Før vi startede dette interview, fortalte du, at det var jeres første gang i Aarhus, og at I kun har spillet i København tidligere. Vidste I godt, da turnéen blev booket, at I ville spille nogle nye steder, og var det intentionen med denne turné?

Ja. Det var hele formålet med denne turné, fordi vi i sidste omgang spillede i alle hovedstæderne, som er en type A-turné, hvor vi også spillede i København. Med den her turné ville vi gerne hen til en masse steder, vi ikke har været før, eller steder vi ikke har været i lang tid.

Det nuværende lineup i TesseracT har været sammen i et årti, eller faktisk længere tid, hvis vi medtager Dan Tompkins første periode i bandet. Er det noget, I kan mærke, når I går på scenen sammen? Og hvis ja, hvordan kommer det til udtryk?

Ja, vi kan godt mærke, at vi er i et flow-stadie som band. Vi arbejder godt sammen, og vi kender vores roller, og hvad der skal til, for at vi får fuldført tingene. Specielt nu, hvor vi har turneret næsten 18 måneder sammen. Alt går bare flydende, og vi er et hold, der kører som en velsmurt maskine.

På trods af dette, så er I stadigvæk nye for mange mennesker i Danmark, selvom I har eksisteret i lang tid. Prøv at tage os igennem, hvad bandnavnet og jeres logo betyder, for jeg ved, at der stadigvæk er mennesker, som associerer det med Marvel-filmene.

Det startede som Acles (Acle Kahney, red.) projekt i 2003, og det var noget før Marvel-filmene. Så ja, det var da ret dejligt, da Marvel-filmene udkom, fordi det gav os en lille smule opmærksomhed. Men nej, navnet er ikke fra Marvel-filmene. En simpel forklaring er, at det betyder en firdimensional kube, altså, det er et matematisk begreb. Jeg tror også, det er en metafor for vores tilgang til musikken. Vi prøver at opnå noget med mange lag og dybde. Men lad mig fortælle, hvad navnet rent faktisk kommer fra, og det er altså knap så spændende. Det kommer fra en lav-budget gyserfilm, Cube 2 (Cube 2: Hypercube, red.), som er efterfølgeren til Cube, som var en fantastisk film. Hypercube er et andet ord for Tesseract.

Jeg synes faktisk, at det med navnet er en lidt sjov historie. Jeg var en af dem, som lyttede med, fra dengang I udgav Concealing Fate-EP’en. Der er sket meget siden, og I har opnået utroligt meget. Når du tænker tilbage på de dage, troede du så selv, I ville have opnået det, som I har i dag?

Jeg synes, det er virkelig svært at sige. Jeg kan huske, da jeg først begyndte at jamme med TesseracT og Acles, hvor projektet havde noget af strukturen/rygraden klar til Concealing Fate, der tænkte jeg: ’Wow, det er spændende’.  Det var anderledes og frisk, og jeg syntes, det havde noget nyt at tilbyde metalverden. Jeg ville rigtig gerne være en del af det, selvom det ofte er sådan, at denne type musik forbliver meget en niché og ikke er noget, man får ret stor succes med. Så svaret til det store spørgsmål er nok, at det havde jeg ikke rigtigt forestillet mig. Jeg havde ingen idéer om, hvad der ville ske, og hvis jeg kigger tilbage på mig selv fra den tid, med hvad vi har opnået nu, så vil det nok være over egne forventninger. 

Hvis jeg hørte rigtigt i noget af det du fortalte, så talte du om, at du gerne ville tilbyde metalverden noget nyt. Det lyder derfor, som om der måske var noget andet musik, du gerne ville lave dengang. Er det rigtigt opfanget?

Ja, altså, jeg tror, at jeg har spillet alle former for metal på guitar det meste af mit liv, men der var helt sikkert en periode i mine tidlige tyvere, hvor jeg bevægede mig lidt væk fra metallen. Det var omkring enden af nu-metal-æraen. Alt stagnerede lidt og blev en smule kedeligt, og der var jeg meget til elektronisk musik og dykkede ned i det. Jeg lavede ikke musik i den genre, men blev meget involveret i det, særligt drum n’ bass.

Såsom Pendulum? 

Åh ja, deres første album, Hold Your Colour, en ægte klassiker. Jeg tror også, det er noget lignende for de andre (TesseracT, red.). Vi har alle meget forskellig musiksmag. Acle dyrker meget noget obskurt elektronisk musik, og Dan er i øjeblikket meget opslugt af synth wave.

Ja, det er også meget synligt med Dans soloprojekter. Det er skægt, fordi det er lidt samme billede med de prog-bands, jeg kender I Danmark. Der består grupperne også af medlemmer med vidt forskellig musiksmag. For nogle af medlemmerne gør det sig endda gældende, at de ikke interesserede sig for metal, før de begyndte i bandet.

Ja, Jay (Jay Postones, red.) kan heller ikke lide metal mere. Han elskede det, da han var yngre, men det er ovre nu. Misforstå mig ikke, han elsker TesseracT og elsker at spille musikken, men hvis vi afspiller dødsmetal i bussen, så er han ikke en glad mand.

