Boomerbloggen – Historien om en dødsmesse
Nuclear Blast
Denne udgave af Boomer Bloggen kigger nærmere på en af ekstremmetallens grundlæggere, og ikke mindst hans seneste udspil
30 års venten
Forrige uge omhandlede første udgave af Metalsnobbens Hjørne om den elitære afkrog af metalsegmentet. Det satte gang i mange af vores læsere, for der er jo som bekendt rigeligt med elitære tendenser blandt metalfans. Men er det ikke bare et udtryk for, at utroligt mange af os tager vores metal dybt seriøst? Vi fører endeløse, og dybest set ret nørdede, diskussioner om genrer, subgenrer, og hvad der er ”ægte”, og hvem der er ”posers”. Men sjovt nok kan vi ikke engang blive enige om, hvad der er elitært og avantgarde. Er det Djent? Eller SDBM (suicidal/depressive black metal, hvis nogen skulle være i tvivl)? Eller hvad med pornogrind måske? Elitære Metallica-fans fremhæver Lulu og St. Anger som geniale (jeg er selv en af dem), og der findes sågar folk der påstår, at når Kiss laver prog (The Elder) eller grunge (Carnival of Souls) er det noget af det ypperste bandet har præsteret (det kommer sikkert som et chok, men den gruppe hører jeg også til). Som et yderst veltimet apropos til al den elitesnak er en af ekstremmetallens grundlæggere, Thomas Gabriel Fischer, endelig klar med sit ekstremt længe ventede Requiem. Mere end 30 år efter første del af rekviemmet udkom, er den færdige dødsmesse omsider landet på vinyl og DVD her i boomerens domicil. Og er der én ting, vi kan blive enige om, så er det vel, at den tidligere Celtic Frost- og nuværende Triptykon-frontmand Fischer laver elitær metal, eller hvad?
Ekstremt? Jeg skal give dig ekstremt!
Tom G. Warrior eller Satanic Slaughter, som han jo også har kaldt sig gennem tiden, fremstår ofte lige så alvorlig og selvhøjtidelig som en klimabevidst veganerteenager, men han har faktisk ikke så lidt at have det i. Hans dystre og samtidig kompromisløse natur har altid ledt ham hen imod det ekstreme og enkelte gange det groteske. Mandens første forsøg på at lave metal, der skubbede til grænserne, Hellhammer, udgav i 1984 en EP, Apocalyptic Raids, der var en chokerende og dybest set temmelig talentløs udladning. Men hold nu op, hvor vi elskede det i min lille gruppe (af to) ekstremmetalfans dengang. Kassettebåndet blev lyttet til med både undren og fascination. Det var lige så vanvittigt som Venom, men på en eller anden måde mere ærligt. Samtidig var de musikalske udladninger mere ekstreme end de langt mere (aner)kendte album, der udkom året før, hvor ekstremmetallen efter denne bloggers mening blev født: Kill ’Em All, Show No Mercy og Melissa. Alle tre er klassiske album fra nu legendariske bands, der i høj grad stadig var undergrundsmusik dengang, men som alligevel fremstod nærmest mainstream i forhold til Hellhammers infernalske udgydelser. Der manglede måske nok talent, men en frygtløs appetit på at udvide grænser var der rigelig af. Hør for eksempel Fischers vanvittige vokal-”præstation” på den doomagtige ”Triumph of Death”. Det er sindssygt (nogle vil sige sindssygt ringe) og var den direkte årsag til det ”jo dårligere, jo bedre”-princip, vi, kun halvt i spøg, brugte til at finde ny musik i den periode. Den stræben efter nye yderpunkter og ikke mindst evnen til, på godt og ondt, at gå ”all-in” i sine kunstneriske udfoldelser har karakteriseret Fischer i alle hans projekter lige siden. Nu har det ført ham til det foreløbige højdepunkt: endelig at få færdiggjort sit ambitiøse Requiem, der som nævnt har været over 30 år undervejs.
Historien tager form
Historien om dødsmessen starter for alvor på Celtic Frost-albummet Into The Pandemonium fra 1987, hvor schweizerne for alvor bekendte kulør som såkaldt avantgardemetal. Klassisk instrumentering og bizarre udgydelser havde bandet godt nok gjort brug af siden den første EP fra 1984, Morbid Tales, og især på albummet To Mega Therion, men aldrig så gennemført som her. Især strålede nummeret ”Rex Irae” med det mystiske ”Requiem” skrevet i parentes. Hvad var nu det for noget? At ”Rex Irae (Requiem)” var første del af en længere komposition – et komplet rekviem – blev man dog først klar over noget senere, men rygterne svirrede selv på det tidspunkt, længe før Al Gore opfandt internettet. Den på alle måder katastrofale Cold Lake fra 1988 blev begyndelsen til enden for Celtic Frosts ellers lovende karriere (slå det selv op, hvis du ikke kender historien; jeg nægter at skrive yderligere om det-album-der-ikke-må-nævnes). Det betød samtidig, at Fischers Requiem ikke kunne gøres færdig. Nedbrudt over sit bands alt for tidlige død kastede han sig over andre projekter, men forlod også musikbranchen helt i en længere periode. I begyndelsen af det nye årtusinde fandt de to primære kreative kræfter bag Frost, Fischer og bassisten Martin Eric Ain, endelig sammen igen, og det førte i 2006 til mesterværket Monotheist. Det var uden tvivl det mørkeste album i Fischers karriere (hvilket siger en hel del), men hov! Alt imens man var ved at drukne i de mest nedstemte guitarer på denne side af skærsilden, sluttede albummet med den næsten ulideligt smukke ”Winter”. Og ikke nok med det; en lille og endnu en gang yderst sigende parentes (Requiem) og den korte kommentar ”The requiem shall be concluded once Celtic Frost record the still omitted second part” gav begrundede forhåbninger om, at værket nu snart skulle fuldendes. Men ak, Frosts comeback var lige så kortlivet, som det var triumferende. Bare et album blev det til (men hvilket et!), før Fischer forlod bandet i 2008, og hans Requiem gik atter en gang over i glemslen.
