Alice C

Cecilies Top 3

Cecilie Roos Cecilie Roos

2018 har været året, hvor vi i den grad er blevet forkælet af de højere metalmagter. Den ene udgivelse efter den anden er landet på mit skrivebord, og selvom visse af dem har været decideret pinefulde at skulle igennem – en enkelt en kunne jeg kun lige overleve at lytte til én gang, så har gennemsnittet været ganske højt. Det gælder både dansk og internationalt, for de hjemlige kyster har så sandelig også været leveringsdygtige i de tunge toner.

Danske udgivelser 2018:

3. pladsen

Baest – Dance Macabre
Alles danske dødsdarlings sparkede døren ind til sensommeren med et fuldlængde debutalbum, der ikke efterlod nogen tvivl om hverken dedikation og talent. Der er ingen i miljøet, der ikke kender bare en smule til Baest, og dem, der kender dem bedre, ved, at når kæberne først har lukket sig om struben, så er der ikke noget håb. Brutalt, effektivt, knivskarpt og uden nåde leverer de tonstung død lige til døren, og uanset om man kan lide dem eller ej, er der ingen tvivl om, at Baest har en lovende fremtid indenfor soniske smæk.

 

2. pladsen

Deadnate – Concrete Flood (EP)
Kan du lide Gojira, kan du lide Deadnate”, lød dommen over Concrete Flood. Selv kan jeg ikke se fidusen i Gojira, men jeg kan godt lide Deadnate. 2019 lyder af Deadnate med deres nysgerrige og ungdommeligt uhæmmede tilgang til en ofte konservativ genre. Jeg havde fornøjelsen af at se dem live tidligere på året, og min anmeldelse af koncerten slutter af med denne stadig relevante opfordring: ” Jeg kan på det varmeste anbefale, at man giver Deadnate et lyt, hvis man er fan af listig prog og tung metal, for der er masser af potentiale i drengene, og jeg ser frem til at høre mere fra dem.”

 

1. pladsen

Woebegone Obscured – The Forestroamer
Aarhusianske Woebegone Obscured tog mig i hånden, førte mig ud i den mørke skov og overlod mig til min skæbne. Mine første tre udkast blev kasseret, da jeg trods alt skulle anmelde og ikke skrive en novelle til at akkompagnere albummet – men det er svært, når musikken vækker poesien i ens martrede sjæl. Blidt, brutalt, melankolsk og medrivende er blot nogle af de mærkater, jeg har strøet ud over den jyske kvintet, og jeg har ikke kunnet slippe tanken om, hvor effektivt de har inkorporeret modstridende stemninger og afstemt dem til perfektion. Snyd ikke jer selv for dødsdoom med sjæl og nerve, og det er uden vaklen, at jeg kalder dette for årets absolut bedste danske album.

 

Internationale udgivelser 2018:

Det har ikke været let at sammensætte en top tre. Der har været temmelig mange gode albums forbi mit skrivebord i årets løb, og det er rene bagateller, der adskiller dem, der kom på listen, fra dem, der var i betragtning. Vi er blevet forkælede med alskens former for metal – og lignende, så her er min alt for korte liste over årets internationale udgivelser.

3. pladsen

Marduk – Viktoria
Marduk er et af de bands, der har været i vælten i år, fordi de har en, synes nogen, lidt for stor interesse for anden verdenskrig. Men uanset om man abonnerer på hysteri og rygter eller ej, kan man ikke tage fra Marduk, at de formidler deres primære interesser, så man hører efter. Viktoria er en ode til oprør, modstand og til at kæmpe, for hvad man har kært. Lægger man sine sarte følelser i garderoben og går til pladen med ørerne, bliver man belønnet med et album, der er omgående interessant, som tåler både gennemlytninger fra ende til anden og også byder på enkeltstående numre af høj kvalitet.

 

2. pladsen

Ghost – Prequelle
Der er mange opskrifter på, hvad der gør et album godt og langtidsholdbart. Hvert band har sin egen metode, men jeg kunne umiddelbart ikke se det geniale i kabaretrockernes seneste udgivelse. Under tidspres blev jeg pålagt at anmelde et af nyere tids mest kontroversielle bands – men ikke kontroversielle i den klassiske forstand, som man kunne forledes til at tro, når talen falder på metal. Men ikke desto mindre har Ghost ramt plet med Prequelle. Det tog mig lidt længere tid, end de syv dage jeg havde til rådighed, at gennemskue hvorfor, hvordan, hvor længe og hvor træls. Men så faldt tiøren. Svulstigt, firserramt og ørehængende krydret med et visuelt overflødighedshorn af symbolik og tekster, der mere end blot tvetydigt henviser til Satan og menneskets dødelighed. Prequelle er et fantastisk album, der bliver diskuteret lige så meget, som det bliver spillet igen og igen.

 

1.pladsen

Ihsahn – Ámr
Det er ikke så tit, jeg deler ud af topkarakterne. Det er endnu sjældnere, at æren tilfalder den samme kunstner to gange i træk, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig med Ihsahn. Forrige års Arktis fejede benene væk under mig med sine krystalklare kompositioner, og jeg var spændt på at se, hvordan den onde tvilling Ámr klarede sig. Spoileralert: Ganske glimrende. Den diametrale modsætning til de åbne vidder på den forrige udgivelse er en indestængt, klaustrofobisk og exceptionelt veludført synthesizerramt omgang moderne black metal. Rullekraver og øreklapstole går hånd i hånd med analoge synths, og synes man om eksperimenterende metal med antennerne ude, bør man unde sig selv en tur i Ihsahns kælder.

 

Kommentarer (2)

Adolf Moeller

duckface

søde ven, -jeg kan lide den måde du anmelder.

skinnede nye sko

dårligt

til cecilie

Tilføj kommentar