Metalsnobbens Hjørne præsenterer: En guide til black metallen
To trve or not to trve?
Når folk hører ordene ”black metal”, tænker de hurtigt folk iført læder og nitter og med panda makeup i hele masken. Tilsæt dertil en masse skramlede sange om Satan, og hvis man så også lige kan få et knivdrab eller en kirkebrand klemt ind, så er man i mål.
Dette udsagn er komplet forkert samtidig med, at det er helt og aldeles korrekt. Black metallen er på én og samme tid den mest ortodokse og konservative genre, samtidig med at det er den mest eksperimenterende og legesyge, hvor alt er tilladt.
For mig personligt er black metallen den absolut bedste og mest spændende gren af metalmusikken, men jeg ved, at mange endnu har det svært ved denne genre af forskellige årsager, alt lige fra de sædvanlige tematikker til den sædvanlige og forventelige vokalstil, og naturligvis den klichéprægede forståelse af lydkvaliteten.
Formålet med dette skriv er derfor at guide jer tvivlende læsere gennem genrens mange nuancer og varierede aspekter for at vise jer, at black metallen altså er andet end skrigende nordmænd, der laller rundt i diverse skove, mens de ligner en udstødt KISS-fangruppe. Derfor er dette ikke en historisk redegørelse af genren og de nedenstående bands og numre er udvalgt ud fra en idé om, at, at de til dels repræsenterer deres respektive genrer samt har en vist folkelig appel – og da hele ideen jo med dette skriv her er at få så mange med på vognen som muligt, giver det sig selv, at det var et krav.
Denne blog vil tage jer i hånden og føre jer igennem genren, og derfor er den opbygget som en slags stige, hvor hvert trin repræsenterer en graduering – så må I selv om, hvorvidt I bliver stående på et bestemt trin, eller om I kravler længere op til tops – ja, eller om I helt vælger at kravle ned igen for at finde tilbage til noget mere trygt og vant.
Trin 1: Alcest – Le Jardins de Minuit (blackgaze)
Lad os begynde så blidt som overhovedet muligt, nemlig med black metallens absolut sødeste og blødeste dreng i klassen: blackgaze. Denne lettere absurde hybrid mellem shoegaze-musik og black metal har efterhånden en del år på bagen, og ligeså er der opstået en hel del bands, der spiller den musikstil. Men lad os da starte med det band, der startede genren, nemlig franske Alcest. Neige, manden bag, har udtalt gang på gang, at hans musikalske mission var at spille ”happy black metal”, og det er vel egentlig den bedste måde at beskrive Alcests lyd på. Med sin drømmende og helt generelt ufarlige lyd er der ikke meget Satan og kirkebrand over Alcest, men black metallens rødder er dog stadig at skimte. Ironisk nok er denne særdeles harmløse version af genren nok også den, der har gjort de gamle fans af genren hvidglødende af raseri, hvilket i sig selv er dejligt morsomt. Hvis du kan lide Alcest, vil du med stor sandsynlighed også kunne lide MØL, Deafheaven og Numenorean.
Trin 2: Midnight – In Sinful Secrecy (black‘n’roll)
Vi klatrer et lille trin op ad stigen, og her finder vi så de maskerede liderbukse Midnight. Som en gren på det metalliske træ giver det sig selv, at black metallen også har rødder i beskidt rock og punk musik – og beskidt er netop, hvad Midnight er! Hele bandets lyriske univers drejer sig om liderlighed og sex og en lille smule om Satan af åbenlyse årsager. Midnight er ikke just et band, som visse typer ville kalde for trve, men deres rebelskhed og liderbuksetematik er nu en perfekt homage til de helt gamle drenge som Venom og Motörhead, som Midnight så absolut er inspireret af. Så hvis du er til rock’n’roll med et beskidt og særdeles liderligt tvist, jamen så kom op på trin to til Midnight! Giv eventuelt også bands som Hellripper, Cloak og Venom et lyt.
