Interview med Reaper

Duca the Impaler & Ityphallic Flaggelator

På min personlige årsliste for 2020 figurerede svenske Reapers debutalbum, Unholy Nordic Noise, ret højt. Nuvel, albummet blev allerede udgivet digitalt i slutningen af 2019, men udgivelsen udkom først i fysisk form sidste år.

Deres blanding af beskidt og primitiv black metal kombineret med speed og thrash metal var perfekt til at komme igennem de koldere måneder og fandt også vej til anlægget mange gange efterfølgende i løbet af året. Glæden var derfor stor, da jeg modtog nyheden om, at duoen fra vores naboland allerede havde en opfølger klar her i starten af 2021, og jeg tog da også imod opgaven at anmelde The Atonality of Flesh med kyshånd. I forbindelse med anmeldelsen tænkte jeg, det var på sin plads med en lille snak med gutterne, så vi kunne få et lidt dybere indblik i Reaper og ikke mindst få lidt ord på de tanker og overvejelser, som lå bag deres nye opus. Jeg fangede den ene halvdel af bandet, guitaristen og vokalisten Ityphallic Flaggelator, som var mere end klar på at besvare mine spørgsmål.

Først og fremmest stort tillykke med jeres nye album! Inden vi skal snakke lidt om jeres nye album, The Atonality of Flesh, vil jeg gerne tale lidt om bandets historie. Kan du venligst fortælle os, hvornår og hvordan Reaper startede, og hvordan I lagde jer fast på den musikalske retning?

Tak! Historien, ja... Altså alt omkring Reaper har været en temmelig problemfri tur fra start af. Vi er begge ganske private personer, men kendte til hinanden og vidste, at vi havde nogenlunde samme musiksmag og ikke mindst temperament. Efter et par diskussioner blev vi enige om at mødes og begyndte så at optage. Den ene ting førte til den anden, og de spor, som vi producerede dengang, endte med at blive til Ravenous Storm of Piss-båndet. Ja, altså efter at det var sendt til Patrick fra Iron Bonehead selvfølgelig. Jeg mener, ​​det var omkring slutningen af ​​2018, hvis jeg ikke tager fejl. Troede aldrig på, at det ville få ret meget opmærksomhed, men det gjorde det.

Reaper har hele tiden handlet om det ’umiddelbare’. Hastighed og vold. Vi er et band uden ret meget overvejelse og får vores musikalske energi fra de ting, vi kan lide. Det er ingen hemmelighed, at det for det meste er old school lort. Men der er vel altid en eller anden slags fremskridt, tænker jeg. Hvad enten man så kan lide det eller ej, men det er ikke noget, vi stræber efter. Det er, hvad det er, og det er fint.

En af de ting, jeg var vild med ved debuten, var netop den old school feeling, som Flaggelator også er inde på. Det første band, som sprang i hovedet på mig, var Bathory. Ikke at Reaper er en klon af det legendariske black metal-pionerband, men der var lidt af den samme stemning, som man f.eks. finder på de tidlige udgivelser fra Quorthon. Derfor var det nærliggende at spørge lidt ind til Reapers inspirationskilder.

Hvem og/eller hvad inspirerer sangskrivningen i Reaper?

Vi sætter aldrig en plan op for, at en sang skal gå i den ene eller den anden retning. Ting har bare en tendens til at ende på en bestemt måde. Men det vil være idioti at hævde, vi ikke er inspirerede. Dét, vi synes, der fungerer fedt musikalsk, er naturligvis påvirket af vores egen individuelle smag og den musik, vi kan lide. Vi lytter til en masse forskelligt. I vores numre kan jeg høre alt fra post punk, hardcore, metal og noget af det lidt mere moderne, men dog primært dét, som lyder old school. Vi er åbenlyst glade for den klassiske europæiske thrash-scene fra 80’erne såvel som de amerikanske hardcore punkting fra samme periode. Du ved, bands som Schizo, Kreator, Raw Power, Battalion of Saints, Poison Idea, Mayhem, Bathory, Anticimex, og man kunne blive ved.

Selvom vi lever i en tid, hvor digitale platforme mere eller mindre er hverdag for de fleste kunstnere, er der dog stadig nogle tilbage, som holder sig en anelse mere neutrale og lever deres liv i undergrunden uden at vise flaget på nettet. Bevares, Reaper kan da findes på bandcamp, men det er via deres label, Iron Bonehead Productions, og generelt er bandet lidt svært at opstøve information på rundtomkring i cyberspace. Jeg spørger derfor Flaggelator, om det er med vilje, at de holder dem selv lidt i skyggerne.

