Stricking 13

Aftenen blev skudt i gang med en slagkraftig kommentar. ‘You stole my wife!’, råbte en mand blandt publikum til Striking 13’s trommeslager, som så både forvirret og beklagende ud. Det kunne have hylet ham ud af rytmen, men det skete ingenlunde. Tværtimod spillede han med så taktfast og sikker hånd, at man godt kan forstå mandens kone. Trommetnes lyd var til tider en anelse for langt fremme i lydbilledet, og særligt den til tider flade hardcoretrommelyd punkterede oplevelsen en anelse. Hvis man så bort fra denne mindre anke, så mestrede trommeslageren at skabe velplacerede temposkift under sin taktfaste tonsning, hvilket holdt energien oppe sættet igennem. Guitarens toner piblede som en bæk over rytmernes stenede flodbund og endte i et brusende vandfald af veleksekverede guitarsoloer. De fyldte hverken for meget eller for lidt, selvom også de led en anelse under den lydkvalitet, der til tider tilmudrede riffenes klare kildevand. Vokalen var hardcorehård, hæs og uden ret mange toner i livet … men på en eller anden måde var det lige, som det skulle være. Det forekom ægte og ramte som en sonisk skalpel lige ind i den klassiske hardcoreåres pulserende nerve. Desværre lå vokalen relativt lavt i lydlandskabet og gik til tider tabt i de andre instrumenter. Min ven – der efterhånden nok bør bytte sine loops ud med en høretragt – opfangede nærmest ikke vokalens spæde bjæffen. Det var ærgerligt, når Striking 13 ellers spillede så upåklageligt. Lydproblemerne til trods skabte de en god energi, der gav mig lyst til at løbe i cirkler som en golden retriever efter sin hale. Desværre var publikum nogle dovne hunde. Der forekom ingen omrøring i menneskemassen omkring mig – og hvis jeg ikke selv har været vidne til en moshpit under en koncert, så var den der ikke. Sådan er reglerne bare. Basta. Publikum havde ikke en fest, men det havde jeg, og med så stor en energiudladning fortjente Striking 13 en moshpit. Muligvis skyldtes ungdomssløvsindet blandt publikums grånende hardcorehoveder den manglende publikumskontakt fra bandet. Ud over at bede folk om at tippe deres bartendere var talen til publikum yderst sparsom. Med bedre lyd og mere selvtillid vil bandet dog kunne drive det vidt i hardcorescenens hårdtslående niche.

8/10

Sworn Enemy

‘Hip hurra – det' min fødselsdag, det er i dag den dag, jeg kom frem og sagde, vi er Sworn Enemy fra New York, få så gang i den circle pit og smadr hinanden!’, som Seebach jo som bekendt synger. Eller noget i den stil. Sworn Enemy havde en fødselar blandt sine medlemmer, som blev fejret med sang og lykønskninger. Der var ingen lagkage, så han måtte slå sig til tåls med at se publikum uddele huskekager i pitten. 

Måske var det fødselsdagskulderet, der vækkede publikum til dåd. I hvert fald formåede Sworn Enemy at skabe flere store og brutale circle pits. Disse var trygge og rare at være i. Der har været en del palaver på den internationale core-scene med crowd killing, skrællede banankostumer og bevidst tabte crowd surfers, så var det rart at se, at der stadig herskede god moshpit-etikette her. Det var nærmest umuligt at holde fødderne i ro til Sworn Enemy, og de holdt energien højt gennem størstedelen af koncerten. Der var et vist dyk i fremdriftskraften til sidst, men bandet genfandt hurtigt det two-steppende fodfæste og hev publikum med sig til bal. Vokalen havde en anelse bedre vilkår end under Striking 13, men manglede stadig den sidste volumen. Dette bemærkede forsangeren selv under lydprøven, så det kan man ikke klandre ham for, selvom det påvirkede den samlede oplevelse. Bortset fra det bjæffede vokalisten som en vred hardcorekøter med hundegalskabens brusende fråde i mundvigen. Trommeslageren havde vist ikke stjålet nogens kone denne gang, men han spillede nu alligevel særdeles upåklageligt klassisk hardcore… med et tvist hist og her. Bas og guitar indgik i en smuk symbiose af smadder, og generelt var guitaristerne gode til at give hinanden plads med en ligelig fordeling af tid i rampelyset, hvor de affyrede træfsikre maskinpistolssoloer. Sworn Enemy har været aktive siden anno domini 1997, og der skal efterhånden en hel skovbrand af lys i fødselsdagskagen. De mestrer den klassiske hardcore, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt, og leverede den mest hårdtslående fødselsdagssang.