Trin 3: Mercyful Fate – Into the Coven (proto-black)
Det er næsten svært at forklare, hvor stor en rolle danske Mercyful Fate helt generelt har spillet i forhold til metallens udvikling. Alle de mere ekstreme genrer som thrash, black og death skylder Mercyful Fate alverden, og at bandet ikke bliver nævnt så meget som én gang i vores kulturkanon, er decideret absurd. Måske du sidder med et hævet øjenbryn nu og tænker: ”Ahhh, Mercyful er sgu da ikke black metal!” Og på sin vis har du ret, men så alligevel! Corpsepaint, skrigende vokal, lyrik om Satan, sex og sort magi … Ja, kan du efterhånden se, hvor jeg vil hen? Det er vigtigt at forstå, at når vi snakker om black metal, så snakker vi også om bølger, og Mercyful Fate var en essentiel del af den første bølge – ligesom Alcest er en grundpille i den fjerde bølge.
Trin 4: Cradle of Filth – Crawling King Chaos (symphonic black/goth)
Nu hvor vi har erkendt, at falset og særprægede vokalteknikker er tenderende essentielt for black metallen, så må det være tid til et stykke med Cradle of Filth. Hvis vi skal være fluekneppende skrankepaver, så er Cradle of Filth ikke et rendyrket black metal-band, ergo passer de vel perfekt på listen, som det er nu. Men ikke desto mindre, så har Danni Filth efterhånden skreget og skrålet om alverdens okkulte aspekter i lidt over tre årtier, og musikken har altid båret præg af det mørke og forbudte. Hvis du ikke er bekendt med Cradle of Filth overhovedet, så kan de vel bedst beskrives som ”Hvis Anne Rice havde lavet musik”. Cradle of Filth er måske ikke just super-duper-farlige eller trve heller, men vi kommer så småt tættere og tættere på, selvom musikken til tider er lige så gotisk og NWOBHM, som den er black og ekstrem.
Trin 5: UADA – Djinn (melodic black metal)
Overordnet set var USA længe om at hoppe med på black metallen – om det skyldes landets kristne værdier, distance eller at de var fint tilfredse med at producere thrash, død og metalcore, er ikke til at sige. Men ikke desto mindre er USBM (altså black metal fra USA) de sidste par år virkelig blevet en magtfaktor med bands som UADA her, men også Wolves in the Throne Room, Wayfarer, Imperial Triumphant og Vital Spirit – og naturligvis skal vi ikke negligere de få grand old men som Grand Belial’s Key eller Agalloch.
Er der så noget helt særegent, der kendetegner den amerikanske black metal-scene, hvis man sætter den op imod for eksempel den norske? Nej, ikke rigtig.
UADA er ganske vist black metal, men hvis man sætter sig ned og virkelig dissekerer deres riffs og rytmer, vil man nok opdage, at de har mere til fælles med bands som Judas Priest og Iron Maiden end for eksempel Burzum og Mayhem. Ej heller benytter frontmanden, Jake Superchi, sig af klassisk black metal-skrigeri, han nøjes fint med at råbe ad sit publikum. Hvis UADA er din ting, så forsøg dig da også med bands som legendariske Dissection eller Vreid.
Trin 6: Rotting Christ – Exiled Archangels (extreme metal)
Når vi taler om black metal, taler vi lige så ofte om Norge – hvilket er forståeligt, når nu det er landets primære kulturelle eksport. Men resten af verden vil nu også gerne have en bid af den sorte og metalliske kage. Rotting Christ er vel for den græske metalscene, hvad Mayhem var for den norske, og ja, hvad Metallica var for den amerikanske. De to Tolis-brødre Sakis og Themis har efterhånden været bannerførere for ekstremmetal i middelhavsområdet i en menneskealder, og selvom bandets musik er blevet mindre vred med årene, så er essensen stadig kulsort. Eftersom bandet har så mange år på bagen, som det har, følger det ikke helt samme konventioner og regler som de nyere bands, og rent musikalsk har de (især det ældre materiale) mere til fælles med Celtic Frost, tidlig Kreator, Iron Maiden og tidlig Bathory end med Darkthrone eller Mayhem. Hvis du kunne lide, hvad du hørte her, ja, så giv da en række af de ovenstående bands et lyt eller to.
