Lord Vigo von Homburg Deutschendorf

Lord Vigo lyder som navnet på en tysk middelalderbaron med overskæg og forstand på svovl. Men det er langt fra sandheden. Faktisk er det navnet på et episk doom metal-band fra Landstuhl, der blev grundlagt i 2014, og som har balanceret hårfint mellem storhedsvanvid a la Howard Hughes og kulørt B-film-æstetik. Deres største inspirationskilde? Ikke Black Sabbath. Heller ikke Candlemass. Næh, Ghostbusters. Du ved, den med spøgelser, protonpakker og Vigo the Carpathian ham selv? Deraf bandnavnet. Men tro nu ikke, at Lord Vigo blot er et cosplay-metalband for okkulte nørder i jumpsuits. For mellem Ecto-1 og Egon findes også et dybere tekstunivers, hvor galaksens stjernebilleder, mesopotamisk mytologi og selveste Satan selv får en tur i centrifugen. Bandets to foregående udgivelser, Danse de Noir og We Shall Overcome, var begge dele af en ambitiøs trilogi, men Walk the Shadows træder pludselig uden for det konceptuelle spor. Et bevidst sidespring eller en kreativ kortslutning?

Doom kan godt spilles af et muntert orkester

Hvis du nogensinde har spekuleret over, hvordan det ville lyde, hvis Primordials Nemtheanga blev genfødt som tysker med forkærlighed for Bockwurst, falmet læder og betonvejr i Kaiserslautern, så grib chancen, og sæt Lord Vigo på. Forsanger Vinz Clortho lyder nemlig, som om han har drukket den samme røgede whisky og læst de samme dystopiske digtsamlinger som sin irske pendant. Og der er ingen tvivl. Lord Vigo er et kompetent og karismatisk ensemble, der sagtens kan løfte den episke doomfakkel uden at brænde nallerne. Jeg vil dog tillade mig at så lidt tvivl om visionen, for Walk the Shadows er en kende mere fordøjelig og ligetil end tidligere. Prøver man at ramme en bredere fanskare? Muligvis. Men doom bør ikke være gæstfri, og nummeret ”We Shall Not” er lige en kende for muntert og kedeligt til min smag. Den har engelske new wave-elementer, et omkvæd, man næsten kan danse til, og drukner til sidst i repetitioner i en så høj grad, at jeg troede, min PC var i gang med en stresstest. Den slags synth-munterhed savner simpelthen den skærsild, som doom normalt skal igennem. ”Walk the Shadows” klarer sig betydeligt bedre. De dynamiske rytmeskift og Vinz Clorthos vokal får lov at dominere, og de øvrige musikere spiller som dystre statister i hans gotiske monolog. Det er teatralsk, det er stilfuldt, og definitionen af storladent episk metal.

Selvom Walk the Shadows er Lord Vigos sjette udgivelse, fortjener bandet stor ros for deres tilgang til musikken. Det er nemlig alt for sjældent, at vi anmeldere lige stopper op og anerkender det åbenlyse. Nogle gange kan man høre spilleglæden strømme ud af højtalerne, og det kan man her. Jeg forestiller mig næsten Vinz Clortho stå i studiet med et manisk grin, Ghostbuster-trøjen stramt over maven og armene i vejret, mens han brøler ind i mikrofonen med en entusiasme, der kunne få selv den mest forstokkede politiker til at nikke anerkendende. Og den form for energi, ja, den smitter. Ud over at kunne finde ud af at spille et instrument, er spilleglæden nemlig det vigtigste i musik.

Who you gonna call for booking? Ghost … Nej, den duer sgu ikke …

Uanset hvor du placerer dig på doommetallens følelsesbarometer, fra apatisk grublen til eksistentiel nedsmeltning, så er der næppe tvivl om, at Walk the Shadows har momenter, du vil værdsætte. Jovist, den mangler en snert af den dybde og mørke mystik, som prægede Lord Vigos tidligere udgivelser, men til gengæld lyser spilleglæden op som en tændt protonpakke i et mørkt kælderrum. Er det her skiven, jeg hiver frem en tåget oktobernat? Næppe. Men jeg er stadig interesseret i at høre mere fra Lord Vigo i fremtiden.