Blood Incantation, Paul Riedl. Copyright: Sebastian Dammark / @idoconcerts · Se flere billeder i galleriet
En tung dag til det oplagte koncertvisit
Med udsigt til fire dages koncerter på Refshaleøen startende dagen efter kunne negative røster sagtens brokke sig over timingen af Blood Incantations besøg i Smilets by. Nuvel, men når der er tale om et visit på deres Absolute Elsewhere-tour, får piben en anden lyd. I hvert fald for mig. Så må strabadserende festival de kommende dage blive de kommende dage.
Det er intet mindre end tredje gang, bandet er i landet på denne tour. De to foregående koncerter har affødt et væld af kranier herfra med de ultimative ti for deres optræden i Amager Bio og næsten en gentagelse for afslutningen på Copenhells næststørste scene på fjerdedagsnatten sidste år. Begge koncerter centreredes om fremførelsen af Absolute Elsewhere fra start til slut.
Siden har bandet i år udgivet All Gates Open, et sfærisk svævende soundtrack til deres film om tilblivelsen af netop dette mesterværk fra 2023. En kort stund slog tanken mig, om bandet kunne finde på at fremføre en af de fire ambiente, men heller ikke koncertvenlige skæringer derfra. Denne egentlig irrationelle tanke slog ned i mig, ikke mindst da jeg gik på opdagelse i aftenens opvarmning – et navn, der ligesom opvarmningsbandet til koncerten i Amager Bio, virkede en smule aparte til en progget dans på dødsmetal.
Det findes kun lidt information og musik fra tyske band Tschaikowsky & Kann, som på aftenens sæt havde overtaget opvarmningstjansen fra den ellers oprindeligt annoncerede Nate Mercereau. Beskrivelserne indeholder eksempelvis 'sfærisk', 'meditativ' og 'tidsløs' – prædikater, der også kan sættes på hovednavnets nye soundtrack. Duoen består af guitarist Niklas Tschaikowsky og Leonhard Kann på synthesizer, samt alskens soniske input til at give en sfærisk signatur.
Tschaikowsky & Kann
Dét, der vakte min interesse inden deres entre, var sceneopsætningen. Med et væld af lave racks med tangenter og knapper, monitorer, pedaler og kabler lignede gulvet mest af alt noget, der var gjort klar til en omgang omvendt 'jorden er giftig', hvor kun de mindre arealer af gulv må betrædes. Det eneste til at bryde den lave profil var en stander med to guitarer samt en taburet. Mens jeg tog scenen i skue, brusede Totos ”Africa” ud af højttalerne, og i minutterne derefter kom aftenens opvarmningsmusikere på scenen, ganske i hvidt, Tschaikowsky barfodet og Kann i sorte Dr. Martens. Måske lagde jeg mærke til den detalje, fordi den understregede min uvished på, hvad der nu kom. Det kunne blive i øst og i vest.
Straks blev den lave opsætning opklaret, for Kann satte sig ned i skrædderstilling i sin rundkreds af udstyr – Tschaikowsky på taburetten. Og herfra fremførte de så musik. Tilstrømningen af gæster på Voxhall må have betydet, at flere ikke kunne se, hvad der foregik på scenen. Men det var egentlig også sagen underordnet – denne musik var frembragt for auditiv opmærksomhed. Med let fingerspil på den akustiske guitar skiftevis supporterede og styrede Tschaikowsky de ambiente sangstrukturers univers, som de udfoldede sig med Kann som spejl i styring og tilbageholdenhed på de to keyboards, han skiftede position imellem. De supplerede hinanden godt. Musikken flød uhindret rundt, afsøgende og undersøgende. På ét nummer med en tungere, definerende basrundgang, på andre med sart synth, som justerede fuglefløjt. Undervejs nåede jeg at blive mindet om, hvorfor musik med mikrovariationer i et ellers langt loop af gentagelser er så dragende at gå på opdagelse i, i de små transformationer, der hele tiden blev frembragt. Og med det ligger der egentlig også en pendant til aftenens hovednavn: ved det grænsesøgende, det kosmiske, nærmest meditative rum væk fra genredefinitioner. På et nummer sang Kann falset med autotune og fik på den måde understreget modsætningen mellem det organisk flydende og det kunstigt frembragte, en spændvidde, der hele tiden var til stede. Og publikum kvitterede med imponerende opmærksomhed (ingen snak, af hjertet tak) og pænt med pæn applaus. Tschaikowsky & Kann benytter sig af rolige klanglandskaber og peger indad, det samme gjorde den primært blågrønne lyssætning. Det gjorde sig også gældende på aftenens sidste nummer, hvor Tschaikowsky via sin elektriske guitar frembragte en klangbund, der mest af alt mindede mig om hvalsang. Undervejs i sættet blev der ikke sagt et ord til publikum – og det passede faktisk fint til det introverte udtryk.
