Arkivfoto - Rolf Meldgaard
Hvorfor hedder I Swartzheim, hvis I ikke spiller black?
Svartkonst var netop trådt af scenen - denne gang ikke grundet tekniske problemer. Efter den gedigne omgang blackened svenskerdød forventede man ved første øjekast mere af samme skuffe, måske endnu mørkere og ondere. Swartzheims navn lyder nemlig som et black metalband med en blakket fortid… det var min sidemand i hvert fald overbevist om, at de var. Men ak nej, det var ikke de norske fjelde, tyske borge eller svenske granskoves sortgrønne mørke fyldt af vildsvin og ellefolk, der var vores destination i aften. Nej, vi skulle skam bare et smut hjem til Aarhus til thrashens genbrugsplads. Genbrug kan som bekendt være guld… men det kan også være noget værre ragelse i form af thrash uden h. Swartzheim støver dog thrashgenren af med inspirationer fra hardcore og arven fra Bay Area. De har høstet alt fra 9 til 4 kranier for deres liveoptrædener, så det kunne gå begge veje. Ville vejret mon vende fra mod- til medvind for de unge gutter, eller havde de helt mistet ævret? Det måtte komme på en prøve.
Brainrot som lydprøve
Allerede under lydprøven blev Swarzheims alder og attitude cementeret. Iklædt gammelt Adidas-tøj lignede de nogle, der enten havde røvet eller arbejdede i Episodes herreafdeling. Der var dog ikke meget Jonathan Davis over dem, for forsanger Jeppe Fugleberg manglede palietterne på sit tracksuit… samt alt det andet. Fugleberg testede mikrofonen ved at skråle ‘skibidi, lå, lå, skibidi’, hvilket havde været særdeles sjovt, hvis man var 11 år. Som en, der gladeligt havde glemt Skibidi Toilet, vækkede det samme irritation, som når nogen synger “Baby Shark” for småbørnsforældre... men det var velsagtens en del af hele hans ‘fuck you’-attitude. Han var nærværende på scenen og kom særdeles godt både ud over og rundt på den med abekattespring, og alligevel manglede der lige den sidste autenticitet for helt at sælge seancen. Det var her, man lidt stod tilbage med en knude i maven: For de unge knøse arbejdede så ufatteligt hårdt på den scene. De tonsede ubønhørligt rundt, og det hele virkede som et særdeles sympatisk efterskoleprojekt. Men der manglede en råhed i den energi, som de bestemt ellers besidder til hobe, for de havde plads til både humor og en tur på den lange mikrofonline ud til publikumshavets ustadige vande. De gjorde det så godt, de kunne, men alligevel manglede der noget, som måske kun årenes gang kan lære dem - hvem ved. Deres arbejdsmoral var i hvert fald imponerende, og den kommer de langt på.
Det, der desværre også hæmmede koncerten, var lyden. Guitarerne gled ofte lidt for langt tilbage i lydbilledet, så man ofte gik glip af deres thrashede riffs i min side af salen. Den instrumentale lydside blev under tiden lidt for indstuderet og ensformig, omend bandet ofte blev reddet af kærkomne temposkift, der reddede sangene hjem på eksempelvis “Discarded”. Sebastian Vestergaards trommer var hæsblæsende hurtige og klassiske for thrash-genren, mens guitarriffene må være særdeles gode at køre knallert til. De satte i hvert fald pitten i flere omdrejninger end en toptunet knallert, og Swartzheim havde publikum i deres hule hånd. ‘Den her sang handler om at slå sig selv ihjel’ proklamerede Fugleberg, og det virkede, som om folk tog det som en opfordring til at dø i pitten. Bandet manglede således ingenlunde publikumskontakt, og de havde ligeledes en fin fremdrift under numre som “Thrown Away”. Energien blev da også bedre gennem koncerten, idet bandet spillede sig varmt. Desværre blev den punkteret af et malplaceret klaverstykke, der hverken lød godt eller havde nogen eksistensberettigelse i den hastigt fremhastende hardcore thrash-koncert. Fuglebjerg havde en sprød vokal på samme måde, som et knækbrød er sprødt - knasende, en anelse tørt, men ikke uden bid. Den savnede dog lidt dybde… men det kan man jo hverken forvente af thrash eller hardcore, og her giver to minusser altså ikke et plus. Men hvad kommer der så til at stå på bandets facit?
Så brug da din kendama
Ifølge Fugleberg havde Swartzheim spillet 2-3 gange på Studenterhuset, men aldrig for mere end 20 mennesker. Bandets benovelse over fremmødet var charmerende, og publikum kvitterede med fuld energi i pitten. Min største anke mod bandet er dog, at Fugleberg ikke viste tricks med den kendama, han havde hængende i bukserne. Sådan en havde min højskoleroommate også, og både kendamaen, påklædningen samt bandets energi gav et nostalgisk jag i hjertet til ungdommens hedengangne år. Desværre virkede nogle af numrene nærmest for formulariske og indstuderede, omend bandet gjorde alt for at tonse scenen tynd. Der manglede en rå følelse af, at der var noget ægte på spil - hvilket der sikkert også var. Hvis man ikke havde fået et par bajere og var hoppet i den sydende pits glødende arne, forekom koncerten dog en smule uforløst. Hvis de holder kadencen og får lidt mere livserfaring, kan det dog kun gå fremad for de gæve efterskolegutter - og jeg ønsker dem al mulig held og lykke.
