dårekisten på Refshaleøen har man jo efterhånden set et og andet. Snart tændtes advarselslamperne så at sige for første gang. Når nu et af årets temaerne viste sig at blive artisternes dømmekraft eller mangel på samme, så føltes det næsten overflødigt at kommentere yderligere på tilvalget af godt og vel ti minutter lange ”K-141 Kursk” om den russiske ubåd af samme navn, der absolut intet havde at gøre på en festival. Og da slet ikke, når man så samtidig udelod formodede crowdpleasere som ”Rhinestone”, ”Golden Wonder” eller for den sags skyld ”Holler High”. Vi var på samme vis mange, der var en smule skuffede over, at ”Life Took You for Freq.” blev afviklet uden Chelsea Wolfe, når nu amerikaneren rent faktisk var at finde på årets plakat. Herfra blev både sangvalg og performance da også noget mere ujævn, hvorfor vi skulle helt frem til ”Shaheeba Bay” for at finde riffs, der for alvor syntes at rykke i ’Reffen’. Hvorfor man afslutningsvis mente, at ”Tatlin Tower” var den helt rigtige måde at lukke sættet på, må stå hen i det uvisse. Det eneste, der således havde toppet forudgående ”Let Your Fingers Do The Walking” (som i øvrigt havde været en oplagt lukker), ville have været et levende kor i stedet for playbackversionen. Til gengæld ros til Steen Jørgensen for ikke at stille sig op og holde lange skåltaler, men i stedet begrænse sig til i ny og næ at udbryde ’CO-PEN-HELL!’ og ’Sikke en velkomst, I har givet os’.
Sort Sol malede med hele paletten …
Hvis man satsede hele opsparingen på fuld gevinst, endte man med gå lettere skuffet fra pladsen. Jovist, Sort Sol malede sandelig med hele paletten … både primær- og komplementærfarverne. Men deri lå så også en af proto-punkernes primære udfordringer. Sætlisten virkede desværre til den overtænkte side, og selvom der mestendels blev leveret med et ganske hæderligt bundniveau, nåede vi desværre aldrig helt op på de høje nagler. Dertil var både udvalg og sammenhængskraft for meget og for ofte ude af vater.
Jeg anerkender principielt præmissen om, at man efter seks års fravær fra rampelyset føler behov for at teste sit materiale, inden man skal ud at stå på de helt store scener igen. Omvendt så brydes illusionen om den eksklusive oplevelse målrettet publikum på Copenhell, når sættet var blevet afsløret tre dage forinden. Selv hvis vi vælger at sidde dette brud på den uofficielle ’kontrakt’ mellem Copenhell og publikum overhørig, så virker det næsten absurd at forestille sig, at Gimles publikum skulle have taget imod samtlige 16 numre fuldkommen ukritisk.
Dette forbliver i sagens natur spekulationer, men i tilfældet Hades havde det i hvert fald ikke den tilsigtede effekt. Sammen med den vedvarende støvregn fungerende det snarere som katalysator for den anseelige udvandring, om end dette viste sig at være et gennemgående tema til flere af årets koncerter. De balstyriske abefester i Biergarten trak tilsyneladende mere i folk end musikken. De, der havde tilvalgt sidstnævnte, kunne dog afslutningsvis opleve en Steen Jørgensen prøve kræfter med et valdhorn under de afsluttende toner af ”Tatlin Tower”. Hvorfor spørger du? Simpelt: Fordi Sort Sol, og fordi han kunne … sådan da. Tak for i år, og på gensyn til Copenhell 2025!
Sætliste:
1. Angelus Novus
2. Dog Star Man
3. Copenhagen
4. Next Century
5. Kiss the Streets
6. K-141 Kursk
7. Life Took You for Freq.
8. Erlkönig
9. Daughter of Sad
10. Siggimund Blue
11. Abyss
12. A Knife for the Ladies
13. Who’s Afraid of Virginia Woolf
14. Shaheeba Bay
15. Let Your Fingers Do the Walking
16. Tatlin Tower
