Vi tæller ned til Dødsgangen 2025 … Med EYES (DK).

Promobillede Dødsgangen 2025

Det er et vildt år, som EYES har gang i! De har udgivet et af årets allerbedste danske albummer, og de var med til at give den bedste koncert på Copenhell. Så forventningerne er tårnhøje til deres koncert på Dødsgangen.

I april måned udkom EYES tredje album Spinner. Selvom hardcore-kvintetten fra København udfordrede sig selv – og deres fans – med et mere bredt favnende udtryk, der sigtede mod de internationale musikscener, så skuffede de ikke. Vi smed otte kranier efter Spinner og kaldte det et ”sygeligt fængende album”. Og ikke nok med, at det er fængende, så er det også blevet hængende. For her fire måneder senere, så kan man stadig ikke få nok af numre som ”Better”, ”The Captain” og ”Beelzebub, the Hypocrite”, og albummet kandiderer kraftigt til at blive den bedste danske udgivelse i 2025.

På årets Copenhell gav EYES desuden en joint venture-koncert med Syl, som vores anmelder kaldte ”årets stærkeste øjeblik” og gav oplevelsen fuld plade: Ti gyldne kranier! Og alle os andre, der var til stede den solskinstunge eftermiddag på Pandæmonium, kan kun bekræfte dette. Det var virkelig en af Copenhells absolutte højdepunkter.

På lørdag klokken 17:40 går EYES alene på scenen i Porten på det tidligere Vridsløselille Fængsel. De har taget et forrygende nyt album, og deres velspillede vildskab, med sig, og vores forventninger til koncerten er derfor højere end murene, der omgiver weekendens festival.