Trin 7: Zeal & Ardor – Row Row (avantgarde black metal)
Jeg har efterhånden skrevet og sagt en farlig masse om det schweiziske avantgarde black-band, Zeal & Ardor, så hvorfor ikke skrive bare lidt mere? Black metallens DNA er tvetydig, på den ene side er den ekstremt konservativ og nægter at udvikle sig, og på den anden side har den udviklet sig konstant. Zeal & Ardor er et af de absolut bedre eksempler på, hvordan genren har udviklet sig. Hele projektet startede med noget så fjollet, som at Manuel Gagneux (manden bag) en sen aften skrev og spurgte det ”herlige” internetforum 4chan om, hvilke genrer han skulle mikse i forbindelse med sit nye projekt. En bruger forslog, at han kombinerede, og jeg citerer, ”niggermusik og black metal” – hvilket var præcis det, Manuel så gjorde, og resten er historie, som man siger. For det er nemlig grundessensen af bandets musik, eller som Manuel selv har formuleret det: ”Hvad nu hvis slaverne havde valgt Satan fremfor Jesus?” I en scene så overproppet har bandet formået at gøre noget, ingen andre før har gjort, nemlig at kombinere black metal med slavegospel, og kombinationen har vist sig at være en bragende succes! Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bands, der umiddelbart lyder som Zeal & Ardor, men hvis du skulle have lyst til noget mere avantgarde, jamen så forsøg dig med White Ward eller Imperial Triumphant, hvorimod hvis americana-delen var det, du fandt tiltalende, så forsøg dig med Vital Spirit, Wayfarer eller Panopticon. Men husk at passe på banjoen, den bider!
Trin 8: Dimmu Borgir – Gateways (symphonic black metal)
Er I stadig med? Fremragende, for nu er vi simpelthen nødt til det – vi skal til Norge! For nok er black metal et globalt fænomen med utallige facetter og udtryk, men come on, før eller siden må og skal vi til landet, der for alvor var med til at stadfæste genren, nemlig Norge. Jeg har ikke tal på, hvor mange black metal-bands Norge efterhånden har produceret, så lad os bare blive enige om, at tallet må have adskillige nuller efter sig. Dimmu Borgir er, efter sigende, det mest succesfulde af dem alle, altså hvis vi udelukkende opgør succes ud fra et monetært aspekt. Hvilket naturligvis også betyder, at den gamle garde har en udpræget holdning om, at Dimmu Borgir er et useriøst taber-popband, som selv børn kan lide. Man opdager hurtigt, at dem, der har mest imod black metal, er black metal-fans – hvilket er en evig kilde til morskab. Intet er så morsomt som en fyr, der hedder Jeff fra Wisconsin, der selv mener, han er trve kvlt, fordi han hører Darkthrone og spiller Skyrim – nå, undskyld, det var et sidespor! Dimmu Borgir har alle dage haft et fokus på storladne og episke symfoniske elementer samt enorme armbevægelser, faktisk så enorme, at bandet selv i forbindelse med udgivelsen af det seneste album Eonian, udtalte, at nu var der måske også gået lige lovlig meget Disney-keyboard i det. Ikke desto mindre er Dimmu Borgir en af grundpillerne inden for norsk black metal, om man vil det eller ej – og trods bandets musicaltendenser, så er vi nu nået dertil på stigen, hvor der står ”norsk black metal” på menuen. I tilfælde af at det, du hørte her, fik dig til at tænke ”Det er sgu da meget sejt”, så vil jeg anbefale Emperor og sågar Troll.
Trin 9: Celtic Frost – Circle of Tyrants (extreme metal/proto-black)
“Uh!” Hvis man tilbage i 1980’erne havde fortalt ham, hvor ikonisk hans uh!-lyde ville blive, havde han næppe troet på det. Ikke desto mindre er det nu en lyd, der er omtrent så ikonisk som et ”Hetfield-yeah”. Tidligere nævnte jeg black metal-bølgerne, og ligesom Mercyful Fate, så hører Celtic Frost hjemme i den første bølge, hvor vi sådan rent teknisk ikke har at gøre med rendyrket black metal, men den mere vage genrekategori ”ekstremmetal”. Men det til trods, så har Celtic Frost, igen lig Mercyful Fate, spillet så ufattelig stor en rolle i forhold til metallens udvikling, at det nærmest er ufatteligt – eller uh!-fatteligt, om man vil.