Det er lidt sjovt. Randy Blythe fra Lamb of God har også udtalt, at han ikke kan lide metal mere.

Ja, jeg tror, når du bruger det meste af din dag på metal, så vil du gerne beskæftige dig med noget andet, når du ikke spiller.

Ja, det giver god mening. Når man har opnået det, I har, hvilke drømme og mål har man så for fremtiden? Er der nogle specielle festivaler eller shows, I drømmer om at spille?

Jeg tror, at den store drøm og mål for nu er at lade vores liveshows vokse. Gøre det til mere en oplevelse end bare en koncert. Jeg ved, at Amos (Amos Williams, red.) har nogle store idéer til, hvordan vi kan gøre det. Når sommerturnéen er ovre, så er planen at tage lidt pause og begynde at skrive noget musik igen og tænke over, hvad vi vil gøre på livefronten i 2026. Vores mål er gøre liveoplevelsen større og meget mere levende for publikum. 

Det lyder godt. Det passer også fint med det næste spørgsmål, jeg har. War of Being endte med at blive et konceptalbum, hvor der var karakterer som X og L, og der var ”The Strangeland” og ”The Grey”. I har allerede bygget lidt videre på universet med VR-spil. Så er planen med næste plade at udforske og udvide denne historie?

Vi har nogle idéer til at udvikle og udbygge den. Vi har også idéer til at lave noget helt nyt og starte på noget helt frisk og dermed efterlade denne historie for lave noget nyt. ’War of Being’-konceptet er helt sikkert nødt til at leve lidt endnu, fordi Dan er ved udvikle et helt spil (omhandlende ’War of Being’-universet, red.), hvilket forhåbentlig bliver udgivet næste år. Jeg tror, hvad angår timingen, at spillet kan blive udgivet som et afsluttende kapitel for War of Being, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu.

Jeg lyttede til lidt forskellige interviews med jer inden i dag. I flere af dem nævner I, at I med War of Being ændrede på, hvordan I skrev alting. På dette album kom en del af vokalerne og lyrikken faktisk før instrumenterne for første gang. Tror du, I vil fortsætte med at gribe skriveprocessen an på den samme nye måde på næste album?

Ja, det tror jeg. En af vores planer er at jamme mere sammen som et band og plante nogle frø og udvikle dem. Det er lidt mere organisk end førhen, hvor alt var lavet i hjemmestudie, og det var klinisk, det er nok det forkerte ord, men du ved, meget af det blev ikke lavet i et levende miljø eller rum. Meget af War of Being, for eksempel en del sektioner i ”Legion”, opstod på gammeldags manér, ved at vi jammede sammen. Så planen er at gøre lidt mere af det og at gøre, at TesseracT får et mere organisk liv i sin lyd, samtidig med at vi ikke viger for langt fra, hvad TesseracT er.

En af de ting, jeg bemærkede, da jeg lavede en anmeldelse af War of Being, som jeg omtalte som jeres bedste til dato, var, at det var, som om I gav lidt mere slip på jer selv. Eksempelvis rammer Dan nogle vanvittige toner i ”Legion”, hvilket jeg også har set ham nævne i interviews, at han ikke vil kunne gøre 100 % live hver gang. Så var I klar over, at I ville gå ned ad en sti på dette album, hvor I skulle gøre nogle ting, der ville være svære at gengive live?

Ja, og Dan pressede virkelig sig selv. Jeg synes, han arbejdede virkelig, virkelig hårdt på sin teknik for opnå det, han har gjort på albummet. Han er også meget ydmyg, så selvom han siger, at han ikke kan gøre det, kan han, selv når han har været syg, som regel godt ramme tonerne. Der er momenter, hvor han er nødt til at holde lidt tilbage, hvis han er meget syg, men helt generelt så rammer han alle de ting, man gerne vil høre live, han er bare meget ydmyg.

Det er nok, som du siger, at han er meget ydmyg. Da jeg så jer opføre ”Legion” i København, blev jeg lidt mindblown, fordi ja, han kan ramme de toner. Det var allerede imponerende nok på albummet, fordi de færreste sangere kan ramme de toner, han gør der, men det er endnu mere imponerende live.

Han pressede ikke sig selv til sin absolutte grænse (på albummet, red.). Der er faktisk stadigvæk lidt plads at give af live. 

Okay, det er lidt vildt. Siden I er Denmark lige nu, så er jeg nysgerrig efter, om du kender lidt til nogle danske bands eller lytter til nogle danske bands, fordi mange af vores bands er ikke så kendte i udlandet.

Ja, der er Cabal. De er danske, er de ikke? De er virkelig gode. Der er også Siamese.

Ja, de har også turneret og lavet ting sammen. De er på samme label.

Så ja, der er nogle få bands. Der er også et band bestående af kvinder, men navnet er væk for mig lige nu.

Måske Ivy Crown?

