Machine Head: Interview

Machine Head

I forbindelse med udgivelsen af det nye album, "Through The Ashes Of Empires", besøgte Machine Head vores iskolde breddegrader på deres Europa tour. Jeg benyttede lejligheden til en lille smalltalk med "mainman" Rob Flynn og grydebanker Dave McClain.

Gennem de 10 år Machine Head har eksisteret, har bandet gennemgået en kolossal udvikling - både musikalsk og imagemæssigt. På de to første skiver, "Burn My Eyes" fra 1994, og efterfølgeren "The More Things Change..." fra 1997 stod den på tonser tungt Thrash, langt garn og råt image. I forbindelse med udgivelsen af "The Burning Red" i 1999 så man selveste Rob Flynn med kort og afbleget hår og stilen var gået over i noget mere moderne - også kaldet Nu-Metal. Denne stil fortsatte på den meget kritiserede "Supercharger" fra 2001.

The More Things Change
Vi skriver 2004 lige om lidt og Machine Head har endnu engang skiftet stil og image på deres nye udspil, "Through The Ashes Of Empires". Musikalsk er der igen kommet flere tunge Thrash elementer ind i billedet og Rob er endnu engang ved at få sig et ordentligt garn… Rob griner højlydt og siger: "It’s the more things change, dude", hvorefter han bliver lidt mere alvorlig og forklarer: "Det har vel et eller andet sted altid været kernen i hvad Machine Head er og hvad vi står for. Vi ændrer os hele tiden og har altid prøvet at føre tingene ud i forskellige retninger. Du har ret i at specielt i forbindelse med "The Burning Red" ændrede vi os radikalt med en del melodiske inspirationer. Vi spillede jo også det gamle Police nummer "Message In A Bottle", for ligesom at manifestere de nye melodiske tiltag og for at vise bandet fra flere sider. Vi har jo altid på en eller anden måde været melodiske... Jeg mener også at pressen var lidt efter os, og nogle havde tydeligvis ikke lyttet tilstrækkelig til f.eks. "Supercharger", til at give en objektiv mening om det.

Mange skrev kun om de, tilsammen to, tre minutter der blev rappet eller sunget melodisk, ud af et album der har en spilletid på omkring 50 minutter. Men for os var det på det tidspunkt det rigtige at gøre. Jeg ved da godt at der er nogen der syntes at det ikke er fedt når et band ændrer sig radikalt, men samtidig er der vel heller ikke mange der syntes at det er fedt at lytte til et band der ikke flytter sig og bare kopierer sig selv gang på gang. Det bliver hurtigt uinteressant. Vi tog den beslutning og ændrede os, vi blandede tingene og tog nogle chancer. Det tror vi på er det rigtige at gøre. Man skal prøve noget forskelligt, du ved, ikke alt kommer til at virke.
Der bliver prøvet en masse, der måske ikke fungerer, men man bliver bare ved til man finder det man føler er det rigtige. Problemet er selvfølgelig også bare at folk er hurtige til at pege fingre af én, hvis man træder lidt uden for normen og er lidt anderledes, men det er stadig vigtigt at prøve noget nyt og anderledes for også at udvide sin horisont. Uden et album som "Burning Red" kunne vi ikke have skrevet et nummer som "Descend the Shades Of Night" (fra det nye album, -DSW). Tænk hvis vi havde kommet det på "The More Things Change". Der ville lyde et ramaskrig. Folk ville flippe helt ud! Men i og med, at vi netop har ændret os og prøvet forskellige ting, kan vi tillade os det i dag".

Den amerikanske scene stank
Efter denne lange smøre tager Rob en tår af sin the, hvilket giver mig uligheden for at spørge videre: "Har det ikke også været et spørgsmål om at følge tidsånden? Du ved, fra Thrash midt i 90’erne til Nu-Metal omkring år 2000?". Dertil svarer Rob: "Tjah, det ved jeg ikke rigtig. Jeg har aldrig betragtet Machine Head som et Thrash band. Jeg vil helst ikke sammenlignes med det jeg lavede i 80’erne med Vio-lence, da jeg mener at vi i højere grad kommer fra punkrock- og hardcore-scenen.
Ser du, da vi startede Machine Head i 1993 var Thrash-scenen i USA død. Der var intet! De fleste Thrash-bands ændrede sig, som f.eks. Metallica og deres sorte album. Det var meget mere bands som Faith No More og ting i den stil der slog igennem, så scenen i USA… Jeg ved ikke hvordan det var herovre i Europa, men den amerikanske scene stank! Vi prøvede sådan set bare at lave noget der var anderledes, der ikke var styret af den trend der var i USA den gang, noget nyt som verden endnu ikke havde hørt". Rob griner igen, rejser sig for at tilberede sin anden kop the...

Vi kender hinanden bedre...
Jeg kigger på Dave, der indtil videre har forholdt sig tavs. "I har valgt selv at producere "Through The Ashes Of Empire", hvorfor?"
Dave uddyber, mens Rob stadig laver the: "Vi følte at det var det rigtige tidspunkt at gøre det nu. Vi har tidligere brugt både Ross Robinson og Colin Richardson, men det er noget andet at skulle have ens tanker og ideer til at gå gennem en person, så derfor følte vi at vores ideer skinnede bedre igennem ved selv at stå for produktionen. Det er ikke fordi vi har været utilfredse med vores tidligere producere. Vi skiftede dem fordi vi ændrede os - og som du jo selv har sagt, har vi ændret os igen, og det er vel grunden til at Rob selv stod for produktionen denne gang.