Men hvor Mercyful Fate mere lod sig styre af melodi og tematik, var Celtic Frosts rettesnor altid tempo og aggressivitet, hvilket i særdeleshed må siges at være en grundpille i netop black metallen. Uh!
I det tilfælde at Tom og hans lejesvende her tiltalte dig, så spæd da aftenen op med lidt Venom, tidlig Kreator, Hellhammer og sågar lidt tidlig Bathory samt tidlig Sodom.
Trin 10: Immortal – Withstand the Fall of Time (melodic black metal)
Mine damer og herrer, så er vi nået til toppen af stigen, og lur mig, om ikke vi er tilbage i Norge! Naturligvis er det øverste trin på en sådan stige nødt til at være et af et af de helt klassiske norske black-bands. På samme måde som man taler om et ”Big 4” i forbindelse med thrash-metallen, så kan man absolut også snakke om en ”Big 4” inden for den norske black metal, og hvis man gør, så bør man absolut nævne Immortal. Ikke nok med at de passer på de fleste af klichéerne, som folk forbinder med genren, så er de nok også det af de norske black metalbands, der sammen med Satyricon er lettest at tilgå som udefrakommende. For selvom Abbath og Demonaz alle dage har spillet black metal, så har deres riffs altid båret præg af, at især Abbaths store guitarhelt var Ace Frehley fra KISS. For når det kommer til Immortal, så er det altså guitarriffs og melodier, der er i højsædet, her er ikke tale om atmosfære, depression eller Satan. Nix, der skal bare høvles noget guitar og spys noget ild!
Kære læser, hvis du stadig er med så langt og ikke er stået af, så tillykke – du er nu blevet beriget! Ligeså hvis du opdagede, at Immortal kildede de rigtige steder, så giv da også lige Dissection eller Vinterland et lyt!
BONUS trin 11: Burzum – Jesus’ Tod/Jesu Død (trve kvlt)
Næ, hov, der var sørme et bonustrin på stigen! Tænk sig, hvem havde dog set det komme!? Måske du har lyttet dig igennem hele listen og tænkt: ”Hm, ja, okay så, så slemt lyder det jo egentlig ikke. Måske er der mere i denne her genre end rædderlig produktion og skrigeri?” – Så er du måske klar til det endelige trin, nemlig manden-myten-memet: Varg Vikernes, også kendt som Burzum. Uanset hvordan genren udvikler sig, så vil han og hans gerninger altid være noget af det første, som folk, der læser op på genren, vil støde på. For trods sine ugerninger og vanvittige holdninger, så har manden spillet en helt ufattelig vigtig og stor rolle, når det kommer til musikken. Værker som Hvis Lyset Taar Oss, Aske og Filosofem har influeret utallige bands og musikere, samt hele ideen med ”necro production”, altså ideen med, at black metal SKAL lyde skramlet og ubehageligt, var noget han især stod bag. Hvilket, om man kan lide det eller ej, skulle vise sig at være et af de sande kendetegn ved musikken, på samme måde som at det ikke er deathcore, hvis der ikke er breakdowns. Men nu skulle det her trin egentlig ikke handle så meget om lige Varg/Burzum, men mere om hele ideen om, at ja, til tider lyder black metal også helt ekstremt skramlet og tenderende rædderligt, men det er nu engang meningen – så jeg kunne lige så nemt have hevet Darkthrone, Hellhammer eller præ-viking Bathory frem for at understrege pointen.
Kære læser, hvis du straks føler behovet for at kravle ned ad stigen igen, så er det særdeles forståeligt, for nu er vi ude, hvor de færreste kan – eller vil – bunde, men du skal alligevel have tak for at give det et forsøg! Men hvis Vargs helt særegne tilgang til musik alligevel vækkede ét eller andet i dig, så er der uanede mængder af bands derude, der har samme tilgang til musikken som han. Prøv eventuelt hans landsmænd i form af Darkthrone og Thorns, eller forsøg dig med noget nyere som Order of Nosferat.