CL Photography
CL Photography

Copenhagen Metal Fest 2026 - Braindead

BETA2300, København S

Officiel vurdering: 7/10

Tarmslyngel

Hellere lille og vågen end stor og doven. Og nok er de endnu ikke verdens største headliner, men Braindead er i den grad vågne og ligger ikke på den lade side. De spillede deres debutkoncert i april dette år og er derefter stormet frem på den danske metalscene med old-school dødsmetal, som mutter plejede at lave den. Copenhagen Metal Fest er deres tredje festival i år, siden forsanger Katla Thorberg og guitarist Josefine ‘Joe’ Løth slog pjalterne sammen for at skabe et godt, gammeldaws death metal band, dog denne gang udelukkende med kvindelige medlemmer. Ligesom i de gode, gamle dage, da Dungeons And Dragons var farligt, håret var højt, nitterne spidse, og skinny jeans var et banebrydende stilkoncept, fandt bandet hinanden gennem en håndtegnet plakat. Scenen var sat med en afrevet tarmstump slynget om mikrofonen, og tarme giver jo som bekendt altid et rum en dekorativ charme. Spørgsmålet var nu, om de også kunne levere den følelse af autentisk, old school-dødsmetal, som de ellers har lagt for dagen. 

CL Photography

Tøsevokal

Her kommer mutter med kost og spand, for lige inden koncerten fik en fummelfingret koncertgæst vasket Betas gulv med sin øl. Efter en nødtørftig skuring med et viskestykke var scenen således sat med den gode, daggamle øldunst, der skal følge med old school dødsmetal på mindre spillesteder. ‘Nå ja, vi hedder Braindead’ kom Thorberg lige i tanke om, og med det indspark var vi ellers i gang med flyvende fremdrift. Det var ikke en langtrukken, pinefuld død, som Braindead slagtede os med, men derimod et direkte nakkeskud ved første blik. Både Carla Littles bas og Løths guitar gik fint igennem. Særligt den sidstnævnte udmærkede sig med svævende solier, der fik publikums lange, fimsede firserlokker til at blæse bagover. Folk var ikke helt opvarmede, men det virkede alligevel, som om de gerne ville støtte Braindead. Solveig Sørensen-Grumløse svingede stikkerne til klassiske dødsmetal-tempi på trommerne, og selvom rytmerne ej kunne kaldes nyskabende, så sad de lige i skabet. ‘Er I klar til lidt tøsevokal?’ spurgte Løth, og nej, det var vi ikke, for Braindead tog ingen gidsler hverken på instrumental- eller vokalsiden. Begge besad en hæsblæsende brutalitet.   

CL Photography

Desværre druknede Thorbergs vokal i guitarens fræs og bassens buldren. Når den fik plads til at growle mellem numrene, var hendes stemme ellers hæs med en fin bund og en solid stamme. Jovist, det er en ung vokal, der lige mangler den allersidste finesse med mere dybde, men dens growls ramte alligevel direkte i solar plexus og har aggressiviteten på sin side. Indlevelsen lyste ud af hendes øjne, og hele bandets scenenærvær virkede professionelt og autentisk. Bortset fra en generelt alt for lav mikrofon var lagene i lydens lagkage gennemgående fint disponeret. Desværre var der enkelte udsving som under “RIPPED TEETH”, hvor en sonisk knytnæve sammensmaskede lagene i lydlagkagen. Dette skal dog ikke ligge bandet til last, for på sange som “PUBLIC EXECUTION” og “ARTIFICIAL DISTORTIONS OF THE HUMAN BODY” viste de, at mutters opskrift på klassisk død var gået i arv, og at Braindead som dødsmutter forstod at svinge ikke kosten og spanden, men spaderne. Vi sluttede med et cover af Carnivore, og hvis man ikke da kunne mærke firsernes dødsdunstende ånde i nakken, så måtte man allerede selv have været et kognitivt kadaver. 

CL Photography

Ungt blod på gamle dødsmetalsække

Som evangelisten Markus skriver skal man ikke hælde ny vin på gamle lædersække, for så sprækker sækkene, og vinen rinder ud. Braindead hældte dog netop ungt blod på gamle dødsmetalformer, og der var risiko for, at de ville sprække. Det gjorde de ingenlunde - nej, det var vores trommehinder, der sprang! De viste, at genren lever i bedste velgående, og at bandets hæsblæsende fremdrift på metalscenen kun trumfes af deres tonsende rytmer og riffs. Intet træ spirer dog fuldt udvokset op af jorden, men skal først vokse mod himlen under vind og vejr. Braindead kan vokse ved at udvikle deres rytmesektion samt skabe en endnu mere solid basbund. Lyden på Beta var imod dem, så vi må have dem op på større scener - og hvis de fortsætter den eksponentielle stigning, som de er i færd med, så skal de nok komme til det.

Sætliste:

BRAINDEAD

PUBLIC EXECUTION

ARTIFICIAL DISTORTIONS OF THE HUMAN BODY

DEADLY PREMONITION

RIPPED TEETH

GIRL SUPREMACY (CARNIVORE COVER)

CL Photography