Forældreadvarsel: Slemme billeder

Albumcovers: dit første indtryk af et album, inden du lader ørerne komme til. Der er de tegnede, de groteske og de realistiske, som får os til at forsøge at se væk samtidig med, at vi labber det i os. Selvmord, kropsdele, overgreb og udpenslet horror – og dem, der gør op med de oftest benyttede chokeffekter i metalmiljøet. Hvordan kan man som musiker bedst muligt få sit eventuelle budskab ud og i visse tilfælde: Hvordan skiller man sig for alvor ud i en genre, hvor det grænseoverskridende er dagligdag?

Er det et tankeløst forsøg på at gøre folk utilpasse, eller er der en egentlig korrelation mellem det visuelle, auditive og narrative? Er fotos mere eller mindre effektfulde i deres budskab? Hvis det har rod i noget virkeligt, støder det os så mere eller mindre end det overdrevent fantasifulde? Fotorealisme kan bruges til at tvære det grimmeste ved den virkelige verden, legemligt forfald og død ud i ansigtet på beskueren, hvorimod det tegnede aspekt kan opfylde enhver horrorfans vådeste drømme.

Man skal aldrig bedømme en plade på dets cover, men antydningens kunst i ordets bredeste forstand er ikke spildt på folkene bag, og indimellem er coveret en måde at understrege, hvad der ikke kan siges med blot ord. Hvilke albumcovers har haft størst effekt på jer?

10) Korn – Korn

Umiddelbart er den ganske uskyldig. En lille pige, siddende på en gynge, og en ukendt beskuer, hvis tilstedeværelse markeres ved en skygge. Men er det os som modtagere, der tillægger billedet en ildevarslende tone? Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at Korn spiller os et puds. Men med så meget andet her i livet er der mere i det, end man lige ser. For jo længere tid du kigger på billedet, jo værre bliver det. For hvad er det, han har i hænderne? Hvorfor står han så underligt? Om hun ender på bagsiden af mælkekartoner, ved vi ikke. For en del af uhyggen består i, at der ikke er noget udpenslet, men at det er op til beskueren at digte videre. Sammenlignet med albummets musikalske psykoser, kan man nemt se sammenhængen mellem lyd og billede.

 

9) Sodom – Get What You Deserve

I ’97 udgav Sodom albummet Get What You Deserve, og coveret blev hurtigt bandlyst, og er det vist nok stadig enkelte, tilbagestående steder. Tyskerne har aldrig været bange for at provokere, men måtte trække albummet tilbage for at genudgive det med et mere neutralt omslag med medlemmerne på række i stedet. Det, som gør dette billede mindeværdigt – udover den afsporede hedonisme – er, hvor åbent det er for fortolkning. Sammenhængen mellem albummets titel og cover er ikke til at overse: Fik vores unavngivne person, hvad han fortjente? Hvem er offeret, og hvem er gerningsmanden? De formår med ét billede at åbne for et univers, der ikke havde haft den samme effekt uden det visuelle aspekt.

8) Cannibal Corpse – Wretched Spawn

At bede mig vælge det værste Cannibal Corpse-cover er som at bede mig vælge, hvilken af mine fødder jeg helst vil beholde. Butchered at Birth, Tomb of the Mutilated og Wretched Spawn er alle tre glimrende eksempler på, at man sagtens kan skue en helvedeshund på de svedne hår, men sidstnævnte er alligevel lidt værre. Der kommer ting, der ikke bør findes, ud af åbninger, der ikke alle er naturlige, og fascinationen ved alle farverne fastholder et blik, der per automatik gerne vil vende sig væk. Siden Eaten Back to Life ramte en uforberedt verden i 1990, har Cannibal Corpse haft ry for at være, undskyld mit franske, pisseulækre. Deres afslappede forhold til indvolde, oceaner af blod, kropsdele og umenneskelige skabninger er blandet med døde børn, kroppe på vrangen og en generel perversion af menneskekroppen. Det giver opskriften på, hvordan man får sig selv forbudt i store dele af verden og sine albums pakket ind, pakket væk eller med et nyt cover, udelukkende så man kan få det solgt i de store kæder. Du er ikke i tvivl om, hvad du får serveret, for alle ved, at et billede siger mere end tusind gutturale brøl.

