Interview med Frozen in Time

Frozen in time

Let it g... Nej, okay

 

Frozen in Time er et upcoming band i den danske undergrund. Med kun ganske få numre udgivet har de alligevel formået at få mange tusinde afspilninger på streamingtjenesterne. Vi fik os en lille snak med de unge herrer om inspirationer og den indtil nu store succes.

 

Hvordan startede Frozen in Time? Hvis idé var det, og hvad var udgangspunktet?

Bandet startede vi, mens vi gik på efterskole, og udgangspunktet var at lave original metal. Daniel og Emil havde spillet sammen før og var begge store fans af Metallica – så metal lå lige til højrebenet. David, som ærligt til at starte med var popdrengen i forsamlingen, blev lokket med som rytmeguitarist på den betingelse, ”at det altså heller ikke skulle blive alt for heavy”. To andre drenge fra efterskolen hoppede med på projektet, der skulle blive til ”melodisk metal”. Dengang var drømmen jo også at spille på de store scener og leve af at spille musik, men det vigtigste delmål var nok at skrive materiale nok til at spille på efterskolefestivalen ”Aftryk” den efterfølgende sommer – et positivt tidspres, der satte gang i hjulene helt fra starten.

I er jo inspireret af Avenged Sevenfold. Hvordan undgår man at plagiere, når jeres lyd er så tæt på deres?

Vi lytter alle til A7X, men når der skrives musik, kobler vi altid fra og arbejder ud fra intuition. I starten var vi meget opmærksomme på, at vi ikke skulle ”lyde for meget som alle de andre”, men efterhånden lærte vi at forstå, at al musik er bygget op af de samme toner, og at man nok skal komme op med noget originalt, hvis man ikke lader sig diktere af rationel tænkning. Dét at lytte til musik, man synes er vildt fedt, er i vores verden en vigtig del af udviklingen, og det har i høj grad hjulpet os til at skabe en lyd, vi føler, vi kan kalde vores egen.

Derudover er det selvfølgelig værd at nævne, at A7X langt fra har været den eneste inspiration. Daniel og David har de seneste år lyttet utroligt meget til Periphery og Panic! At The Disco – to vidt forskellige bands, der begge har inspireret til det samme.

Hvad er planen med bandet – på en skala fra 1-10, hvor 1 er stille lejrbål, og 10 er verdensherredømmet?

Det er svært at sætte et tal på! Vi er alle studerende med forskellige retninger, og det begrænser selvfølgelig den tid, vi har til at arbejde på vores mål som band. Samtidig er vi selvfølgelig alle rigtig glade for musik og det, vi har skabt sammen indtil videre. Vores næste mål er at spille nogle koncerter og arbejde på materiale til et fuldlængde-album. Vi er selvfølgelig totalt åbne for at overtage verdensherredømmet, men det vigtigste for os er, at det er fedt, og at vi får lavet noget musik, vi er stolte af. Tiden bliver dermed andenprioritet, så vi fortsætter bare og ser, hvor det bringer os!

Hvilke danske bands ville I gerne se jer selv spille sammen med?

Vi har gennem årene haft æren af at dele scene med både ældre bands som HateSphere og SCAMP og yngre/upcoming bands som Helhorse og Aphyxion, og det har givet os en masse forskellige oplevelser med en masse forskellige publikummer. I foråret pønser vi på at spille nogle koncerter sammen med hhv. Meridian og Defecto, der begge har været på ”listen” over bands, det kunne være sjovt at alliere sig med. Men kunne vi ikke måske også varme op for Metallica engang? (Kom nu, Lars, vi skal nok spille hurtigt!).

Jeres konstellation har ændret sig. Havde I bare tilfældigvis en dygtig vokalist i baghånden gemt i jeres guitarist?

Daniel har altid været dygtig til at spille guitar, men nøglen til det hele har været, at han altid har udviklet sig sindssygt hurtigt. Da han begyndte at synge andenstemmer i sangene, kunne han faktisk ikke rigtig synge, men det kom han hurtigt efter. Da vi så pludselig stod og manglede en ny forsanger, havde vi ikke umiddelbart held med at finde en. Så vi andre tvang ham til at overtage posten – han har alligevel altid skrevet størstedelen af vokalerne. Han skulle presses lidt, men det lykkedes!

Jeres videoer har fået virkelig mange views sammenlignet med andre danske undergrundsbands. Hvorfor tror I, det er sket? Er I store i udlandet?

Vi tror, det er fordi, den musik, vi laver, lyder som Frozen in Time. Den nye EP er resultatet af et gør-det-selv-projekt, hvor vi har taget os god tid til produktionerne. Vi har indspillet det hele på vores værelser og i vores øvelokale, og David har mixet sangene – så det hele er blevet, som VI gerne ville have det. Der har ikke været andre meninger i spil, som fx fra en producer eller et pladeselskab. Om det har haft en positiv indvirkning på sangene, er selvfølgelig svært at vide, men det er i hvert fald helt sikkert, at musikken er 100 % Frozen in Time.

Der er så også nogen, der har fundet ud af, at ”Stand Your Ground” åbenbart passer helt vildt godt sammen med anime, og det har indløst en masse views og givet en masse nye lyttere. Vi er måske ikke heeelt enige, men det er da meget sjovt!

Vi er måske ikke store, men musikken bliver hørt væsentligt mere i udlandet end i Danmark!

Hvor finder I inspiration til jeres tekster henne?

Altså vi har gennem tiden prøvet at skrive om alt muligt forskelligt, men vi har altid syntes, det er spændende at skrive om de tanker og sindstilstande, mennesker har. Nogle gange er det med udgangspunkt i nogle tanker, man selv har/har haft, men ofte har vi også prøvet at skrive om noget, vi ikke personligt har kunnet relatere til. Det er anderledes, da man bliver nødt til at forestille sig det, og på den måde bliver man ”tvunget” til at fundere lidt over forskellige ting. Den proces er ekstra interessant, når vi er fælles om at skrive teksterne, hvilket vi i mange tilfælde har været.

Giv et shoutout til Danmark, og fortæl dem, hvorfor de skal komme at se Frozen in Time, næste gang I spiller.

Man skal komme at høre os, hvis man er glad for energisk, melodisk musik, og hvis man er frisk på en stil, der ligger lige på skillelinjen mellem hård rock og metal. Vi er glade og ser helt vildt sjove ud på en scene. Daniel har et flot skæg, og så spiller han nogle sindssyge soloer. Vi andre spiller også fint. Og så spiller vi kun på steder, hvor der er bar.