CMF 2021 - Lamentari

CMF 2021 - Lamentari

Amager Bio, København S

CMF 2021 – Lamentari

Symfonisk blackmetal fra øverste hylde

Med Missa Pro Defunctis fra starten af 2020 slog Lamentari benene fuldstændig væk under de fleste danske anmeldere og blackmetal-fans i det hele taget. Uheldigvis gjorde Corona det umådeligt svært for gruppen at følge op på succesen. Men på CMF var chancen der endelig, da Lamentari havde fået lov til at åbne ballet fredag på den store scene i Amager Bio.

En mørk messe

At Lamentari dog allerede er slået i gennem, blev man overbevist om, så snart man trådte ind i Amager Bios godt fyldte sal. Metal-Danmark har tydeligvis lugtet lunten. Scenen var smagfuldt udsmykket, blandt andet med et imponerende antal (edit: mere eller mindre) levende lys, og der var dermed lagt op til en stemningsfuld og mørk messe.

Det kan godt være, at den nemme beskrivelse af gruppen er ’Nightwish plus Ghost spiller blackmetal’. Personligt har jeg aldrig ment, at shredding og black hører sammen, og jeg foretrækker min blackmetal ond, stemningsfuld og brutal eller depressiv. Men Lamentari leverer på så højt et niveau, at det er umuligt ikke at lade sig rive med. Er de landets dygtigste orkester? Jeg tror det, og live fungerer det for mig endnu bedre end på deres EP fra sidste år.  

Gruppen optræder som bekendt i en lidt teateragtig udgave af den klassiske corpsepaint. Undervejs trådte enkelte bandmedlemmer denne aften lidt ud af karakter, for de havde det tilsyneladende lidt for sjovt undervejs. Det tilgav man dem hurtigt. Man kunne dog godt savne lidt mere dybde i showet. Når det hele nu var så gennemført, hvorfor så ikke tilføre lidt mere egentlig historiefortælling, så det teatralske gav mere mening? Og så mangler nogle af deres lange numre, for eksempel den nye single, ”Nihilitatis”, simpelthen nogle flere riffs, der bliver hængende, når sangen er slut. I stedet lader gruppen sig nogle gange rive med af egen formåen og fortaber sig dermed til overdreven lir.

God rejse!

Efter 50 minutters opvisning må man på trods af enkelte kritikpunkter smide sin skepsis overbord og konstatere, at Lamentari har hele pakken: De spiller fremragende, de kommer udover scenekanten som få, og de smider en masse ressourcer i at levere en komplet pakke med show, udsmykning og kostumer. Det varer vist ikke længe, før de skal ud og overbevise resten af verden om det, vi allerede godt ved i Danmark.

8/10

Tilføj kommentar