 

7) Nailbomb – Point Blank

Max Cavalera har aldrig lagt skjul på, at hans musik er politisk ladet. Men coveret er lige så brutalt og ubehageligt, som musikken er, og den kvindelige Viet Cong-soldats blik er mere ladet end pistolen mod hendes hoved. Det faktum, at vi ser hende i live, er langt mere effektivt, end hvis det havde været i dødsøjeblikket. Det implicitte gør det svært at se væk, men vi ved alle sammen godt, at hun var død, længe inden det billede blev fremkaldt.  Nailbomb er ikke de første til at bruge billeder fra virkelighedens grusomheder og heller ikke de sidste, men det fanger dit blik og afspejler i dén grad pladens indhold. Musikken på den passende navngivne ”Point Blank” er lige så beskidt, som den krig de behandler, og coveret understreger, at det konstruerede altid vil stå tilbage for det autentiske.

 

6) Rage Against the Machine – Rage Against the Machine

Nok har vi lige haft en politisk kommentar allerede, men ingen er mere højlydte omkring det end de nyligt genopstandne Rage Against the Machine. Er du stadig i tvivl om, hvad du ser på, når du beskuer omslaget, så tillad mig at oplyse dig: Han hed Thích Quảng Đức og var en buddhistisk munk, der i protest over regimets systematiske forfølgelse af netop disse brændte sig selv ihjel for at rette verdens opmærksomhed mod uretfærdighederne. Det er et emotionelt billede; et af den slags, der tvinger dig til at tage stilling til din omverden. Et politisk statement, ganske i bandets ånd, og selvom manden i det store og hele døde forgæves, så blev han alligevel et symbol på oprør mod en undertrykkende overmagt takket være et band, der, som ham, havde noget på hjerte.

 

5) Autopsy – Severed Survival

Alle kan relatere til tanken om at vågne op under kniven ude af stand til at gøre opmærksom på sin tilstand, og her er mareridtet så krydret med et hold læger, der med største sandsynlighed sætter pris på din vågne tilstand. Den enkle streg og manglen på udpenslet rædsel gør den umiddelbart mere effektiv, end man skulle tro, hvilket understreger, at ”less is more”. Sjovt nok er dette – det alternative cover – på ingen måde mindre ubehageligt end originalen. Hvorfor kunstneren tænkte, det var mindre offensivt med en vågen dissektion end at stave bandets navn i kød, kan jeg ikke svare på, men under alle omstændigheder er Autopsys plads på listen mere end obligatorisk. Ikke blot har de inspireret utallige bands, men de er også pionerer inden for deres felt og har flere gustne covers på samvittigheden end Cannibal Corpse.

 

4) Mayhem – Dawn of the Black Hearts

Det her er, hvad man populært kan kalde for en no brainer, pun not originally intended.
Vender det sig i dig ved synet af blod, hjernemasse og spild af liv, eller læner du dig tættere på skærmen for at få alle detaljerne med? Der er mange grunde til, at det cover går igen, når talen falder på kontroversielt artwork, men få fortæller både så meget og så lidt på samme tid. Dog er det ikke nok til at lande den i top tre over mine personlige favoritter. Det er set både værre, vildere og ikke mindst grimmere, men man kan ikke benægte, hvordan tilblivelsen af billedet bidrager til den generelle opfattelse af bandet bag Dawn of the Black Hearts.

 

3) Carcass – Reek of Putrefaction

Fascinationen af død og legemsdele bliver imødekommet og mere til med Carcass’ Reek of Putrefaction. En collage af snapshots fra obduktioner udgør et cover, der i stil med andre på listen blev pakket ind og pakket væk og i enkelte tilfælde erstattet af mere beskuervenlige omslag. Der er masser af ydrk-effekt, hvis man er sart anlagt, og i bedste ”Find Holger”-stil er der et utal af detaljer, man kan bruge timer på at nærstudere. Men der er mening med galskaben. De små udsnit er stykket sammen således, at det samlede billede er et bizart ansigt, der mæsker sig i ligrester. Om det er en kommentar til bandets vegetariske livsstil eller ej, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men sangtitler og coverart væver en klam, rød tråd igennem et album, der i dén grad har fortjent en plads på listen.

 

2) Ulvegr - Vargkult

Der er ikke noget, der kan få folk op af stolene som Holocaust. Enten benægter du, at det nogensinde har fundet sted, eller også er dødstallet mejslet i sten, og det står ikke til diskussion, at folk, der ikke blev slået ihjel, døde af sult og sygdom. Selv jokes om masseudryddelsen bliver fortalt med disclaimers for at sørge for at lægge afstand til den sorte skygge, der hviler over moderne europæisk historie. Vi lever i forholdsvis fredelige tider, og fortidens fortrædeligheder bruges nu som akkompagnerende chokeffekt for musik, der til tider har et afslappet forhold til folkemord. Det horrible fascinerer, og om det er tilfældigt, at bandet har sin oprindelse i Ukraine, skal jeg ikke kunne sige, men synet af de læssevis af kroppe lander Ulvegr en plads på listen.

