Copenhell X

HeavyMetal.dk’s Årets udgivelser 2018

Siden juleaften har du løbende kunnet læse om flere af vores skribenters favoritter fra 2018. Men nu hvor 2019 er skudt i gang, er det tid til at løfte sløret for de udgivelser, HeavyMetal.dk har valgt som de bedste fra 2018. Det har kostet blod, sved og tårer at nå så langt, men nu er de her! 

 

Årets danske albums

2018 var endnu et stærkt år for dansk metal. Blandt de omkring 100 danske EP- og albumanmeldelser, det er blevet til her på HeavyMetal.dk i år, er der mængder af høj kvalitet. Vi anser det desuden som et sundhedstegn, at mange forskellige genrer er repræsenteret blandt de bedste albums i år, men netop derfor har der været en hed debat internt på redaktionen for at udvælge de bedste. Der er dog tre albums, der stikker ud, som dem vi for alvor vil huske:

  

1. MØL – Jord

På årets danske album, Jord, serverer MØL noget så usædvanligt som kort og kontant blackgaze. Brutalitet og mørke afbrydes af smukke, længselsfulde klangbilleder og for hvert dystre eller voldsomme moment på denne perle, er der hele tiden en lille smule lys og håb, der trænger igennem.  Er det stadig ekstrem-metal så? Ja, ekstremt velspillet, ekstremt velproduceret og ekstremt velskrevet. Jord optræder fuldt fortjent på adskillige årslister rundt omkring i Europa, og er helt på højde med de bedste internationale albums i 2018. En imponerende debut, og var man i tvivl, så slog MØL på Copenhell fast med syvtommer søm, at de har vanvittigt meget at byde på.

 

2. Bersærk – Jernbyrd 

At få succes med dansksproget metalmusik er ikke nødvendigvis en nem bedrift, og nogle gange ej heller en særlig køn bedrift. Alligevel har Bersærk leveret en gennemført og mangfoldig omgang stoner/doom. De favner bredt med de danske tekster, som gør det nemt at huske numrene fra den myriade af dygtige danske bands, der skyder frem, og samtidig har de en kant, som man skal kigge meget langt tilbage efter for at finde magen til. Det er tredje udspil fra den århusianske kvartet, og vi håber på mange flere!


3. Baest – Danse Macabre
2018 var yderst leveringsdygtig udi dødsmetal. På den hjemlige scene gik Baest efter struben og var nok at finde på en arbitrær liste over forbudte ting, havde god musik været ulovligt. Og det er vores held. For Danse Macabre er urimeligt aggressiv, kampklar og har fortjent at blive spillet højt og ofte. Niveauet matcher ambitionerne, og vi ser frem til at opleve drengene på Copenhell til sommer.

 

4-10

Resten af vores top 10 for danske udgivelser er (i vilkårlig rækkefølge):

Cabal - Mark of Rot

Hatesphere - Reduced to Flesh

I'll be Damned - Road to Disorder

Slægt - The Wheel

Sunless Dawn - Timeweaver

Woebegone Obscured - The Forestroamer

Xenoblight – Procreation

 

 

Årets internationale albums

Som det fremgår i det følgende, har der også for de internationale udgivelser været stor debat her på HeavyMetal.dk.  Overordnet set stikker vores elskede metalgenre af i alle retninger i disse år, og det er derfor stort set umuligt at opnå konsensus om noget som helst. Alligevel var der igen tre albums, der var stor opbakning bag:

  

1. Amorphis – Queen of Time

Der findes næppe et band, der er mere versatilt og kreativt end finske Amorphis. De har lige siden 1992 gjort nøjagtigt, hvad de selv mente var det rigtige, og ladet kreativiteten regere sublimt. De har alle dage nægtet at blive sat i en genrekasse og lade andre bestemme, hvad de er, og hvad de har gjort. De har gennemgået en utrolig udvikling, og man kan for alvor slå fast, at ingen er bedre til at blande det progressive og smukke med det brutale og det mørke end Amorphis. Med Queen of Time har de formået at mejsle dette faktum i sten endnu engang. Ligeså begejstrede som vi var for Under the Red Cloud tilbage i 2015 er vi for Queen of Time. Man bliver aldrig færdig med at lytte til dette album, man opdager en ny lyd, en ny passage og en ny følelse ved hver gennemlytning. Tag et nummer som ”The Bee”, der fortæller om den finske folkehelt, Lemminkäinens, død og genopstandelse. Nummeret opsummerer perfekt hele albummet: det er tungt, men drømmende. Dystert, men smukt. Progressivt, men familiært. Alt dette er, hvad Amorphis er – og så lidt til!

 

2. Zeal & Ardor – Stranger Fruit    

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Heavymetal.dk elsker Zeal & Ardor. Vi har generelt kastet hæder og ære efter deres albums samt de to danske koncerter, de har afholdt – og det er så velfortjent. Man må sige, at det eklektiske black-blues projekt har haft noget af et år! De har rejst verden rundt og spillet udsolgte koncerter non-stop alt imens etablerede bands har spillet iført deres merchandise. Stranger Fruit, navngivet efter den gamle Billie Holliday sang, fortsætter den stil, som bandet startede med tilbage på debuten Devil Is Fine. Dvs. en perfekt (omend bizar) blanding af norsk black metal og sydstatsbluesmusik. To ting som man ikke skulle tro kunne passe sammen, men Zeal & Ardor har endnu engang bevist, at kombinationen af de to er den bedste kombination siden bøf og bearnaise. Når et nummer som ”Row Row” eller ”Fire of Motion” spiller, er det umuligt ikke både at klappe, synge i takt alt imens, at man kaster med horn og hylder Satan så intenst, at selv LaVey ville have været stolt. Bandet er ikke i gang med at skrive album nummer tre endnu, men det er vist overflødigt at påpege, at vi glæder os som små børn til juleaften!

 

3. Ghost  – Prequelle
Ghost deler vandene i miljøet både i udlandet og herhjemme – men så sandelig også internt på redaktionen. Diskussionen har bølget frem og tilbage, for og imod, og de af os, der insisterede på, at Ghost hørte til i toppen, måtte finde det tunge skyts frem, for at overbevise oppositionen. Men fornuften vandt, for selvom Ghost har den indiskutabelt laveste karakter af alle vores Top noget som helst, så kan man ikke komme uden om Prequelle. Et enkelt sted er den udråbt til årets album, og det afstedkom naturligvis protester a la ”det er jo ikke metal”. Og nej, det er det ikke. Men visuelt er der ikke den store afstand, ej heller hverken i tema eller tekster, og rent musikalsk er det et homage til den hadede og elskede 80’er lyd. Enten elsker man dem eller også hader man dem, og hører man til den første kategori, har du her en slow burner af en plade, der godt nok tager tid at forstå, men derpå belønner dig igen og igen med et veludført koncept.

 

 

4-10

Her følger resten af top 10 udgivelserne, ifølge HMDK (i vilkårlig rækkefølge):

Burning Witches - Hexenhammer

Corrosion of Conformity - No Cross No Crown

Dee Snider - For the Love of Metal

Ihsahn - Amr

Judas Priest - Firepower

Marduk - Viktoria

Sulphur Aeon - The Scythe of Cosmic Chaos

 

Tilføj kommentar