Pauker, klokkespil og sigøjnerviolin. Hvad ellers?
Vi skruer tiden frem til 1. november 2018, for det var selvfølgelig ikke helt slut endnu. Ud af det blå blev det pludselig annonceret, at folkene bag Roadburn-festivalen i Holland havde inspireret Fischer til at fuldende værket, og at det skulle opføres på festivalen 12. april 2019. Stor var glæden, især da koncerten – muligvis den eneste gang, Requiem nogensinde bliver opført – endelig udkom digitalt og fysisk, så boomeren og andre fans, nye såvel som gamle, endelig kunne få deres hungrende nysgerrighed stillet.
Med 33 års ventetid og en nærmest sagnomspunden optakt kunne man vel næsten kun blive skuffet, tænker du så måske? Men svaret er nej, for Triptykons Requiem er præcis så fascinerende, morbid og blændende, som man kunne ønske sig. ”Rex Irea” indleder værket og opføres ret tro mod originalen med hjælp fra den tunesiske sangerinde Safa Heraghi, der ligesom Metropole Orkest gør et formidabelt stykke arbejde. Denne sang er så det tætteste, Requiem kommer på egentlig metal. Med en umærkelig overgang til den nye del af messen, ”Grave Eternal”, slås det desuden fast, at dette Requiem ikke er symfonisk metal i gængs forstand. Det er et værk skrevet til kor, orkester og metalband, hvor alt er afstemt og går op i en højere enhed. De obligatoriske nedstemte guitarer og bas suppleres af en langsom, lidt off-beat rytme fra både det traditionelle trommesæt og orkestrets mange slaginstrumenter. Denne insisterende og foruroligende kadence definerer det meste af ”Grave Eternal”. Men vi får også en David Gilmour’sk solo, sigøjnerviolin, skønsang, dommedagsbas, tunge riffs og alt muligt andet. Pauker og selv klokkespil spiller ganske usædvanligt en fremtrædende rolle hele vejen. Den 6-7 minutter lange afslutning på ”Grave Eternal” er måske det smukkeste og mest sørgmodige stykke musik, du nogensinde kommer til at høre. Her begrædes tab og vores egen dødelighed på en måde, som kun de største mestre kan.
Efter denne emotionelle tour de force får ”Winter”, præcis som på Monotheist, den tvivlsomme fornøjelse at afslutte et helt igennem monumentalt værk. Atter en gang lykkes det dog den simple, men ufatteligt smukke sang at gøre det, der syntes umuligt. 45 minutters intens dødsmesse er dermed slut, og man (eller i hvert fald denne blogger) sidder måbende og dybt berørt tilbage. Thomas Gabriel Fischer har atter en gang brugt sin livslange fascination af døden til at skabe noget helt unikt. Nemlig et stykke musik, der taler til den del af vores bevidsthed, der ikke nødvendigvis helt behøver at forstå, hvad der er foregået, men som bare mærker, at det her var noget helt særligt.
Det er ikke symfonisk metal!
Fusionen mellem hård rock og/eller metal på den ene side og den klassiske orkestermusik på den anden er en gammel historie. Faktisk næsten lige så gammel som den hårde rock selv, da begyndelsen kan spores helt tilbage til Deep Purples Concerto for Group and Orchestra fra 1969. Ofte har denne fusion handlet om at gøre noget, der i forvejen var larmende og bombastisk, endnu mere larmende og bombastisk. Det oplagte eksempel er selvfølgelig Metallicas S&M, men det er langt fra det eneste. Om det er traditionel symfonisk metal, Kiss Symphony eller Dimmu Borgir, er sådan set lige meget; resultatet er principielt det samme. Triptykons Requiem handler om præcis det modsatte. Med langt færre virkemidler og en nærmest minimalistisk fremgangsmåde er Requiem metalband, kor og orkester i perfekt symbiose.
Så sæt vinylen på anlægget, smid ungerne i seng, skænk dig et stort glas af din favoritspiritus, sæt dig i lænestolen, sluk lyset, og lad dig opsluge af Thomas Gabriel Fischers dystre verden. Måske kommer du tilbage igen, men der gives ingen garantier.
Hvis den her blog ikke var lang nok og man ønsker at dykke endnu længere ned i tilblivelsen af Requiem, så har det hollandske site Never Mind The Hype interviewet flere af de medvirkende:
https://nmth.nl/celtic-frost-triptykon-requiem-roadburn/
En Triptykon/Celtic Frost playliste:
https://open.spotify.com/playlist/5xz2fQWYZvq9P2RYsSs0zy?si=LnbuulRDRXWQ...
Kommentarer (2)
Sinfjøtli
Indlæg: 13
What?
Hej Søren,
Er det muligt med et sammendrag?
Hvad skal mit udbytte som læser være?
Pft.
Sinfjø
Søren Højer Larsen
Anmelder
Indlæg: 12
Sammendrag?
Hej Sinfjøtli,
vi laver desværre ikke sammendrag, abstracts eller executive summaries her på sitet. Men jeg håber da at du orker at kæmpe dig igennem hele historien :-)
Mvh, Søren