8/10

Biohazard

Ikke alt det, der skinner, er guld. Men både hiphoppens guldkæder og tung metal funkler i solen, og som en tyvagtig skade har Biohazard samlet elementer fra begge genrer i samme rede. De har pioneret hardcoregenren og været med til at definere 90’ernes lydbillede, efter de kom til verden i 1987. Efter et vist spring i diskografien udgav de Divided We Fall sidste år og var denne aften vågnet til dåd for at optage materiale til kommende musikvideoer. Publikumskontakten var allerede etableret inden koncertens begyndelse, da medlemmer af bandet var at finde blandt publikum med en øl i den ene næve og den anden løftet mod loftet under Sworn Enemy. Nu var spørgsmålet så, om de også kunne levere den energi på scenen.

Elefanten i moshpitten

Hardcorescenen har trangere kår herhjemme end i USA. Alligevel var pladsen foran scenen ligeledes trang under Biohazard. Man måtte forsvare sit sted ved fronten, og det var umuligt at skrive noter under selve koncerten, da jeg kæmpede for mit liv ved pittens rand. Sådan skal det være! Publikum var varmet godt op og viste sig fra sin allerbedste side. Måske hjalp Biohazards rullende kameraer på publikumspræstationerne, for der var både crowd surfers, stage divers og moshpits en masse, for muligheden for at optræde i en musikvideo giver et vist skud adrenalin. Bagsiden af medaljen var, at Biohazard til tider virkede mere optaget af at skyde en fed video end at være nærværende på scenen. De genfandt altid hurtigt publikumskontakten og var gode til at uddele knuckles ved bølgebryderens brænding, men deres opmærksomhed vandrede til tider mod videokameraernes evigt observerende linse, så de virkede mindre nærværende. Enhver instruktør ved, at ikke alle scener er i kassen ved første skud, og det gælder ligeledes musikvideoer. Derfor fik vi også den samme sang to gange, og det var måske lige en gang for meget. Jeg husker denne sang som værende “Fight To Be Free”, men kan selvfølgelig huske forkert og lægger mig derfor ikke fast på dette udsagn. Bortset fra denne genganger var sætlisten velsammensat med en blanding af nyt og gammelt. Vi fik hits som “Urban Discipline” og “Punishment” leveret med sikker hånd på guitarernes gribebræt. Og vi undgik fint sange som “America” og “Master Race”, for Biohazard fik sig en mildest talt uheldig begyndelse med tekster, der kunne forbinde dem med den yderste højrefløj. Den heilende elefant stod denne aften meget langt mod bagtæppet. Nazi-Dumbos tilstedeværelse i rummet blev kun et øjeblik subtilt påtalt, da bandet lige skulle minde os om, at en sang altså ikke handlede om politik, men om en livserfaring grundet i kampen for overlevelse ved livets brandpunkter. Det var egentlig en meget fin afstandtagen, der ikke fyldte for meget. Nuvel, nu er elefanten påtalt, og så er vi ellers færdige med at marchere i den manege af et meningsminefelt. 

Biohazards rytmer er klassiske, riffene og vokalen ligeså … men desværre forekom de ofte sammenmudrede. Jeg overhørte enkelte blandt publikum konversere om, hvorvidt backingtracks kunne have påvirket lydbilledet negativt. I så fald har disse tracks’ funktion muligvis været at understøtte musikvideoen, men det er blot en hypotese, som jeg ikke tør hverken bekræfte eller benægte. I alle fald var lyden til tider direkte rædsom, og vokalen druknede i den instrumentale lydsides kakofoniske kaosvande. Lydens ringe kvalitet lagde en ærgerlig dæmper på, hvad der ellers var en fin koncert med en glimrende sætliste, høj guitarføring og god energi. Alt spillede, men vi kunne bare ikke rigtigt høre det. I hvert fald ikke, hvis man er blandt dem, hvis trommehinde er blevet mere udbanket end et hardcoretrommeskind. 

7/10