Hvis nogen skulle lykkes med sådan en 'opvarmning' til en koncert, der bevæger sig rundt i døds- og ektremmetallens proggede kroge, måtte det være i aften, det passede.
Blood Incantation
Aftenens hovednavn behøvede nok ikke større armbevægelser for at sørge for en klar sal. Et udsolgt Voxhall havde brug for så meget frisk luft, at siderne blev åbnet, hver eneste gang muligheden opstod. Men kl. 21.03 var lyset og luften udefra uvelkomne gæster, og vakuummet kunne sænke sig over et tætpakket gulv, hvor samtalerne just forinden havde spejlet den forventning, der lagde sig om salen.
Efter en kort introduktion satte Blood Incantation i gang med fremførelsen af Absolute Elsewhere i kronologisk rækkefølge. Til salens udelte begejstring. Hurtigt måtte to roadies dog ind og justere ved sanger og guitarist Paul Riedls pedalopsætning, så det blev en lidt hektisk indgang til den ellers monumentale ”The Stargate [Tablet I]”. Men fra det øjeblik, hvor lyden faldt i hak, så Riedl og band sig ikke tilbage. I hæsblæsende tempo, med fænomenalt samarbejde og excentriske evner sønderspillede bandet deres mesterværk i de to numre ”The Stargate” og ”The Message”, hver med deres tre afsnit. Stringent, fandens tight og så alligevel med en nonchalant og på enkelte anslag let legende tilgang til for eksempel bækken- eller trommefills fra sublime Isaac Faulk. Men de spillede alle fænomenalt, og det er helt tydeligt, at tilføjelsen af tour-musiker John Gamiño på keyboard og kor gav fremførelsen den ekstra flydende pondus, der er brug for. Musikken dundrede derudad, så åndedrættet nærmest stod stille. Med flænsende tappingsoloer, konstante tempo- og stilskift, breaks, flydende faser og skift mellem den velkendte growl og ren sang. Intet mindre end overlegent gennemført.
Det er mig en gåde, hvordan det lykkedes at spille noget så teknisk krævende med alligevel så løs hånd, at jeg flere gange måtte trække et smil ned fra over ørene og en kæbe op fra gulvet.
Og det var, som om jeg ikke var den eneste, der var totalt opslugt af at indtage og opleve samspillet, de tonsende riffs, de synthede stykker, temporidtene, den 70'er-inspirerede prog. Som deltager i koncerten gjorde det mig passiv, opslugt beskuende af den musikalske genialitet, der udsprang for øjnene af mig og knap så meget tilbageleverende af energi og glæde. Og sådan lod det også til, at bandet så det, for de forsøgte flere gange at gejle publikum mere op. Mod slutningen af opvisningen lod det til at have en effekt, men først rigtigt hen mod de sidste rundgange af Absolute Elsewhere.
Herefter fik vi en tretrinsraket, også kronologisk set, med ”Vitrification of Blood (Part 1)” fra debuten Starspawn, sublime ”The Giza Power Plant” fra Hidden History of the Human Race, sluttende med det vanvittige temporidt med ”Obliquity of the Ecliptic” fra EP'en Luminescent Bridge. Specielt førstnævnte faldt i særdeles god jord hos publikum, der nu var vågnet og gav bandet velfortjent kærlig feedback.
Inden koncerten havde jeg forsøgt at dæmpe mine forventninger – desværre ikke helt succesfuldt. Fik jeg det, jeg kom efter? Bestemt, og så alligevel ikke. Om det var tirsdag eller varmen eller dagen-før-Copenhell-mathed, stemningen nåede aldrig at løfte sig til et niveau i samme luftlag som musikken. Der manglede simpelthen den sidste brik, for at aftenen ville gå over i min koncerthistorie som en absolut favorit.
Men fantastiske. Imponerende. Gåsehudsfremkaldende. Det er Blood Incantation stadig.
Det blev til en aften i kontrasternes lys. Ikke så overraskende alligevel, men alligevel med større afstand end forventet. Det passer glimrende til Blood Incantations tilgang til musik og de strukturer, de opbygger om den. Det var ikke fejlfrit, men det var dybt, dybt imponerende, og Absolute Elsewhere står stadig tilbage som et monument inden for progressiv dødsmetal – eller hvilken genrebetegnelse man ellers prøver at lade det gå ind under, som ikke rigtig passer alligevel. Jeg havde måske sat næsen op efter mere, men der var alt andet lige stadig så rigeligt i det, der var, at jeg gik ud i sommernatten derfra med et kæmpe smil på læberne og med skridt i en afbrudt rytme, som en dansende Benny fra Olsen Banden. Som en afsluttende kontrast til musikkens tyngde og dybe seriøsitet.
Sætliste
The Stargate [Tablet I]
The Stargate [Tablet II]
The Stargate [Tablet III]
The Message [Tablet I]
The Message [Tablet II]
The Message [Tablet III]
Vitrification of Blood (Part 1)
The Giza Power Plant
Obliquity of the Ecliptic
