Håbløst tilbedende
Jeg ved godt, man ikke må forvente noget som anmelder, men jeg havde nu alligevel høje forventninger til Mr. Bungle. I front har vi nemlig den karismatiske og musikalsk begavede Mike Patton, der optræder i et utal af andre sammenhænge. De er hver især lige så forskellige som Mr. Bungles repertoire, og selvom Mike Patton & Co. holdt næsen i et enkelt spor, thrashen, var der alligevel plads til de gakkerier, som kendere af bandet kan forvente.
I midten af det hele, som både sprechstallmeister og hele cirkusset, stod så selveste Mr. Bungle, Mike Patton. Han lignede mest af alt Weird Al Yankovich, der cosplayede Coolio. Hans læbestift så ud, som om den var blevet påført i løb, og hans "tatoveringer" lignede nogle, der var hjemmelavet i en kæmpe koger. En kæmpe koger, der smittede af på alle dem, der var troppet op for at se, hvad fanden han nu havde fundet på.
Og det var ikke småting. Han keglede rundt på scenen, mens han skiftevis croonede og brølede os halvt i knæ. Jeg bemærkede et par gange, at der foregik en åbenlys Slayer-tilbedelse, og det fik vi da også med et cover af “Hell Awaits”. Normalt er jeg ikke specielt glad for alt for mange covers. Jeg er kommet for at høre en kunstner spille sin egen musik, ikke alle mulige andres. Men Patton slipper alligevel af sted med langt flere ting, end en almindelig musiker kan. Hvem finder ellers på at åbne med en skoleorkester-dårlig intro af “Also spracht Zarathustra” eller synge en mere og mere afsindig version af “Hopelessly Devoted To You” fra Grease? Og det i samme sætliste, som også inkluderede Sepultura og 10cc.
Den ubærlige vægt af massivt talent
At spille på en festival kontra at optræde på et spillested ser jeg lidt som forskellen på speeddating og at være eksklusiv. Du har ikke lang tid at gøre indtryk på folk ‒ folk, der sagtens kunne være et andet sted. Deres opmærksomhed er måske på dig, men det er et andet game at fastholde den, end hvis man er fanget inden døre. Derfor er jeg også ok med, at det ikke var de mest obskure numre, der blev spillet, men med fokus på at folk skulle have noget at feste til.
Det fik vi, og mere til. Alt, hvad vi fik serveret, blev modtaget med passende tilbedelse, og jeg må sige, at enhver anden end Mike Patton var blevet sablet ned for sin optræden og ikke mindst sin fremtræden. Kender I typen, der er underlig for at være underlig? Klæder sig mærkeligt, får skrevet “neck” rundt om halsen og laver underlige lyde på upassende tidspunkter? Forskellen på underlig og excentrisk er vist noget med, hvor meget man tjener om året, men grænsen mellem gal og genial er lidt mere flydende, end om du skal betale topskat eller ej. Og det vanvittige talent, Mike Patton må lide under, får mig til at tænke på, om det, der er galt med ham, i virkeligheden bare mangler i os andre.
Lyden var med os et langt stykke ad vejen, selvom det blæste en smule. Der var kun lidt problemer i starten, men det var, som om vinden tog dem og lod Mike Pattons genkendelige røst fylde pladsen. Teknisk var der ikke en finger at sætte på dem, og især Scott Ian lod til at more sig lige så meget som os andre. Jeg kunne tale længe om Mr. Bungle og den bedste gæstevokal, jeg nogensinde har oplevet: Pivedyret Gris. I stedet vil jeg opsummere med en overhørt konklusion, der understreger, at det var den rigtige booking. “Sikke en sang. Sikke et band. Sikke en omgang.”
Sætliste:
1. Also sprach Zarathustra, op. 30 (Richard Strauss) (Portsmouth Sinfonia version)
2. Satan Never Sleeps (Timi Yuro cover)
3. Anarchy Up Your Anus
4. Bungle Grind
5. I'm Not in Love (10cc cover)
6. Eracist (with Kevin Rutmanis)
7. Spreading the Thighs of Death
8. Loss for Words (Corrosion of Conformity cover)
9. Hypocrites / Habla español o muere (Tal dansk eller dø)
10. Methematics
11. Hell Awaits (Slayer cover)
12. True (Spandau Ballet cover)
13. Cold War(Siege cover) (With "True" reprise)
14. Raping Your Mind
15. Hopelessly Devoted to You (John Farrar cover)
16. State Oppression (Raw Power cover)
17. My Ass Is on Fire
18. Sudden Death
Encore:
19. Territory (Sepultura cover)
20. All by Myself (Eric Carmen cover) (Go Fuck Yourself - Mr. Bungle)
