Vi tæller ned til Dødsgangen 2025 … Med Plaguemace (DK).

Promobillede Dødsgangen 2025

Når Plaguemace fra Horsens ruller deres kampvogn ind i fængselsgården på Dødsgangens første dag, er det ikke bare endnu et sæt – det er en regulær offensiv. 

Med Reptilian Warlords i ryggen og erfaring fra både ind- og udland er bandet for længst rykket op i den øverste vægtklasse inden for dansk dødsmetal. Deres lyd er funderet i OSDM, hvor skelsættende inspirationer fra Sverige og bugtområdet i Florida får nyt liv gennem knusende riffs, tordentrommer og en dybt guttural vokal, der aldrig mister grebet. Men Plaguemace gør mere end at nikke nostalgisk bagud – de har skabt deres egen buldrende dødsmaskine, hvor både groove og tempo bliver nænsomt doseret. En regulær lydbombe, der både river i nakkemusklerne og sniger sig ind under huden.

Live er de kendt for at levere et voldsomt medrivende show, hvor publikum bliver en aktiv del af maskineriet. Til deres optræden på Gehenna blev der crowdsurfet som aldrig før, og det bliver næppe mindre hektisk, når de denne gang får Dødsgangens rå beton som kulisse. Andreas Truelsens strengt kommanderende vokal bliver om muligt endnu mere altomsluttende i det lukkede gårdmiljø, hvor hvert slag fra scenen rammer dig direkte i solar plexus. De indsatte kan se frem til numre som “Reptilian Warlords” og “Impenetrable Leather”, hvor bandets tæft for dynamik og hooks kommer til at smelte sammen i krigshungrende kædedans. 

Uanset om du allerede har krydset klinger med Plaguemace, eller det er første gang, du hører om dem, så vær forberedt: Dette er dødsmetal, når den er allermest levende – en primitiv urkraft, der slår dig omkuld og trækker dig grinende gennem fængselsgården.