Hatebreed af Christian Larsen
Hatebreed af Christian Larsen · Se flere billeder i galleriet

Copenhell 2024 - Hatebreed

Refshaleøen, København K

-

Officiel vurdering: 9/10

Fast hånd om Hades

Hatebreed er et mere end velkendt navn for de fleste, der på et eller andet tidspunkt har hørt metal. Og det er der en grund til. De har nemlig præsteret at ruske alle i kraven og spyttet eder i deres fjæs i over 30 år. Det amerikanske metalcoreband har igennem tiden haft masser af udskiftninger, og i dag er der kun tre af de oprindelige medlemmer tilbage – og af de tre har kun to været med hele vejen igennem. Det er dog alligevel en særdeles rutineret gruppe, der betrådte Hades-scenen lørdag eftermiddag på Copenhell 2024.

Hatebreed af Christian Larsen

Vi lever for det her

Allerede inden Hatebreed trådte frem på scenen, var publikum godt hypet op af den video, bandet havde smækket op på de store skærme, hvor forskellige musikere lovpriste Hatebreed og deres betydning for metallen. Det var publikum helt med på, og da Jamey Jasta i front og resten af bandet endelig indtog scenen, så kom de flyvende fra start. Mange bands benytter sig af diverse kendingsmelodier osv., men jeg tror aldrig, jeg før har set sådan en lovprisningsvideo gøre et så godt afskub til en koncert.

Jasta er den ultimative opildner, og da han skrålede ud over publikum, at deres job var at sørge for, at vi ikke ville have nogen stemme tilbage efter deres sæt, så troede man på det. For bandets erfaring og evner var hele koncertens længde igennem umulige at overse. Alle i bandet havde deres faste rolle og plads, sangene kom som fantastisk knusende perler på en snor, og der var ingen slinger at finde nogen steder. Så på trods af den råbende vokal og fræsende guitarer var man helt rolig i Hatebreeds faste knytnæve. Jasta styrede både band og publikum med sikker næve og formåede at vride al energi ud af publikum.

Pitten og resten af publikum var med fra start og hele vejen igennem koncerten, og særligt da klassikere som ”Destroy Everything” og ”Live for This” og ikke mindst ”Looking Down the Barrel of Today” blev spillet, var det svært ikke at blive revet med. Både af bandets fremtoning og musikalske evner, men også af publikummet, som i den grad gik til stålet. Der blev skrålet med helt fra scenens kant og til bagerst på bakken. Sådan skal et show godt nok leveres.

Hatebreed af Christian Larsen

Fællesskrål på Bakken

Hatebreed er legender af en årsag. Denne koncert beviste på alle måder, at Hatebreed måske nok er rutinerede, men de ser aldrig ud til at kede sig, eller som om Copenhell bare var et stop på turnéen. Jastas dundrende røst, bandets massive breaks, den åndssvagt kæmpestore ”Ball of Death”, der fløj rundt på menneskehavet foran scenen, og ikke mindst det veloplagte publikum skabte en medrivende oplevelse, som man skal være lidt af en gammel sur mand for ikke at elske.

Hatebreed af Christian Larsen