Lykke Nielsen Photography
Ikke den helt sædvanlige historie
Historien om Mnemic fra Aalborg er for en gangs skyld ikke den sædvanlige historie om det store gennembrud, der var snublende tæt på. For aalborgenserne fik faktisk gennembruddet, med pladeudgivelser på Nuclear Blast, fast rotation på MTV (dengang det rent faktisk var en musikkanal), konstant turnéaktivitet verden over og kæmpekoncerter på Roskilde, Copenhell, med Metallica og så videre. Alligevel løb deres karriere ud i sandet med tiden af alle de sædvanlige grunde. Min personlige historie med dem er til gengæld anderledes kort og udramatisk, for de var aldrig et band, jeg dyrkede dengang i nullerne. Vist kendte man da især kæmpehittet ”Door 2.12”, men det var stort set også det. Men når de nu er ved at sparke et comeback i gang, så var det oplagt at gøre op med fortidens undladelser og træde til i sidste øjeblik, når vores designerede anmelder, og ikke mindst kæmpe Mnemic-fan, var blevet syg.
Nostalgi kan nu noget
Dårligdomme var der til gengæld ikke meget af, da CMF’s største navn (måske endda nogensinde) løb på scenen. Der var propfyldt i salen, hvilket absolut ikke er nogen selvfølgelighed til denne festival, hvis eneste reelle minus er, at der ofte ikke er fyldt op foran hovedscenen. Det var tydeligt, at folk var kommet for at se Mnemic og ikke for bare at ’se giraffen’, nej, de var her sgu for at deltage fuldt ud i festen! Stemningen var fantastisk fra starten, og bandet var imponerende veltunet – især i betragtning af at det vistnok kun var deres anden koncert (men den første i Danmark) siden genforeningen. Det var faktisk umuligt ikke at lade sig rive med, også selvom man som jeg (stadig) mener, at det hele lyder lidt ens og Fear Factory-agtigt.
Aftenens fokus var forståeligt nok de to første albummer, Mechanical Spin Phenomena og især The Audio Injected Soul, der udkom for 20 år siden. Bedømt på publikumsreaktionen var det bestemt ikke nogen dårlig beslutning. Især fra ”Ghost” og frem var der konstant gang i pitten, og at det her betød noget særligt for de fleste, kunne man i den grad mærke. Udover at skabe en fest af de store viste Mnemic igen og igen, blandt andet på en sang som ”The Naked and the Dead”, at de tager det her comeback alvorligt. Kompleksiteten og de tekniske passager sad lige i skabet, faktisk hele vejen igennem.
Bandet fremstod med andre ord toptunet, og Michael Bøgballe, klædt som han var i et lækkert hvidt strandsæt, havde ikke glemt, hvordan man agerer som rockstjerne-frontmand. Vokalmæssigt klarede han både cleans og skrig på bedste vis, så det var i det hele taget ikke til at se, og slet ikke høre, at der var gået 20 år siden debuten. Meget imponerende, ligesom stemningen i salen var det – selv publikum fremstod pludselig 20 år yngre! Det hele sluttede, naturligvis, af med ”Door 2.12” og en solid omgang fællessang.
Hvor skal vi hen, du?
Skal man øffe lidt over noget, så var der efter min smag lige lovlig mange ting, der var båndet. Det gjaldt både effekter, keys og korsang. Der er selvfølgelig en praktisk/økonomisk virkelighed bag, men det havde nu været skønt, hvis det hele blev leveret live. Om man på forhånd var fan eller ej, så det var umuligt ikke at blive revet med af både band og publikum, og min personlige respekt for ’projektet Mnemic’ steg betragteligt denne aften. Nu bliver det så spændende, hvorvidt Mnemic formår at følge dette imponerende live-comeback op med ny musik. Deres stil hører jo mildt sagt en bestemt periode til, så hvordan de vil takle den udfordring, er et godt spørgsmål. Men vi var vidner til en imponerende start på et comeback, der forhåbentlig varer ved.
Sætliste
”Deathbox”
”Mindsaver”
”Blood Stained”
”Ghost”
“The Naked and the Dead””
”Dreamstate Emergency”
”Overdose in the Hall of Fame”
“DB’xx’d”
“Jack Vegas”
”Liquid”
”Door 2.12”