Vi er helt klart tilfredse med det færdige resultat, da alt jo er foregået nøjagtigt som vi ville have det!" Vi kommer ind på line-up ændringen og Dave fortsætter: "Ahrue Luster var ikke rigtig med i bandet længere, rent mentalt. Allerede på Superchager touren gav han udtryk for at der var flere af de ældre numre han ikke brød sig om at spille. Han snakkede tit om at han gerne selv ville lave en plade eller starte et side-projekt osv., så det kom ikke som den store overraskelse at han forlod bandet. Det var bare ligesom farvel og tak, slut! Phil Demmel (Ex. Vio-lence.) havde spillet for os på nogle festivaler sidste år, for ligesom at mærke hvordan det var at være på tour og finde ud af om det stadig var noget for ham at spille musik - og det gik jo fint! I starten af dette år (2003, -red), var han klar til at blive fast medlem af Machine Head, uden at vi fik prøvet andre.

Det var et helt naturligt og logisk valg..." Rob tager over: "Vores line-up har aldrig været stærkere. Der er ikke noget værre end at have et medlem der ikke føler sig 100 % med i bandet, det gør Phil. Vi har fået en hel speciel stemning på scenen, der gør at vi føler os endnu bedre. Det virker lidt som om vi kender hinanden bedre og det smitter selvfølgelig af på både os og publikum. Det er en forbindelse der gør at vi virker som en gruppe og ikke individer, hvis du forstår. Men vi har selvfølgelig også arbejdet en del på at opnå denne helt specielle stemning!"

For fulde huse
"I har været på tour i omkring en måned nu. Hvordan har det været og hvordan føler I at jeres nye materiale er blevet modtaget af publikum?"
Mens Rob drikker af sin the, svarer Dave: "Det har været fedt, rigtig fedt, langt bedre end forventet og folk har bare været fucking "syge". Udover et par få steder her og der har der stort set været fuldt hus over det hele. Det nye materiale er også blevet rigtig godt modtaget. Mange af dem, der står helt op ad scenen, og som vi kan se, har sunget med på de nye tracks, hvilket jo klart fortæller os af de kan lide det - og det er sgu en rigtig fed fornemmelse at udgive et nyt album og på den efterfølgende tour se folk synge med på det nye materiale." Rob tager endnu en tår af sin the, inden han fortsætter: "Ja, absolut en stor tak til alle vores fans. Det har været fedt! Vi kan også mærke at en del af de fans der faldt fra efter "The Burning Red" og "Supercharger" er kommet tilbage - plus, at mange af de nye fans vi fik dengang stadig holder fast. Jeg har talt med nogle af de nye fans, der ikke kendte "Burn My Eyes" og troede at det var nye numre." Rob slår endnu en latter op og slår ud med armene og fortsætter: "Det var fans der stod på da vi udgav "The Burning Red" og som også var vilde med det nye materiale.
Det var en lidt sjov og mærkelig oplevelse. Men på den anden side kan man vel heller ikke forvente at folk vil syntes om alt hvad man laver. Vi har ingen problemer med at en eller anden kun kan lide "Burn My Eyes" og mener at resten af det vi har lavet stinker... Det er cool nok at han eller hun kun kan lide ét af vores albums og så er det det. Det ville vel et eller andet sted heller ikke være menneskeligt at kunne lide alt hvad man laver, filosoferer Rob..."

Fremtiden
Vi sidder og småsnakker lidt og kommer lidt ind på hvad der skal ske med Machine Head i løbet af 2004. Rob siger: "Tourné, tourné og atter tourné... Sådan er vores liv. Vi skal spille på en del festivaler i USA og i Europa til sommer - hvilke festivaler i Europa det bliver, ved vi ikke helt endnu. Det eneste der er endeligt bekræftet er Ozz-festen i USA." - Måske er det værd at holde et vågent øje med årets Roskilde-program...

Vi snakker lidt videre og kommer ind på support-bandet, der de seneste to dage har været danske Mnenic. Jeg spørger hvad de mener om bandet. Dave kigger underligt på mig og spørger forsigtigt: "Hvem er det?" "Mnemic fra Danmark!" "Årh... Du mener på denne tour", siger Dave, for ligesom at redde situationen. Hvorpå Rob udbryder: "Ja, hvad fanden skulle det ellers være?", og fortsætter: "De er fede! De lyder ikke som så mange andre. Det ene øjeblik lyder de som noget Faith No More og det næste øjeblik går de helt amok og fyrer den af med noget Thrash her og lidt Hardcore der... Det er klart fedt. Det er også fedt af det ikke bare er ren Deathmetal eller ren Thrash for den sags skyld, så det er klart et band I kan være stolte af her i Danmark!" Efter endnu lidt smalltalk frem og tilbage, bankes der på døren til bussen... Min tid er ovre.

Vi takker af og tager afsked. Men inden jeg forlader bussen, får Rob lige nævnt: "Udover Mnemic kan I også være stolte af jeres velsmagende øl... Især Carlsberg! Carlsberg fucking rules!", siger Rob, idet jeg forlader bussen!