NOTBA4

Satanic Assault Division Interview

SAD interview SAD interview

Som optakt til Night of the Black Attack 2.0, fik vi en snak med de fire aktuelle bands, om deres syn på den danske metal scene, hvem de ser som værende det nye håb indenfor dansk black og meget andet. Det andet interview er med Satanic Assault Division.

Black metallen har fået en renæssance på det seneste, og vi ville gerne være med til at skabe yderligere fokus på en genre, der ellers var dømt ude. Derfor satte vi gang i Night of the Black Attack sidste år. Men føler I jer som en del af opsvinget, eller er det et individuelt udtryk?

Vi er 100 % noget for os selv. Vi lyder ikke som de andre nye danske bands. Hvis vi skulle minde om noget dansk black metal, så vil det måske være Horned Almighty

Sidste år havde vi et par gamle rotter i faget på plakaten til Night of the Black Attack. I år er det jer, Orm, Slægt og Solbrud, som repræsenterer den nye generation. Hvordan synes I, det står til med black metallen på den danske scene?

Der er ikke sket så meget. Bands som Slægt og Orm har fået en masse opmærksomhed. Danmark har en masse god black metal at byde på, og vi ser frem til, hvad der kommer i fremtiden.

Hvis I nærstuderer det hjemlige miljø, hvem mener I så kan kaldes for pionerer inden for genren?

Horned Almighty. Utroligt undervurderet band.

Hvis vi skal spå om fremtiden, hvem vil I så pege på som værende de bands, der skal bære faklen videre?

Jeg tror, Orm er et af de bands, der kommer til at gå rigtig langt. Slægt har også fået rigtig godt fat i udlandet, så de skal nok også nå langt. Men vi håber selvfølgelig, at det vil gå godt for alle bands i genren herhjemme.

Vi kender alle sammen ”The Big Four” inden for thrash. Men kigger vi på black metal, hvem ser I som værende de tilsvarende sværvægtere og hvorfor?

Det er svært at vælge. Efter min personlige mening, så vil det være dem her. Nummer 1: Mayhem, nummer 2: Marduk, nummer 3: Behemoth, nummer 4: Immortal. Darkthrone spiller ikke rigtig black metal længere, så derfor er det svært at tage dem med. Behemoth kan man også diskutere, om de spiller black metal eller ej længere, men vigtige, det er de i hvert fald.

Hvilke fire danske black metal-bands vil I mene, er et godt bud på et lineup til Night of the Black Attack 3.0?

Horned Almighty (altid, hvert år), Gespenst, Angantyr, Hexis.

Hvad mener I, at kernen af black metal er?

Musikken. Så kommer alt andet efter.

Coveret på Crucifixed er ret iøjnefaldende. Er chok, gys og gru lige så vigtigt som det musikalske budskab?

Musikken vil altid være det vigtigste, men denne musik går utrolig godt hånd i hånd med chok, gys og gru. Hvis der er noget, som er lige så vigtigt som musikken, så er det showet. Hellere spille et par fejl, men give et fedt show, end at stå stille og spille perfekt.

I forhold til de andre bands, der skal spille til Night of the Black Attack, så virker det til, at I fokuserer mere på den klassiske black metal med corpsepaint, satanisme osv. Mener I, at den klassiske black metal stadig har et budskab i 2017?

Det har den helt bestemt. Den klassiske black metal har stadig meget at sige. Det er den klassiske stil af black metal, der har inspireret os alle. Men vi er ikke helt som klassisk black metal. Satanic Assault Division er også groovy, men har stadig hurtige dele, og til tider går vi helt hen og nærmest spiller et rocknummer.

Hvad inspirerede jer i første omgang til at lave præcis den slags musik, som I laver?

Tilbage i starten var det meningen, bandet skulle være et enmandsprojekt. Det skulle være i stilen af Burzum, Nattefrost og Satanic Warmaster. Men efter det blev et live-band, har lyden forandret sig meget, og man kan nu tydeligt høre inspirationen fra punk. Der er også nogle amerikanere, som har sammenlignet os med bands som Deicide. Nu er det gået hen og blevet en smeltekilde af alt, hvad vi går og hører. Der er ikke nogen regler for, hvordan lyden skal være. Vi skal bare alle kunne stå inde for den.

Hvis vi forestiller os, at vi er i 2020, kører I så stadig den klassiske trve kvlt-stil?

He, he, med 100 % sikkerhed.

Hvad er, baseret på jeres erfaringer, det bedste råd, man kan give til eller få som et upcoming dansk metalband?

Det er svært at sige, men det vigtigste er, at man skal finde ud af, om det, man laver, har holdbarhed. Hvis man laver noget, man selv kan lide, er der nok andre, der også kan få noget ud af det. Så skal man bare tage at komme ud at spille med det så meget som muligt.

Hvad er planerne for Satanic Assault Division i 2018? Kan vi fx forvente en opfølger til Crucifixed?

Der er allerede en masse spændende ting på programmet til næste år. Vi har allerede booket koncerter, som ikke er offentliggjort endnu, både i ind- og udland. Og så vil der selvfølgelig også komme en opfølger til Crucifixed.

Tilføj kommentar