Foto: Rolfrawphotos
Foto: Rolfrawphotos

A Colossal Weekend 2026 - A.A. Williams

Lille VEGA, København V

Officiel vurdering: 8/10

Heavymetal.dk beklager!

Beklageligvis har vi her på Heavymetal.dk aldrig anmeldt den engelske singer-songwriter A.A. Williams. På trods af hendes glimtvise samarbejde med Cult of Luna-frontmand Johannes Persson, ligger hendes drømmende, tungsindige gotiske post-rock da også et stykke fra, hvad vi normalt beskæftiger os med. (Desværre fik vi ikke besøg af Persson denne aften, det havde jo ellers været oplagt, da Cult of Luna som bekendt havde besøgt ACW dagen før). Alle Williams’ udgivelser har siden debuten i 2019 været i fast rotation på denne anmelders pladespiller, så nu var det endelig tid til at gøre noget ved fraværet af A.A. Williams her på sitet.

 Rolfrawphotos

Skønhed, nærhver og intensitet

Efter Sunkens opvisning i hvordan man laver atmosfærisk black metal, måtte jeg således haste over i Lille VEGA, en smule bekymret for hvordan Williams mon kunne følge op på så voldsom en oplevelse, som jeg lige havde været vidne til. Den bekymring var heldigvis helt ubegrundet. Jeg og resten af den tæt pakkede sal blev med det samme helt opslugt af de smukke, melankolske toner og ikke mindst det afdæmpede, men alligevel intense nærvær oppe fra scenen. 

Der blev ganske modigt lagt ud med to sange, de aldrig har spillet før, men Williams tryllebandt os fra starten. Selv under de helt stille passager som i ”Love and Pain” var der nærmest ingen snak blandt publikum – en sjældenhed til en koncert i København desværre. Det blev endnu mere udtalt under den hypnotiske ”Wolves”, fra det kommende album, en sang der viste, at Williams langt fra er løbet tør for de smukke og voldsomme sange, der har været hendes varemærke især siden Forever Blue fra 2020.  Det er måske nok uretfærdigt at sammenligne kunstnere fra forskellige genrer,  men selvom de begge leverede godkendte koncerter her på ACW, kunne både Slow Crush og Blackwater Holylight godt nok lære noget af det engelske vidunders evner udi at kombinere skønhed og intensitet.

Eneste minus denne aften var min evindelige klagesang over brug af backing track, for selvom Williams havde to dygtige musikere med på scenen på henholdsvis guitar/keyboard og trommer, sprang fraværet af en bassist i øjnene. Der er jo bare noget, der hedder praktisk og økonomisk virkelighed, når man arbejder i musikundergrunden, så det bliver vi nødt til at tilgive. Og når koncerten sluttede af med tunge og gåsehudsfremkaldende versioner af ”Melt” og ”Evaporate”, var det trods alt overkommeligt at se bort fra denne sten i den musikalske sko.

 Rolfrawphotos

Confessions of a kyniker

Det kan godt være, at det lyriske univers A.A. Williams kredser om med knuste hjerter og tvivl på alt og alle – ikke mindst sig selv - ligger milevidt fra denne gamle, gråhårede kyniker, men musikken, stemmen og stemningerne rammer mig lige der, hvor det skal. Det gjorde det også denne aften, hvor kun et sæt, der burde have været en tand længere, og for få folk på scenen trak ned.

 Rolfrawphotos

Sætliste

”Poison”

”Just a Shadow”

”Love and Pain”

”Wolves”

”For Nothing”

”Melt”

”Evaporate”