Hej og farvel, min elskede

Svalbard har længe været en af mine store kærligheder, sammen med genresøskende Deafheaven og MØL. Deres mere hardcoreprægede version af blackgaze har siden deres 2020-album, When I Die, Will I Get Better, ageret baggrund for alt fra læsning til kærestesorg. Jeg var derfor utrolig spændt på og samtidig trist over at få muligheden for at anmelde deres sidste koncert i Danmark. Den skulle finde sted til A Colossal Weekend i Store VEGA. Desværre skulle den her sidste koncert også være mit første møde med dem i liveomgivelser, og jeg var derfor klar til en melankolsk oplevelse af at sige både hej og farvel til et band, der har været med mig gennem både tykt og tyndt.

Følelser, der blev druknet i dårlig lyd og forkølelse

Da Svalbard trådte på scenen under blå lyskegler og begyndte at spille, måtte jeg desværre meget hurtigt erkende, at dette ikke helt ville blive til den enkelte emotionelle hilsen på gruppen, som jeg havde håbet på. Der var skruet så meget op for stortromme og lilletromme, at man knap nok kunne høre rytmeguitaren og bassen, der ellers lægger det harmoniske fundament for de følelsesladede leads og vokaler, som kendetegner gruppen. Især under blastbeats og rytmisk aktive sektioner kunne dette mærkes, da de akkordrundgange, der netop gør de melodiske elementer så følelsesmæssigt intense, var så svære at finde, at det egentlig kunne have været lige meget med rytmeguitar og bas.

Vekslen mellem de to forsangere Serena Cherry og Liam Phelan led desværre også lidt. Cherry kunne ikke helt ramme de rene vokalmelodier, der er blevet mere prominente med tiden i Svalbards musik, på grund af sygdom. Det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved for et band på deres farvelturne, men diverse falske toner i de melodier, man har hørt så mange gange, hjalp heller ikke på en helhedsoplevelse, der allerede blev trukket ned af en dårlig lydmand. Publikum lod heller ikke til at være lige så tændte under sangene, som man ville have forventet af nogen, der så et ikonisk bands sidste optræden i deres land.

Svalbard spillede dog godt. Af det, man kunne høre, var det en tight og følelsesladet optræden for dem. Cherry måtte flere gange stoppe med at snakke til publikum, fordi hun blev overvældet af responsen mellem sangene. Phelan vekslede mellem at springe rundt på venstre side af scenen og at skrige ind i mikrofonen, og rytmesektionen fulgte med med deres egen indlevelse i optrædenen. Flere sange bragte også følelser frem i mig på baggrund af scenenærværet og mit kendskab til dem såsom ”Lights Out” fra 2023’s The Weight of the Mask, hvis enorme og episke afslutning sad lige i skabet. Her mærkede jeg endda en lille tåre falde. Den kamp mellem depressiv lyrik og sørgmodige, men varme leadmelodier, der betegner deres lyd, var stadig til stede; den blev blot overdøvet af dårlig lyd.

Trist at sige farvel på denne måde

Efter Svalbards sæt var man derfor efterladt med en bittersød fornemmelse. Jeg var glad for endelig at have oplevet dem, men utrolig trist over, at det var på disse præmisser. Og så endda sidste gang! Lilletrommen og stortrommen var for prominente, og Cherrys vokal, grundet hendes sygdom, var ikke lige så effektfuld, som den er på plade. Dette spændte ben for, at publikum fuldstændig kunne indleve sig i sangene. Gruppens sammenspil og nærvær fejlede ikke noget, men på grund af de bredere omstændigheder, var det som om, at der ikke helt var en forbindelse til den varme, glæde og taknemmelighed, man kunne se på scenen.