Ja, lige præcis! Det er en rimelig stor scene, I har her, og jeg holder en lille smule øje med den.

Det er rart at høre, at du kender lidt til danske bands, for jeg spekulerer altid på, hvordan de klarer sig i udlandet.

Navnet undslipper mig lige nu, men da vi spillede i Danmark i de tidlige dage, 2008 eller 2009, var der et dansk band, som jeg stadigvæk kan huske. Jeg kan se vokalistens ansigt for mig. Jeg burde give dem et shoutout, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvad de hedder. De udgav deres første album på Long Branch Records.

Hmm, ja, så burde jeg nok vide det.

Vi mødtes via Facebook, og de sørgede for vores første danske show for 15-16 år siden. Hmm, giv mig lige et øjeblik.

Den er lidt svær, for der har været en del danske bands på Long Branch Records gennem årene. Når det er 15 år siden, kan det have været et band, som har forladt labellet igen også. Åh gud, jeg tror, jeg ved, hvilket band det er. The Interbeing!

Ja, der har vi den! The Interbeing. De er nogle ret seje fyre. De vil altid have en speciel plads i mit hjerte, da de sørgede for vores første danske show.

Ja, jeg kom også i tanker om dem, fordi forsangeren er lidt en ’in your face’-type, og det er altid ham, som dukker op i mine tanker, når jeg tænker på koncerter med dem. Hvis vi har tid, så vil jeg gerne bevæge mig videre til det sidste. Jeg har hørt i andre interviews, at nogle af gutterne i bandet kæmper lidt med angst. Hvordan hjælper hinanden og tackler dette, når I turnerer sammen? 

Jeg tror bare, det er ved at være støttende og forstående, når folk har brug for plads, men også at forstå, når de har brug for hjælp og opmuntring. Ja, jeg tror man skal være forstående overfor folks følelser, og hvad de kæmper med. I den tid vi har været sammen, er vi klart blevet meget bedre til det, end da vi var yngre. Vi var alle lidt sådan nogle mænd, som ikke snakkede om følelser. Jeg tror, det var lidt vanskeligere dengang, men som vi er blevet ældre, har vi åbnet mere op, og jeg tror, at det er en stor, vigtig ting at kunne snakke om det.

Det er en spøjs ting med mænd, for det er også sådan, jeg har oplevet det i mit liv. Engang kunne jeg slet ikke snakke om mine eller andres følelser, selvom der foregik en masse lort indeni. Heldigvis, som jeg er blevet ældre, er det blevet nemmere at åbne op, og det har været vigtigt. Det er rart at høre, at det samme er sket for jer, for jeg tror også, at det vigtigste er at kunne snakke om det.

Jeg tror bare, man skal komme over bekymringstankerne, som angår det at snakke om det. Man skal give slip på bekymringerne om, hvad andre mon tænker, og stole på, at de vil støtte en.

Ja, jeg tror også, hvis man kæmper med noget angst på scenen, så vil publikum som regel være støttende og forstående, hvis man tør at være åben om det. Vi havde et rimelig hjertevarmt øjeblik for nylig med et Architects-show i Danmark. Sam var nødt til at gå af scenen, fordi han fik et angstanfald. Han kom tilbage på scenen og fortalte om det, og hans manager havde talt ham til ro, mens han græd lidt. Han fik et kæmpe jubelbrøl fra publikum og blev hyldet. Personligt havde jeg slet ikke opdaget, at han var væk, og resten af showet fortsatte, som det skulle. Så det viser bare, at det forsat bliver mere okay i denne verden at tale om det svære.

Ja, helt sikkert, det handler altsammen om at snakke om tingene og ikke begrave dem.

En ting, som jeg har tænkt over, mens jeg lyttede til disse interviews, er, om det med angsten har påvirket andre aspekter for jer. Altså har det eksempelvis været synligt i noget af lyrikken, eller når I laver musik? I den forstand man kan blive bange for, hvordan det modtages, eller at man skræmmer folk væk og derfor holder lidt tilbage?

Ja, nu kan ikke sige helt specifikt, hvordan det er for de andre, men Dan bruger mange af sine følelser og oplevelser i lyrikken, dog som metaforer. Selvom det er bredere koncepter som på ”Sonder”, hvor det handler om at være en eksistens i en øde verden. Det handler om at være forstående over for alle andre mennesker, og alle mennesker har en lige så interessant historie som det næste. Det handler om at forstå andre og ikke være selvcentreret. Jeg tror, disse koncepter kommer fra steder, som kræver, at man skal arbejde med og håndtere ens egne følelser og dermed ens forståelse af verden.

Ja, det giver mening. Det var det sidste spørgsmål. Jeg sætter virkelig pris på din tid. Har du nogle sidste ord eller kommentarer til vores læsere?

Hvis du er ny i forhold til TesseracT, så please tjek vores musik. Hvis du har været fan eller støttet over lang tid, så er vi virkelig, virkelig taknemmelige. Mange tak for at lytte til vores musik og for at komme til vores koncerter. Vi ses forhåbentligt snart i Danmark igen.