Uforglemmelige overraskelser
Mr. Bungle er måske mest berømt – eller berygtet – for avantgarde-kunstværket Disco Volante fra 1995. Et mindre eklektisk alternativ, og måske et mere sandfærdigt ét af slagsen, er, at Mr. Bungle er bedst kendt for at være Mike Pattons band sideløbende med Faith No More. Uanset hvordan man hørte om Mr. Bungle til at begynde med, og uanset hvilket album man hørte først, så husker man navnet på grund af musikken. Hvert eneste af deres tre albums er garant for overraskelser, og selvom det sidste i rækken, California fra 1999, ofte beskrives som gruppens mest tilgængelige album, er det ikke desto mindre en god gang hjernegymnastik.
Kendte eksperimenter
Mr. Bungle eksperimenterede helt ubehersket, men fulgte aldrig én retning to gange. Selvom de nød stor anerkendelse i kølvandet på Disco Volante, var California en anderledes type eksperiment. Hvor Disco Volante blandede et væld af indflydelser sammen til én lyd, ingen havde hørt før (eller siden), virker California som en karikeret tour de force mestendels i amerikansk populærmusik. ”Sweet Charity” indleder med afslappet hawaiiansk strandstemning – slide-guitar, ukulele og fløjten – sat i kontrast med et mere intenst, moltonet og piano-akkompagneret omkvæd tilsat ”bob-bab”-scat fra andenvokalen. Som helhed kan sangen nydes som en ligefrem, men lettere vanvittig, popsang med plads til fortolkning for de, der værdsætter samtidskritik. Det samme kan i øvrigt siges om størstedelen af albummet.
Oven på den rolige åbner chokerer opfølgeren ”None of Them Knew They Were Robots” imidlertid med støjende synth-orgel og forvrængede guitarer. Herefter tages hul på, hvad der stemningsmæssigt minder om en Pink Panther-lignende spion-thriller med Boris Karloff i hovedrollen. Med kald-og-svar mellem elorgel og messingblæsere, en konstant højtempo swingrytme og rigelig med lydeffekter er sangen konstant ved at falde fra hinanden, men Spruances sublime, jazzede guitarspil binder stykkerne sammen. Oven på vanviddet kommer den sukkersøde ballade ”Retrovertigo” nærmest som et kærkomment pusterum, hvor kun Pattons let vrængende stil antyder, at overfladens sødme dækker over en mere dyster kritik. Øvrige højdepunkter tæller indflydelser fra elektro-pop og rock-n-roll (”The Air-Conditioned Nightmare”), Balkan-sigøjner-musik (”Ars Moriendi”), samt klokkespil og proto-techno (”Golem II: The Bionic Vapour Boy”).
Min kritik af California er primært, at albummet kun eksperimenterer med velkendte elementer, og overordnet set virker som et popalbum. Disco Volante bestod så godt som udelukkende af musik, som ingen har hørt før, mens California så godt som udelukkende består af musik, som alle har hørt før. Uanset hvor bidende kritikken af det post-moderne samfund er, så demonstrerer California først og fremmest et indgående kendskab til, og imponerende beherskelse af, en række vidt forskellige musikalske stilarter. Resultatet er et album med rigtig gode pop/rock-sange, hvor størstedelen af ”opdagelsen” består i en form for musikhistorisk Find Holger. Endelig er der et par sange, ”The Holy Filament” samt afslutteren ”Goodbye Sober Day”, som for mig ikke lever op til resten, selvom sidstnævnte vinder med sit afsluttende ”chakka-chakka-chakka”-jam.
Ud med et brag i 90’erne
Mr. Bungle nød en kortlivet karriere som et af rockmusikkens mest nytænkende og eksperimenterende bands i 90’erne. Mig bekendt har ingen lydt bare i nærheden af Mr. Bungle hverken før eller siden, hvilket bærer vidnesbyrd om deres ekstremt særprægede musik. California var deres mest umiddelbare album, hvor hver sang er spækket med ørehængende brudstykker af populærmusik, men ikke desto mindre en mere end værdig plade i diskografien. Bungles karriere sluttede i 2004 godt hjulpet på vej af Anthony Kiedis (Red Hot Chili Peppers), som – separat fra sine kompagnoner – havde en eller anden tvist med Mike Patton. Et særligt hårdt slag for Bungle var, da Kiedis, i kraft af at RHCP var hovednavn på adskillige festivaler, fik Mr. Bungle fjernet fra disse festivaler
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
*Teksten er i første omgang oprettet som en blog af Christian Søndergaard den 27. juli 2019. Siden ajourført af Rolf Meldgaard i forbindelse med Heavymetal.dks 25-års jubilæum i 2024. En vigtig tilføjelse er, at måneden efter udgivelsen af bloggen skete det uventede, at Mr. Bungle efter en pause på næsten to årtier fandt sammen igen. Først handlede det om 3 koncerter, men det endte ud i deres fjerde album, The Raging Wrath of the Easter Bunny Demo, som en genbearbejdelse af deres demoer fra 1986. Mr. Bungles retur blev generelt positivt modtaget, og de kan også opleves i år på Copenhell.