1) Cattle Decapitation – Medium Rarities

Mange peger på ”Humanure” som det klammeste cover fra Cattle Decapitations lejr. Der har med garanti siddet nogen et sted og tænkt, at man skal være 21 eller derover for at erhverve sig pladen, hvis den da ikke skulle forbydes helt. Bevares, den er ikke ligefrem appetitvækkende, men det bedste ved det album er såmænd det kække ordspil. Her på matriklen er deres seneste udgivelse, opsamlingsalbummet ”Medium Rarities”, dog langt mere effektiv i sit budskab. Alle, der kender Cattle Decapitation, ved, at deres udgangspunkt var veganisme/vegetarisme, og at kæphesten er kødindustriens lemfældige omgang med råvarerne. Derfor har de gjort det til deres mærkesag at erstatte dyrene med mennesker, og intet understreger dette bedre end coveret. Et halvt ansigt på en stegepande. Velbekomme.

BOBLERE:

Poison – Look What the Cat Dragged In

Hvordan chokerer man folk, der lever af at chokere? Hvordan får man fodfæste og ørenlyd i et univers af konstant ondere og vildere ekstremmetal, hvor man skal se farligere ud end naboen? Du vender det hele 180 grader og synger om piger. Og ligner piger. Poison skal have ros for at udmanøvrere den overdrevne maskulinitet, der gennemsyrede genren, og i stedet vende hele konceptet på hovedet. De fik sat deres hår, flirtede koket, der var fuld knald på makeuppen, og selvom vi var vant til mænd i sminke, forkastede de den monokrome pandavision og gik all in på fremhævede kindben. Jeg er ret sikker på, at Poison opfandt duckface. Coveret og titelnummet går catwalk arm i arm ned ad Sunset Boulevard med let vaklende skridt i de høje hæle og fuld knald på festen.

 

(Metallica – Load)

Bikerrock og introvert post-grunge. Kort hår og Newsted med eyeliner. Blod og sæd mellem to plexiglas.  Listen over, hvad folk synes var galt med Metallicas sjette album, er længere end det nag, folk har båret over Load og Reload, men hvad der virkelig hylede folk – og James selv – ud af den, var coveret. Folk væmmedes over det organiske og intime nærbillede af to kropsvæsker, de fleste mennesker forbinder med noget, der foregår i al hemmelighed, og som udgangspunkt ikke bør blandes. Samtidig stejlede fans over, hvor anderledes deres musik var blevet, og det afspejlede sammen med de nye visuelle vinde et markant skifte for verdens største kommercielle metalband. For nogen var det alt for meget, for andre var det slet ikke nok. Og for Metallica…? Det kunne aldrig blive så slemt som Lulu.

 

Scorpions – Virgin Killer

Herhjemme er vi ikke så sarte med nøgenhed som i Guds eget land, vi kan alle blive enighe om, at et nøgent menneske i sig selv ikke er seksuelt betonet, men hele arrangementet – hvordan den unge dame bliver præsenteret – gjorde rigtig mange mennesker gale. Det er blevet klassificeret i flere lande som børnepornografi, og selvom de har haft problemer med flere albumcovers, har Virgin Killer flere gange fået titlen som det værste cover nogensinde. Pladeselskabet trumfede coveret igennem for at skabe opmærksomhed om udgivelsen, og det må man sige, at de fik, selvom musikken på ingen måde kunne fornærme nogen.

Ovenstående er en top ti, der er præget af personlig smag, og ikke alle vil være enige i valgene. Men hvad afgør, hvordan et albumcover påvirker den enkelte? For nogle er det fremmedgørelsen, dehumaniseringen, en perverteret og ondsindet tilgang til det, vi har mest helligt: livet og selve det at være et menneske. Men om man foretrækker det udpenslet eller implicit, er ikke givet ud fra musikalske præferencer. Det er i højeste grad et spørgsmål om kultur og temperament; om det er nøgenhed, vold eller noget helt tredje, der bringer følelserne i kog. Kroppen frastøder og fascinerer, og det er i sammensmeltningen af disse to poler, at provokationen kan blomstre. Og tilbage står så spørgsmålet: Er det udtrykket eller det, der bliver udtrykt, vi i virkeligheden reagerer på, og er vi selv ansvarlige for den reaktion, et kunstværk måtte frembringe?