Nu om dage er det et statement for visse bands, at de ikke er så nemme at få fat i eller ikke figurerer på alverdens digitale platforme. Personligt tænker vi egentlig ikke så meget over det, men på den anden side er det nu meget fedt, at folk skal bruge lidt ekstra energi på at få os i tale. Vores ”fuck off” hænger nu nok mere sammen med noget dovenskab. Man behøver heller ikke nødvendigvis brække alt muligt op om én selv eller sin historie, bare for at alle skal kunne se det. Vi er alle fluer i et stort sort dyb af kød og blod. Nogle ting ændrer sig, og andre gør ikke. Lige nu er det fint for os at være her i skyggen.

Kan du ikke fortælle lidt om processen med jeres nye album? Sangskrivningen og indspilningerne?

Vi var allerede i gang med nogle af sangene, inden den sidste lp var færdig. Den oprindelige plan var at udgive en ep kort efter Unholy Nordic Noise. Men som tiden gik, havde vi pludselig flere numre i støbeskeen, og før vi fik set os om, havde vi faktisk nok materiale til at kalde det en lp. Titlen og temaerne for pladen var der allerede fra begyndelsen, da vi havde planlagt en ep. Sangskrivningen skete mere eller mindre samtidig med, at vi optog. Vi formede og skrev sangene sammen. Jeg står for riffs, og Impaler gør sine pligter, når det kommer til at fastlægge tempi, skrive basgangene og nogle af arrangementerne. Teksterne er en 50/50-opdeling mellem os. Vi er begge vigtige for bandets generelle udtryk og lyd. Ligesom sidste gang blev alt optaget i The Birth of War-studiet med lidt hjælp udefra. Albummet blev mastered i Studio Cave i Fagersta.

Sådan som jeg hører The Atonality of Flesh, så er det en klar og tydelig fortsættelse af Unholy Nordic Noise. Den holder kursen fra debutalbummet, og den rå og energiske stemning er intakt, hvilket giver en ret massiv rød tråd imellem de to udgivelser. Var det jeres mission at holde albummet i samme retning som debuten, eller hvad var det primære mål med skiven?

Ligesom jeg sagde tidligere, skete det bare. Vi har en tendens til at kvæle unødvendige tankeprocesser, når det kommer til det musikalske perspektiv. Hvis musikken rammer den helt rigtige stemning af uro og kaos, så er den der! Så er vi i mål. På nogle måder kan det virkelig være en kunst at lade tingene strejfe frit rundt i intellektet. Vi forsøger at bevare de musikalske aspekter af tingene på den måde for at bevare den rå logik, uden at vi ødelægger det med en eller anden flirtende eftertanke. Hvis du sigter mod et ødelæggende soundtrack, er det en god ide at holde ​​dine barbariske tilbøjeligheder til at dissekere musikken til et minimum. Det har været idéen med begge album.

Prøv at fortælle lidt om det lyriske indhold på albummet.

Det handler om en eller anden form for ødelæggelse. En festlig ødelæggelse af alt! Døden med et smil på læben. Ikke et smil som resultatet af noget sadistisk, men nærmere et smil, der stammer fra at se det helt ubetydelige i alt. Døden som liv og liv som død. En kortslutning af eksistens. Et kampråb fra en døende mand. Vi er ikke rigtig interesseret i alt det med at ”… udgyde jomfruers blod" og den slags. Alt det er dog også fint. Bare ikke for os og slet ikke i øjeblikket.

Det er altid en æstetisk oplevelse, når tekster og musik går op i en højere enhed, og for Reapers vedkommende passer det sammen som hånd i handske. De aggressive og hadske toner fuldendt med et lettere dystopisk syn, der gjaldes ud ved hjælp af snerrende vokal. Men nu hvor teksterne svæver rundt i en lidt mere sortseende masse med et glimt i øjet, kunne det være interessant at høre Flaggelator, om Reapers fremtid er lige så dyster som deres tekster.

Hvad er jeres planer for fremtiden med Reaper?

I betragtning af verdens tilstand i disse tider tager vi tingene, som de kommer. Jeg er ikke sikker på, at vi ville gøre det på en anden måde, hvis ikke der havde været en pandemi. Men vi fortsætter, det er helt sikkert! Til at starte med havde vi heller ikke planer om, at vi ville spille shows, men tingene er vendt noget på den konto. Vi får selvfølgelig brug for noget hjælp, når det kommer til en livesituation, og der har været interesse fra andre folk indenfor ’scenen’, hvilket er fedt. Så det er ikke så langt væk nu, som det har været. Der kommer selvfølgelig også en udgivelse mere. Måske en ep næste gang. Vi skal lige vente på, at vi har fået opbygget den helt rigtige mængde sort galde først!

Kan vi forvente at se jer spille koncerter i Danmark en dag?

Vi kan godt lide Danmark, så hvis der er noget interesse, så kommer vi.

Er der nogen sidste ord til de danske læsere?

Bedrag jer selv – lad Judas rejse sig!

 

Tilføj kommentar