Gammel kærlighed ruster ikke – eks-emoerne leverer varen
Med et af de mest emo-klingende bandnavne på scenen har det amerikanske metalcoreorkester Miss May I efterhånden spillet sammen i 20 år. Det giver mig frem for alt en smule aldersangst, da undertegnede tydeligt husker, da bandets andet album, Monuments, udkom i 2010 – dengang jeg blot var en knægt på 18 år.
Eks-emoerne, som repræsenterer både bandet ogz bandets trofaste lyttere, er i mellemtiden blevet familiefædre og har invaderet parcelhuskvartererne. Men de har stadig enormt svært ved at tilpasse sig den konforme musikalitet, som cykel-lycra-mellemledere, maratonløbere og selvudnævnte grilleksperter sværger til. Nå ja, de fleste metalfans kender vel typen, der automatisk nævner Rammstein som det første, når man fortæller dem, at man hører metal ...
Jeg tør vædde på, at de fleste eks-emoer og metalcoreentusiaster stadig placerer en hel del af deres identitet i de sene 00’ere, hvor bands som Avenged Sevenfold og Killswitch Engage dominerede playlisterne. No Place For Me er det ottende udspil fra Ohio-kvintetten Miss May I, som igennem hele deres musikalske rejse sjældent har skruet ned for intensiteten. Hele seks singler er smidt ud siden august sidste år, så over halvdelen af skiven har været tilgængelig inden den officielle udgivelse. Men Miss May I har altid været et band, der holder stædigt fast i rødderne.
Teknisk overskud og bevaret aggressivitet
Albummet skydes i gang med "Sanctuary", og hvis man skulle have haft bekymringer om, hvorvidt bandet var på vej mod en mere tandløs og mainstream kurs, bliver de hurtigt fejet af bordet. Eller gør de? Hårdheden i versene er helt efter bogen, men de rene vokalsektioner fylder mere end tidligere. Der er dog lang vej igen på pladen, og takterne er absolut fine fra start.
På "Portrait of Pain" får vi ekstremt meget af den gamle skoles metalcore. Her er ingen elektroniske elementer eller forstyrrende lyde – blot guitar, bas, trommer og en vokal, der ubesværet veksler mellem det rasende og det melodiøse. Man bemærker straks, hvor teknisk dygtige musikerne er, og særligt visse guitarriffs ville give selv den mest garvede Guitar Hero-spiller krampe i fingrene.
Desværre stifter vi også bekendtskab med en mere moderne, elektronisk udgave af genren på nummeret "Pray For Silence". En massiv elektronisk intro og en stærk emotionel vokal giver mig et kort sekund frygten for, at det hele slår om i poppet fyldstof. Men gutterne redder den heldigvis i land, og anden halvdel af nummeret skydes afsted med blændende intensitet.
Miss May I spiser os dog ikke kun af med ren standardmetalcore; der er også stærke elementer af både melodisk dødsmetal og thrash sprøjtet ind i mikset. For at spotte disse genrer skal man nærlytte mere til trommerne og guitarerne end til vokalen, som er så klassisk metalcore, som den overhovedet kan blive. Blastbeats, lynhurtige melodiske riffs og et generelt tårnhøjt tempo på flere af numrene cementerer, at drengene har lært et og andet i løbet af deres to årtier i branchen.
Blandt højdepunkterne finder vi "Hand Me A Halo", der starter som lyn og torden, omend den rene vokal får lige lovligt meget spilletid i forhold til den forvrængede growl. "Die On The Vine" er til gengæld et skidegodt metalcorenummer helt uden pis – som metalcorekonservativ får man her præcis dét, man higer efter. På anden halvdel af pladen får vi generelt set et højt niveau af teknikalitet, super catchy omkvæd og også et par enkelte fremragende guitarsoloer. Pladen bliver rundet af på bedste vis med nummeret "Highbrow Thieves", som sætter et stærkt og velkomponeret punktum.
Ja tak til mere af det gamle
Alt i alt er der en skøn overvægt af den gode, gamle og aggressive metalcore, som i sin tid bragte genren helt frem i søgelyset. Hvis du er til bands som As I Lay Dying (fra før frontmanden forsøgte at hyre en lejemorder til sin kone), August Burns Red eller de klassiske Killswitch Engage-plader, må du simpelthen ikke snyde dig selv for No Place For Me.
Som en, der har fulgt bandet i adskillige år, er jeg langtfra skuffet. Den lidt mere fremtrædende rene vokal vidner måske om en mere moden tilgang til sangskrivningen, men det sker heldigvis helt uden at gå på kompromis med den instrumentale tyngde og intensitet. Miss May I leverer en solid, energisk og trofast plade, der beviser, at de slet ikke er færdige med at sparke røv.
